Nanna Jordt Jørgensen, der er antropolog og ph.d. i uddannelse for bæredygtig udvikling, har fået UBU-stafetten af Jonas Cronqvist, der er kok og direktør i nOmy Group, der arbejder med kompetenceudvikling i fødevarebranchen, med begrundelsen:

Jeg har gennem hendes arbejde fået stor respekt for den måde, hun kobler forskning, praksis og samfundsansvar. Selvom jeg primært kender hende af omdømme, har jeg længe haft et fagligt “crush” på hendes tilgang – særligt hendes evne til at tage udgangspunkt i de små, “levede” erfaringer og samtidig sætte dem ind i en større bæredygtig og social sammenhæng.

Jeg er nysgerrig på hendes perspektiver, fordi hun arbejder i krydsfeltet mellem børn, uddannelse og bæredygtighed – netop dér hvor mange af de vigtigste forandringer starter.

Jonas Cronqvist spørger:

Hvis du skulle pege på én ting, pædagoger og undervisere kan gøre i morgen for at arbejde mere inkluderende og meningsfuldt med bæredygtighed og en global forståelse – hvad skulle det så være?

Hvis jeg kun må vælge én ting, så handler det om at tage udgangspunkt i børnene og eleverne og dét, de kommer med. De kommer med forskellige baggrunde og er fra forskellige familier og lokalsamfund. Det er vigtigt, at man har øje for de forskelligheder og erfaringer, for det kan give nogle andre perspektiver på tingene, end dem man selv kommer med. Man kan opdage, at selv små børn har forbindelser ud i verden og forholder sig til store spørgsmål på deres egen måde. Og at der kan være mange andre former for bæredygtig praksis eller naturrelationer end dem, man selv kender til.

Herudover er hverdagen fuld af konkrete ting, der har forbindelser ud i verden og kan åbne for gode samtaler i børnehøjde. Det kræver, at man får øje på dem og griber de små situationer, der knytter sig til større spørgsmål og dilemmaer: Hvor kommer maden fra? Hvor ender affaldet? Kan vi bare bruge løs af vandet?

Politikere og fagfolk er lige nu i gang med at revidere rammerne for en ny pædagoguddannelse. Du er optaget af, at formålsparagraffen får fokus på pædagogers rolle i at danne børn til aktivt medborgerskab i et demokratisk og bæredygtigt samfund. Hvorfor er det vigtigt? Og hvilke konsekvenser har det, hvis det ikke bliver indskrevet?

Det er afgørende for vores børns liv, at vi forholder os til de emner, der kommer til at præge deres fremtid. Uddannelse og pædagogik handler om børns individuelle læring, udvikling og trivsel, men det handler også om hvilke liv, vi ønsker at leve i fællesskab, og hvilken slags samfund, vi ønsker os. Børn har ikke ansvar for at fikse det, vi andre har ødelagt, men de har ret til at være en del af samtalen – selvom de er små, er de en del af samfundet. De er allerede medborgere, som vi må lytte til.

Det er vigtigt at få skrevet bæredygtighed ind i formålsparagraffen for pædagoguddannelsen, fordi det kan skabe en stærkere ramme for arbejdet med bæredygtighed, både i dagtilbud, men også på skole-fritidsområdet og i social- og specialpædagogikken. Pædagogisk arbejde med bæredygtighed og naturrelationer er ofte komplekst og fuld af dilemmaer – og risikerer derfor at blive nedprioriteret eller valgt fra, hvis det ikke er en klar del af formålet med uddannelsen.

Mange pædagoger nævner tidspres og krav til arbejdet med andre læreplanstemaer som nogle af de største barrierer for at arbejde mere med natur og bæredygtighed – hvad skal der til for, at det bliver opprioriteret?

Jeg mener, at det er vigtigt, at institutionerne og pædagogerne ikke ser natur og bæredygtighed som noget ekstra, de skal tage sig af, men som et fokus, der kan styrke den pædagogiske kvalitet. I dagtilbud kan natur og bæredygtighed integreres i alle læreplanstemaer og styrke det pædagogiske arbejde bredt set – med for eksempel krop og sanser, sprog, personlig og social udvikling, demokratisk deltagelse og kultur. Men jeg ved også godt, at der er mange steder, hvor hverdagen er ekstremt presset, og det betyder også, at det er vigtigt, at ledelsen påtager sig et ansvar – både i den enkelte institution, men også kommunalt.

Og så handler det også om børnesyn. Der er bred enighed om, at børns naturerfaringer er vigtige – men det kan godt give noget tvivl og dilemmaer når man taler om, hvor meget børn skal inddrages i en voksenverden med alt, hvad den indebærer af utryghed og usikkerhed. Men mange børn tænker allerede over livets store spørgsmål – og stiller også etiske og moralske spørgsmål.

Du både forsker og underviser pædagogstuderende – hvor stort er gabet mellem teori og undervisning og dét, der rent faktisk sker – og som de studerende oplever – ude i praksis?

Jeg har arbejdet med det her område stort set hele mit liv, og jeg har oplevet flere perioder, hvor miljø og natur ikke har fyldt særligt meget i den offentlige debat. Det er ikke mange år siden, at det ikke gav genklang særligt mange steder, hvis man talte om uddannelse for bæredygtig udvikling. Men der er sket meget de seneste år, og det er blevet langt nemmere at tale højt om de her ting.

Der findes rigtigt mange daginstitutioner i Danmark – nogle er virkelig langt fremme og andre steder er det noget andet, der fylder. Men jeg oplever, at det er blevet mere almindeligt at stille grundlæggende spørgsmål til vores forhold til naturen og til den måde, samfundet er indrettet på. I mange dagtilbud er der i forvejen en interesse for omsorg for og relation til naturen, og der arbejdes med det konkret, kropsligt, sanseligt og æstetisk. Her kan mange pædagoger noget, som lærere og undervisere i andre dele af uddannelsessystemet kunne lære noget af.

Så på en måde ligger det lige for. Men det er klart, at det godt kan virke lidt fjernt for nogle, hvis man tager skridtet videre og taler teoretisk om begreber som vild pædagogik, dunkel pædagogik eller om naturen som noget, der har sin egen agens, og som vi må forholde os anderledes til. Det er vigtigt, at de svære begreber kobles til noget konkret.

Hvordan kan daginstitutioner og skoler blive bedre til at arbejde med bæredygtighed uden at komme til at reproducere ulighed – men i stedet styrke de børn, der er mest udsatte?

Ulighed handler ikke kun om, hvilken baggrund børnene har, og hvilke familier de kommer fra. Det handler også om dét, der sker i institutionerne. Her kan vi – ofte ubevidst – have forskellige forventninger til børnene qua deres baggrund og dermed være med til at skabe ny ulighed. Derfor skal vi blive bedre til at få øje på, at bæredygtighedspraksisser og natursyn kan tage forskellige former – og møde alle børn med nysgerrighed og åbenhed.

Det kan for eksempel være, at man i en familie, der ikke har så mange penge, har fokus på at spare på ressourcerne, minimere madspild, holder stay-cation i stedet for at flyve til Thailand osv. Og der er det vigtigt, at vi som voksne spørger ind til det og anerkender det – og ikke kun taler med børnene om udlandsrejser, skovture, kastanjedyr og hjemmebrygget hyldeblomstsaft.

Men der vil klart være børn, der ikke får så mange naturerfaringer derhjemme, fordi der ikke er overskud i familien, og der kan institutionerne være med til at give alle børn de oplevelser og erfaringer, så de er på lige fod. Og der kan hver enkelt institution jo overveje, om man for eksempel kan have et tøjbibliotek med godt udendørstøj eller indkøbe 30 par ens gummistøvler, så alle børn har mulighed for at deltage, uden at manglende udstyr bliver et problem.

Kan kulturelle forestillinger om børn og natur komme til at spænde ben for inddragelse og måden, der arbejdes med naturpædagogik på i dagtilbud?

Ja, som sagt, så er vores måde at forholde os til natur og bæredygtighed på ekstremt kulturel. Vi tænker, at naturrelation handler om at gå i skoven og eller lave et bål. Familier med andre kulturelle baggrunde have andre tilgange, hvor man i stedet tager på picnic i parken, dyrker planter på altanen, fortæller historier om barndommen andre steder i verden eller noget helt fjerde. Så vi skal passe på ikke at blive blinde for, at naturrelation kan være mange ting.

Vi skal passe på ikke at gøre familier forkerte eller tale ud fra et mangelsyn, hvor vi har sandheden og definerer ét ‘rigtigt’ natursyn. Det kræver, at vi skaber mere plads og rum til dialog med familierne – og en oprigtig nysgerrighed på deres perspektiver og tilgange til naturen.

Vi kan lære meget af hinanden, hvis vi er åbne og nysgerrige. For eksempel talte jeg med en institution, som fik øje på, at familier med rødder i Mellemøsten kunne inspirere med gode opskrifter med bælgfrugter – noget vi taler om, at vi bør spise langt mere af herhjemme. Så der kan leverpostejsdanskere måske blive inspireret til nye madpakker?

Er der en risiko for, at arbejdet med bæredygtighed i daginstitutioner bliver for normativt – altså at børn “lærer det rigtige” – frem for at udvikle deres egen kritiske sans og forståelse?

Jeg tror, vi skal have fokus på begge dele. Forstået på den måde, at det giver god mening at inddrage børn i bæredygtige hverdagspraksisser som affaldssortering, kompost eller ved at plante små frø og se dem spire og give dem mulighed for at tage ansvar i deres dagligdag. Det er noget, der naturligt optager mange børn – og ofte går de også op i, hvad der er ‘rigtigt’ og kan måske også godt blive små politibetjente over for hinanden, hvis affald bliver smidt det forkerte sted, eller der bliver trådt på en myre.

Men samtidig skal vi også arbejde med refleksioner og deltagelse på andre måder – og lytte til det, forskellige børn selv kommer med. Man kan bruge æstetiske udtryksformer, hvor børnene udtrykker sig selv på andre måder gennem leg, fortællinger og kreative ting. Eller læse børnebøger om store emner som klimaforandringer og økologiske kriser. Højtlæsning og de samtaler, som opstår undervejs, kan give et godt indblik i, hvordan børn associerer – det er faktisk ret vildt. Vi voksne har måske en tendens til at undervurdere, hvad og hvor meget børn ved og kan finde på at spørge om. Det kan give anledning til mange gode snakke, hvor man selvfølgelig skal finde en balance i forhold til store emner som klimaforandringer og biodiversitetskriser.

Hvordan opstod dit eget engagement i uddannelse for bæredygtig udvikling?

Det har altid fyldt meget for mig. Min mor er ultrahavemenneske, og mine forældre er glade for natur, og så meldte jeg mig ind i foreningen Natur og Ungdom, da jeg var teenager. Dér oplevede jeg et socialt fællesskab med andre unge, der brændte for de samme ting. Dengang var det meget miljøaktivistisk, og vi havde blandt andet et væddemål med Svend Auken om, hvem der kunne spare mest CO₂. Vi vandt selvfølgelig!

Jeg læste antropologi og blev meget optaget af menneskers forhold til natur og miljø i et tværkulturelt perspektiv. Jeg fik job i Mellemfolkeligt Samvirke i Kenya, hvor jeg kom til at arbejde med miljøuddannelse.  Senere fik jeg mulighed for at skrive en ph.d.-afhandling, som handlede om unge i Kenya og forholdet mellem natur, miljø, uddannelse og handlekraft. I de senere år har jeg haft fokus på pædagogisk arbejde med de mindre børn, som er interessante i forhold til at tænke det kropslige, sanselige og følelsesmæssige mere ind i UBU. Og i daginstitutioner er der plads til arbejde med naturdannelse på en anden måde, fordi der er mindre målstyring og derfor plads til at følge børnenes nysgerrighed.

Hvem vil du gerne sende stafetten videre til – og hvad vil du spørge om?

Frank Olesen, der er teamleder i Afdelingen for Bæredygtig Udvikling i Københavns Kommune og er leder af naturværkstedet Kløvermarken, som er en fantastisk naturlomme midt i byen. Han og hans team laver et meget vigtigt arbejde, og jeg er nysgerrig på hans perspektiver på kommunernes rolle i arbejde med bæredygtighed.

Jeg vil gerne spørge ham:

Hvordan arbejder I i Naturværkstedet med at understøtte det pædagogiske arbejde med bæredygtighed på måder, der giver plads til kreativitet og nye idéer og tilgange? Og hvad betyder det at have kommunale aktører, som går ind i arbejdet med uddannelse og pædagogik for bæredygtighed?