Bioplastikfilm kan bruges til at beskytte planter i overdækkede landbrug. Det er en af de nye klimaløsninger, der bliver udstillet på KADK – Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering. Foto: KADK

4 september, 2019

Danske designere udstiller klimaløsninger

De bedste af bud på klimaløsninger fra KADK bliver udstillet over efteråret, mens borgmestre og ledere for nogle af verdens mest ambitiøse byer er i København til klimatopmøde.

Anders Seneca Bang

Journalist, Verdens Bedste Nyheder

Fortovsbelægning, der kan aflede store mængder regnvand fra skybrud, bioplastikfilm til overdækkede landbrug, og app’en ”MEAT-challenge”, der skal hjælpe især mænd til at minimere deres kødforbrug.

Det er blot nogle af de 29 bud på klimaløsninger, som studerende og forskere fra KADK – Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering udstiller fra den 6. september til den 15. november i KADKs udstillingshal på Holmen i København. Den gratis udstilling, der er åben for offentligheden og løber mellem den 6. september og 15. november 2019, er en del af KADKs fokus på bæredygtighed, klima og Verdensmålene.

Timingen er ikke tilfældig

Udstillingen falder sammen med et stort anlagt klimatopmøde i København, hvor den internationale organisation C40 Cities samler borgmestre og ledere fra næsten 100 af verdens største eller mest klimaambitiøse byer mellem den 9. og 12. oktober. Her skal de diskutere konkrete løsninger, som byer kan bruge mod klimaudfordringen.

”Over halvdelen af verdens befolkning bor i byer, og byerne står for tæt på tre fjerdedele af verdens energiforbrug. Så det er indlysende, at byer – og dermed arkitekter, byplanlæggere og designere – står med nøglen til at løse mange af udfordringerne. Det har de fleste af vores studerende og forskere allerede arbejdet målrettet på i flere år, og jeg vil ikke tøve med at påstå, at Danmark og KADK er en del af verdenseliten på det her felt”, siger KADKs rektor, Lene Dammand Lund.

Over halvdelen af verdens befolkning bor i byer, og byerne står for tæt på tre fjerdedele af verdens energiforbrug. Så det er indlysende, at byer – og dermed arkitekter, byplanlæggere og designere – står med nøglen til at løse mange af udfordringerne.

Lene Dammand Lund, KADKs rektor