Indlandsisen smelter, skovene brænder, koralrevene uddør. Overalt banker vores natur på for at fortælle os, at vi er nødt til at sadle om. Denne omsadling kan og skal i høj grad foregå i børnehaverne og i skolerne, som er de steder vores børn tilbringer størstedelen af deres barndom.

Dette gøres ikke kun ved indsamling af skrald i nærområderne og sporadiske temauger om FN’s 17 Verdensmål, men derimod ved en gennemgribende omkalfatring af skolesystemet og ved at give børn og unge en reel mulighed for at forbinde sig til verden og naturen på en langt mere livsvenlig måde.

På trods af store samfundsforandringer og øget viden om pædagogik, didaktik og læring har skolen nemlig ikke forandret sin grundlæggende indretning væsentligt de seneste 100 år. Eleverne sidder stadig på deres pladser, på deres numser ved borde, der er vendt mod en lærer, som i store dele af undervisningstiden har ordet og tramper rytmen med sin taktstok.

Megen forskning peger dog på, at dette ikke giver eleverne den bedste forudsætning for at blive selvstændigt tænkende og handlekompetente samfundsborgere. Men dette har imidlertid ikke ændret ret meget på den måde, de fleste danske skoleelevers skoledag ser ud anno 2025.

Skolen er indrettet af mennesker og til mennesker, forstået på den måde, at skolen danner eleverne til at indgå i menneskesamfund og efterlader derved ikke ret meget rum til alt det andet, der er levende i vores verden.

Det har længe været diskuteret indenfor skole og uddannelse, om tilgangen til undervisning enten skal være adfærdsmodificerende, hvor eleverne bliver trænet i skraldesortering og vegetarisk madlavning eller en undervisning, der lægger op til, at eleverne lærer at tænke kritisk og tænke ud af boksen – og forholde sig håbefuldt til fremtiden.

Tilgangene og forslagene til, hvordan man indretter fremtidens skole, er mange. Men klima-, miljø- og biodiversitetskrisen venter ikke på nogen. Nyere forskning diskuterer, hvorvidt håb er en faktor, når vi skal danne og uddanne fremtidens borgere til at imødegå disse massive udfordringer, vi som menneskehed står overfor.

Har vi modet til at tænke anderledes?

Jeg er i skrivende stund ude og undersøge, hvordan man via rollespil kan skabe refleksion over relationen mellem mennesker og natur – og hvordan eleverne forstår håb, hvornår de føler håb og i hvilken relation, de oplever sig selv som håbefulde.

Undersøgelsen viser indledningsvist, at håbet blandt andet er relationelt, og at elevernes forståelser af eget håb handler om nære relationer som venner og familie. Dette understreger måske vigtigheden af, at eleverne føler sig relaterede til naturen?

Et svensk studie undersøgte elever i mellemskolen, der skulle undersøge forskellige bi-arter under mikroskop. Her fandt man, at de børn, der blev instrueret i at undersøge bierne på en klassisk naturvidenskabelig facon, hvor bierne skulle måles, vejes og klassificeres, kaldte dem for ”den” og ”det”, hvor de børn, der fik lov at undersøge bierne uden forudgående instruks, forbandt sig helt anderledes til bierne.

Her blev bierne omtalt som ”han” og ”hun”, og børnene beskrev bierne, som væsner de var forbundne med på et personligt plan. Altså forbandt eleverne sig på andre og mere personlige måder med insekterne, når de ikke ”kun” var objektiviserede ting, der skulle måles og vejes.

Børnene ud i det fri og håbet ind i skolen

Mennesket har som art levet mellem 5-og 800.000 år uden at kende til moderne videnskabelige metoder, ensformige klasselokaler eller lektioner af 45 minutters varighed. Det, vi oplever som gamle og urokkelige skoletraditioner, er relativt nye opfindelser, hvis vi ser på hele menneskehedens og livets historie.

Vi skal give børn og unge mulighed for at opbygge selvtillid til at være fri – både i tanke og med krop – til at tro på egne sansninger. Og samtidig skal vi facilitere håbefulde samtaler med dem, der stimulerer deres kritiske sans og tænkning.

Dette kunne blandt andet opnås ved i højere grad at kombinere naturvidenskabelig undervisning med elevernes egne sansninger af naturen. Samtidig skal vi voksne tænke og handle bæredygtigt i alle lag af skolen som organisation, både i daglig drift, i skolekantinerne, i indhold og aktiviteter, og ikke mindst i samtalerne med eleverne.

Og så skal vi forskere turde disrupte skolesystemet med nytænkende og progressive studier, der giver os et bredt videnskabeligt indblik i, hvordan vi kan danne og uddanne fremtidens samfundsborgere til at leve i overensstemmelse med vores allesammens naturgrundlag både lokalt og globalt.

Jeg mener derfor, at vores politikere og vores uddannelsessystem har brug for erkendelsen af, at håbet er en strategi – og at det kræver både mod og håb, at lave de forandringer, vores natur, klima og miljø kalder på.

Dette er et debatindlæg og er udtryk for skribentens egen holdning.