Et stort flertal af lærere på klimaerhvervsskolerne er motiverede for at undervise i grøn omstilling – men kun hver tredje føler sig rustet til opgaven. FOTO: TEC
20. april 2026
Den grønne entusiasme er tårnhøj på erhvervsskolerne – men lærerne føler sig ikke klædt på
Mere efteruddannelse, klarere rammer og bedre udstyr er opskriften, hvis lærere på erhvervsskoler skal omdanne deres begejstring til grøn, motiverende undervisning.
Anne Burlund
Journalist
Et stort flertal af lærere på klimaerhvervsskolerne er motiverede for at undervise i grøn omstilling – men kun hver tredje føler sig rustet til opgaven.
Det viser en ny undersøgelse blandt lærere og elever på klimaerhvervsskolerne TEC og Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.
Undersøgelsen, der er udarbejdet af Teknologisk Institut, skal give skolerne et bedre grundlag for at udvikle og målrette arbejdet med grøn omstilling i undervisningen og på lærepladserne. Samtidig skal den bruges til løbende at måle, om arbejdet har en effekt på den lange bane.
Morten Emborg, der er direktør på TEC, er glad for, at lærerne er så entusiastiske omkring den grønne undervisning. Men han anerkender også, at der er brug for investeringer i både efteruddannelse, udstyr og rammer.
”Jeg kan godt forstå, at man som underviser gerne vil klædes godt på. Og det har derfor været vigtigt for os at få klarlagt, hvilke kompetencer lærerne efterspørger – og ikke mindst, hvad der motiverer dem,” understreger han.
Fyrtårn for grøn transport
TEC har som en af landets tre klimaerhvervsskoler særligt fokus på grøn transport og uddanner blandt andet morgendagens bilmekanikere, flyteknikere og chauffører. Og det er en branche, hvor den teknologiske udvikling ifølge direktøren går ”pivstærkt”, og hvor der derfor er brug for specifikke kompetencer og avanceret udstyr, der er målrettet hver enkelt uddannelse.
Skolen har blandt andet investeret i en helt ny læringsplatform, hvor eleverne kan arbejde med elbil-teknologi ved hjælp af over 3.000 digitale simulationer, ligesom der også er indkøbt en el-lastbil i millionklassen – og der står flere på ønskelisten.
Undersøgelsen peger på, at der er behov for stærkere strategisk ledelse – så er det noget, I vil opprioritere?
”Vi er lige nu i en kapacitetsopbygningsfase, men det strategiske valg om, at vi som klimaerhvervsskole skal være et fyrtårn inden for grøn transport, er jo truffet,” forklarer Morten Emborg.
”Vi skal udvikle nye uddannelser og udstyr, men også inspirere og skubbe resten af sektoren i en grønne retning – det må aldrig blive en lukket fest for os som klimaerhvervsskole.”
Morten Emborg anerkender, at fordi det markante fokus på grøn omstilling er nyt for skolen, kan der stadig være et behov for mere viden om, hvad der skal ske – og hvordan – i dele af organisationen.
”Vi vil rigtigt gerne drive indsatsen med eksemplernes magt, så det ikke bare er en strategi på et stykke papir. Og vi kan se, at når vi sætter ind, så rykker det også,” understreger Morten Emborg.
Han henviser blandt andet til, at 73 procent af de lærere, der har fået efteruddannelse, svarer, at de føler sig rustet til at undervise i grøn omstilling – mens det samme kun gør sig gældende for 26 procent af de lærere, der ikke har fået et kompetenceløft.
Tid og kollegial sparring er et must
Det er Torben Frederiksen, der er faglærer på Lager og Logistik-uddannelsen, et rigtig godt eksempel på. Han har undervist på TEC i seks år og har som en af de første undervisere været på efteruddannelse i bæredygtighed på diplomuddannelsen i erhvervspædagogik. Han føler sig derfor med egne ord ”ret godt klædt på” og er ”supermotiveret”.
”Vi skal blandt andet i gang med at kigge på materialer og ressourceforbrug. Vi bruger ret massive mængder plast inden for vores område, ligesom det er oplagt at kigge mere i retning af el-trucks,” forklarer han.
Inden for de næste måneder skal han sammen med en gruppe kollegaer i gang med at udarbejde nyt undervisningsmateriale med fokus på den grønne omstilling.
Og her er det ifølge Torben Frederiksen vigtigt, at bæredygtighed ikke bliver et tema eller nedslag, men tænkt ind i den samlede undervisning. Og det kræver, at ledelsen er villig til at afsætte den fornødne tid. Det anerkender direktøren da også.
”God undervisning kommer ikke af sig selv eller kan laves on the fly. Tid er selvfølgelig en væsentlig faktor, så det skal vi helt klart prioritere, for det er en god investering,” forklarer Morten Emborg.
Vi vil rigtigt gerne drive indsatsen med eksemplernes magt, så det ikke bare er en strategi på et stykke papir
Morten Emborg, direktør på TEC
Han mener også, at der er en ”stående udfordring” med intern videndeling og en grøn dagsorden, der er drevet af ildsjæle.
”Vi har brugt en del år på at drøfte med undervisere, hvordan de kan dele viden. Den gode undervisning skal være en inspiration for alle – ellers bliver vi aldrig bedre. Så det vil vi som ledelse holde fast i skal ske,” understreger Morten Emborg.
Torben Frederiksen er enig i, at de som undervisere skal blive endnu bedre til at videndele.
”Kollegial sparring er et must,” understreger han. ”Der skal være en strategi for de overordnede mål for hele uddannelsen, så vi får alle undervisere engageret, og arbejdet og ansvaret bliver bredt ud. På den måde sikrer vi også, at der er en sammenhæng og en udvikling for eleverne, så det ikke bare bliver sporadiske nedslag, men en samlet del af deres uddannelse.”
Han savner også flere input og mere sparring med branchen.
”Hvad er det rent faktisk, at virksomhederne prioriterer? Og hvad vil de gerne have, at vi lærer eleverne om den grønne omstilling? For det skal jo hænge sammen med den teori, vi lærer dem på skolen.”
Lunkne elever
Modsat lærerne er den grønne entusiasme lidt mere lunken blandt eleverne. Kun 50 procent mener, at bæredygtighed er relevant for deres uddannelse – et tal, der kom bag på direktøren.
”Ja, det overraskede mig faktisk lidt. Jeg tror, at nøglen ligger i den gode relation mellem underviser og elever, så hvis vi sikrer, at vores undervisere har det godt og har de rette kompetencer, så er jeg overbevist om, at deres engagement vil smitte af på eleverne,” understreger Morten Emborg.
Undersøgelsen viser, at 42 procent af de elever, der har deltaget i grønne projekter eller forløb, føler sig mere motiverede i forhold til fremtidige jobmuligheder. Det gælder kun for 26 procent af de øvrige elever. Og en anbefaling lyder derfor, at der med fordel kan integrere obligatoriske grønne projekter i alle uddannelsesforløb.
En anbefaling, som både Morten Emborg og Torben Frederiksen er helt enige i.
”Det er vigtigt, at undervisningen ikke bliver moraliserende. Den skal være tæt på elevernes hverdag, så der er en resonans. Eleverne skal opleve, at de selv er en del af løsningen, så de får en faglig stolthed,” mener Torben Frederiksen.
Også Mille Rytter Ørholm på 18 år bakker op. Hun er lige blevet færdig med grundforløbet på uddannelsen til lastbilchauffør og er nu i lære i en transportvirksomhed.
”Jeg synes helt klart, at den grønne omstilling er relevant for min uddannelse, men jeg har ikke haft så meget undervisning i det endnu. Det er vigtigt, at lærerne integrerer det i undervisningen og gør det konkret og relevant for os, da vi ellers bliver lidt klimatrætte,” siger Mille Rytter Ørholm, der vil specialisere sig i vejgods-transport.
Også på hendes læreplads er der snak om grøn omstilling, selvom det ikke er det, der fylder allermest, erkender hun.
”Vi har talt om muligheden for at indkøbe en el-lastbil,” fortæller hun.
Og så er der blevet opsat en tavle over, hvilke chauffører, der kører grønnest – altså hvem der kører længst på literen og laver mest miljøvenlige opbremsninger.
”Så får man point for, jo grønnere man kører. Og for de point kan man så købe ting og gadgets til sin lastbil,” fortæller Mille Rytter Ørholm, der tror, at bæredygtighed og grøn omstilling kommer til at fylde mere for eleverne i fremtiden.
Ifølge Morten Emborg skal nyuddannede elektrikere både kunne trække kabler, som de altid har gjort. Men de skal også kunne rådgive kunderne om grønne tiltag, og hvordan de kan spare på energien og ressourcerne.
”Eleverne skal have en forståelse af, hvad deres rolle som moderne håndværker og fagperson er. Og her er klima og bæredygtighed en afgørende del af deres kernefaglighed,” understreger Morten Emborg.
Om undersøgelsen "Grøn motivation på erhvervsuddannelserne"
Undersøgelsen er gennemført af Teknologisk Institut i efteråret 2025 blandt 370 elever og 103 undervisere på tværs af de to skoler Herningsholm Erhvervsskoler & Gymnasier og TEC. Undersøgelsen konkluderede blandt andet, at:
- 79 % af underviserne er motiverede for at undervise i grøn omstilling, men 36 % føler sig rustet til opgaven
- 73 % af de undervisere, der har modtaget kompetenceudvikling, føler sig rustet til at undervise i grøn omstilling.
- 61% af eleverne vurderer, at det er vigtigt for samfundet at arbejde med grøn omstilling, mens 50 % af eleverne mener, grøn omstilling er relevant for deres uddannelse.
- 66 % af eleverne tænker sjældent eller aldrig over emnet i deres hverdag på skolen.
- 42 % af de elever, der har deltaget i grønne projekter, føler sig mere motiverede i forhold til fremtidige jobmuligheder, kontra 26 % af de øvrige elever.
- 22 % af de elever, der har deltaget i grønne projekter, føler sig i meget høj eller i høj grad rustet til at arbejde med grøn omstilling på lærestedet, mod kun 6 % af de øvrige elever.
- 27 % af eleverne mangler støtte fra lærepladsen til arbejdet med grøn omstilling.