Julie Sommerlund har sendt UBU-stafetten videre til Andy Højholdt, der er ny pædagogisk konsulent i Center for pædagogisk udvikling og digitalisering på DMJX, med begrundelsen:

Han kommer fra Københavns Professionshøjskole, hvor han har arbejdet intensivt med UBU og været en af de centrale aktører i at integrere bæredygtighed i undervisningen på tværs af fag og niveauer. Han har både praktisk erfaring med undervisningsudvikling og strategisk blik for uddannelseskultur, og derfor vil jeg rigtig gerne høre, hvad han har at sige om dette spørgsmål.

Julie Sommerlund spørger:

Hvordan kan vi som uddannelsesinstitutioner arbejde med bæredygtighed, så det bliver en tilgang og ikke et tema? Og hvordan undgår vi, at det bliver endnu en add-on til undervisningsplaner og formålsparagraffer, der allerede er fyldt med andre områder og krav?

Hvis man vil undgå, at bæredygtighed bliver en add-on, er det vigtigt, at det kommer ind som en naturlig del af uddannelsernes strategi og formål – og det er et ledelsesmæssigt og politisk ansvar, at det sker. Hvis ledelsen har bæredygtighed som et strategisk satsningsområde, er det et klart signal til underviserne om, at der er en forventning til, at det bliver prioriteret. På læreruddannelsen og på gymnasierne er bæredygtighed blevet indskrevet i formålsbeskrivelsen, og der har vi kunne se, at det har haft stor effekt og er blevet opprioriteret.

Det kræver, at ledelsen er tydelig og tør prioritere – for ja, det kan betyde, at noget andet må træde i baggrunden. Uddannelserne har jo altid skullet forholde sig til og agere i den verden, de er en del af, og de formes historisk af den tid, vi lever i. Den biodiversitets- og klimakrise, vi står midt i, er ingen undtagelse. Den skal uddannelserne selvfølgelig tage bestik af og håndtere – på samme måde, som det også er blevet gjort med for eksempel digital dannelse og teknologiforståelse.

Humaniora og samfundsfag har historisk haft forrang i forhold til naturvidenskab og det grønne, der har haft mindre betydning. Siden 2. Verdenskrig har demokrati og dannelse været vigtige parametre i vores bevidsthed, og noget vi pejlede efter – og de er stadig vigtige, men skal også vurderes op mod andre samfundsudfordringer, der skal have vores opmærksomhed, herunder natur- og klimakrisen.

Hvordan kan bæredygtighed tænkes sammen med uddannelsesinstitutionernes klassiske pædagogiske og dannelsesmæssige idealer – snarere end at konkurrere med dem?

Der er er ingen tvivl om, at de bærende uddannelsesinstitutioner står på et demokratisk dannelsesideal – og det er både godt og vigtigt. Men vi bliver nødt til at huske på, at kampen for vores egen eksistens også er kampen for det grønne, og at kampen for naturen også er kampen for mennesket. Det er ikke modsatrettede interesser, for vi er forbundne – vi er natur! Og den kobling, tror jeg er ved at gå op for flere i dag. Hvad er vores vigtigste dannelsesmæssige formål? Det er grøn dannelse!

Fagfolk peger ofte på, at helskoletilgangen – altså at ledelse, personale, elever, forældre og lokalsamfund arbejder sammen om at fremme et bestemt værdisæt – kan være en måde at sikre, at UBU netop ikke bliver en add-on. Er du enig i den tilgang?

Ja, for på mange måder er det vigtigt, at uddannelsesinstitutioners værdier er synlige for de studerende – ikke bare i selve undervisningen og det, man underviser i, men også i den måde, man praktiserer sin pædagogik. At man ikke kun underviser i faktuel viden og fakta, men også huske at kommunikere de følelsesmæssige og sanselige elementer. Uddannelsessystemet har i mange år haft en tendens til at tænke undervisning som viden, elever og studerende får i et klasselokale, som de så kan gå ud i verden og bruge.

Men måske er det også omvendt? Jeg talte på et tidspunkt med en underviser, der havde bedt sine studerende tage en tom notesbog og sætte sig ud på Amager Fælles for at tegne det, de oplevede og sansede – og derefter tage en dialog om det i klassen.

Mange undervisere vil gerne bidrage, men fortæller, at de mangler tid, viden og et fælles sprog for, hvordan bæredygtighed kan tænkes naturligt ind i deres fag. Hvordan kan man bedst støtte dem i den proces?

Der har heldigvis været en tydelig bevægelse de seneste ti år, hvor flere og flere har fået øjnene op for, at bæredygtighed er noget, vi skal forholde os aktivt til. Og hvis endnu flere undervisere skal med på vognen, tror jeg, at det i høj grad handler om, at de skal føle sig kompetente og godt klædt på. Et generelt kompetenceløft er derfor helt afgørende. For det er sjældent modvilje, der står i vejen – det er snarere et læringsspring, som for mange kan føles stort.

Og så tror jeg også, at det handler om værdier. Der knytter sig nogle meget tydelige værdier til det at beskytte naturen og tage vare på kloden. Det er en normativ tilgang, hvor noget anses for vigtigere end andet – og det kan nogle undervisere godt slå sig lidt på af frygt for at blive spændt for en bæredygtighedsvogn eller komme til at moralisere. Men al uddannelse er i bund og grund politisk. Alle formålsparagraffer og bekendtgørelser om, hvilke uddannelser vi udbyder, hvad de skal indeholde, og hvordan de skal udformes, er jo vedtaget af Folketinget.

Hvad skal der i din optik til, for at undervisere føler ejerskab over arbejdet med bæredygtighed, i stedet for at opleve det som et udefrakommende krav?

Som Thomas Ravn-Pedersen, der er direktør i Verdens Bedste Nyheder, altid plejer at sige: ”Det skal være megasjovt og megafedt!” Det skal være spændende og relevant at arbejde med, så der er en faglig motivation. Og så skal vi samtidig holde fast i, at det er et ledelsesmæssigt ansvar – det er noget, man skal. Det har man blandt andet gjort på Københavns Professionshøjskole, hvor jeg indtil for nylig var ansat som lektor.

Du taler meget om ledelsens ansvar. Hvad betyder ledelse og institutionskultur for, om UBU faktisk lykkes? Kan man skabe forandring nedefra – eller skal det komme ovenfra for at få reel effekt?

Begge dele er vigtige. Steen Hildebrandt, som er professor emeritus ved Aarhus Universitet og en af UBU-partnerskabernes vispersoner, har ret, når han siger, at vi alle er ledere. De medarbejdere, der gerne vil arbejde med bæredygtighed, skal ikke vente på, at ledelsen rykker – men skal selv tage teten og lede opad.

Men samtidig er det også ledelsens ansvar at træffe de rigtige valg – sætte retning og skabe rammer, der kan understøtte ildsjælene, så de ikke brænder ud. Og her er det vigtigt at skabe platforme og netværk, hvor man som medarbejder kan finde ligesindede at sparre med.

Det er på mange måder en bekymrende tid, vi står i. Men det kan også være en kærkommen mulighed for, at vi gentænker vores værdier – og også har lidt tålmodighed. For det tager lang tid at forandre mennesker – og uddannelsesinstitutioner med et værdisæt, der har hersket i en halv menneskealder.

Jeg tror på den langsomme pædagogik og det lange, seje træk, så vi ikke støder for mange folk fra os. Der er i omegnen af 65.000 lærere i folkeskolen – hvis vi skal have dem alle med, kommer det til at tage tid. Der er en åbning nu, hvor der kører et politisk reformspor på flere uddannelsesniveauer.

Hvad driver din egen interesse i arbejdet med Uddannelse for Bæredygtig Udvikling – både fagligt og personligt?

Jeg har længe interesseret mig for udeskole og varieret undervisning, så jeg tror, at UBU-dagsordenen satte strøm til en interesse og nogle tanker, der allerede var i gang. Og så synes jeg grundlæggende, at det også er en interessant opgave, fordi den er svær – det er svært at forandre uddannelser og få ændret kursen på en supertanker. Så vigtigheden og nødvendigheden gør det også interessant at arbejde med.

Da jeg selv fik børn, begyndte jeg at reflektere over klimakrisen på et mere samfundsmæssigt plan – hvad får mig til at stå op og gå på arbejde? Hvad er mit eget ansvar? Hvad er uddannelsesinstitutionernes ansvar og svar på det her? Jeg fik en nysgerrighed på de her store samfundsmæssige tematikker og dynamikker. Og da Greta Thunbergs skolestrejker og Fridays for Future spredte sig som en steppebrand over hele verden tilbage i 2018 – og de unge stod op og gjorde oprør – følte jeg en stigende nødvendighed af, at nu er vi nødt til at gøre noget!

Hvem vil du sende UBU-stafetten videre til – og hvad vil du spørge om?

Jeg vil gerne sende den videre til Lea Matthaei Jensen, direktør og medstifter af Go Zebra, som arbejder for at styrke børns forestillingsevne, handlekraft og fremtidsoptimisme gennem legende læring og innovation. Go Zebra formår med stor faglighed at gøre bæredygtighed nærværende og relevant i børn og unges hverdag – i tæt samarbejde med partnere verden over. Jeg er overbevist om, at kendskab til deres arbejde kan inspirere flere til at handle – og til at samarbejde om at fremme uddannelse for bæredygtig udvikling.

Jeg vil gerne spørge hende:

Hvordan kan man styrke elever og studerendes forestillingsevne som en del af arbejdet med uddannelse for bæredygtig udvikling?