Elise Sydendal har sendt UBU-stafetten videre til Benjamin Bøgen Pedersen, der læser International Business på CBS med begrundelsen: Han er en del af CBS Sustainability Student Board og medlem af regeringens Ungeklimaråd. Han inspirerer mig, fordi han i øjeblikket tager en nødvendig kamp med sit universitet om det manglende fokus på de økologiske kriser på uddannelsen. Det kræver virkelig mod!

Elise Sydendal spørger:

Hvordan har det været – også personligt – at stille sig frem og kræve mere fokus på bæredygtighed på dit universitet, CBS? Og hvordan er det blevet modtaget?

Jeg har netop afsluttet min bachelor i International Business og allerede fra studiestarten blev jeg mødt af en udtalt præstationskultur med høje, individuelle ambitioner – men uden nogen nævneværdig refleksion over, hvad de ambitioner egentlig skulle tjene, eller hvilket ansvar vi som kommende erhvervsledere har i en tid præget af globale kriser med potentielt irreversible konsekvenser. Det, jeg savnede – og som mange fortsat savner – var en uddannelse, der ikke blot uddanner til arbejdsmarkedet, men til den virkelighed, vi skal ud i. Og den kamp har jeg taget både internt på universitetet og offentligt i debatindlæg.

Det har været angstprovokerende at stille mig frem i skudlinjen, og jeg bryder mig grundlæggende ikke om opmærksomhed. Men overordnet set har det været en meget positiv oplevelse, selvom der selvfølgeligt har været øjeblikke, hvor jeg har tvivlet på, om det ville være en god idé at stille mig frem. Jeg oplever også at mange arbejdsgivere ikke ligefrem efterspørger ansatte som har offentlige holdninger. Resultatet er en “pæn” selvcensur – særligt på CBS – der giver udtryk for bare at være professionalisme. Men det betyder, at man siger lidt mindre, end man ved og mener. Jeg tror heller ikke nødvendigvis, jeg havde turde træde frem, hvis ikke det var for min erfaring fra Den Grønne Ungdomsbevægelse, SAGA og Ungeklimarådet, som har gjort mig tryg I at stille mig frem og stå fast på det, jeg mener.

Du har kritiseret universitetet for manglende fokus på de økologiske kriser. Hvad mener du konkret bør gøres anderledes?

I dag opererer business schools meget efter et neoliberalt værdisæt. Der bliver undervist i discipliner, der handler om at drive en virksomhed succesfuldt og ikke så meget om etik og menneskelige værdier. Helt grundlæggende handler rigtigt meget af undervisningen om at optimere markedsandele og bundlinjen. Men når man samtidigt udelader undervisning i planetære grænser og tipping points, så uddanner man de studerende til en verden, der er frakoblet virkeligheden. Samtidigt fremmer CBS kontinuerligt meget snævre og individualistiske succeskriterier for de studerende, som sjældent går hånd I hånd med samfundsansvar.

Så egentligt er min kritik dobbelt. I dag får vi hverken fagligheden eller det moralske kompas til at håndtere og navigere i de økologiske kriser.

Jeg ved, at CBS ofte gemmer sig bag et relativt stort katalog af grønne valgfag, men det er velkendt, at relativt få studerende tilvælger disse valgfag. Samtidig er kun en meget lille andel – eller på nogle studier slet ingen – af den grønne undervisning obligatorisk. Eksempelvis er nul procent af ECTS-pointene på International Business dedikeret til indhold om bæredytighed. Det kan derfor virke paradoksalt, når CBS markedsfører sig som en institution, der uddanner de studerende til samfundansvar – for faktum er, at vi er milevidt fra den vision i praksis, hvor de eksisterende kriser nok mest af alt reproduceres.

Jeg mener, at CBS skal indføre et obligatorisk fag for alle nye studerende med et interidisciplinært fokus på de økologiske kriser, så selve fundamentet for den menneskelige eksistens udgør konteksten for de efterfølgende fag og discipliner. Nogle vil måske påpege, at alle i dag ved, at der er klimaforandringer – men der er en enormt stor forskel på at kende en udfordring i overskriftsform, og at forstå den og alle følgevirkningerne i dybden. Frankrig har netop indført et lovkrav om, at alle universitetsstuderende skal undervises i de økologiske kriser, så det er den vej, vinden blæser. Derfor er det absolut ikke radikalt at sikre samme forståelse blandt de danske studerende.

CBS har både en bæredygtighedsstrategi, et grønt kontor, grønne studenterambassadører og talrige forskningsprojekter i bæredygtighed – hvorfor er det ikke godt nok?

Ja, det lyder fint og godt på papiret, men der er ingen – ikke engang ledelsen selv – der synes, at det er en god og brugbar strategi. Den er skrevet i hast og i meget fluffy vendinger, så ingen forstår, hvad der egentlig står – og hvad der konkret skal gøres og af hvem. Det betyder, at der ikke er nogen eller noget, der rykker.

Sidste år fik vi en ny rektor på CBS, som jeg havde store forhåbninger til, da han blandt andet er formand for Klimarådet. Efter vores kritik både internt og eksternt har jeg også mødtes med ham, men jeg oplever, at der er en berøringsangst i forhold til at påtage sig ansvaret for at træffe nogle mærkbare beslutninger, der rykker noget for alvor. Min oplevelse er, at ledelsen vasker hænder og vil have de studerende til selv at påtage sig ansvaret ved blandt andet at bringe det op i studienævnene. Men det er jo absurd, at universitets ledelse lancerer en stor, forkromet bæredygtighedsvision, men samtidig vil have os studerende til at tage ansvar for at få den ført ud i livet i praksis.

Du har grundlagt Sustainability Student Committee og er blevet en del af CBS’ Sustainability Advisory Board, der bl.a. har udviklet universitetets overordnede bæredygtighedsstrategi – hvordan oplever du arbejdet her?

Sideløbende med mit studie har jeg været aktiv i Den Grønne Ungdomsbevægelse, SAGA og Ungeklimarådet, hvor samtalerne ofte handlede om systemforandring, samfundsansvar og de mange planetære grænser, vi overskrider. Kontrasten mellem mit frivillige engagement og mit studie var derfor voldsom – og det skabte både personlig uro og en voksende frustration. Jeg begyndte at skrive om mine oplevelser i debatindlæg, og efter et af dem tog en medstuderende kontakt til mig og foreslog, at vi samlede flere, der delte frustrationen. Sammen grundlagde vi Sustainability Student Committee – et initiativ, der skaber rum for studerende, som deler oplevelsen af, at undervisningen på CBS ikke afspejler de samfundsmæssige og økologiske udfordringer, vi står overfor.

Jeg oplever, at vores arbejde rykker. Ved at være den kritiske stemme, der råber højt internt, har vi startet en dialog, men også skabt større bevidsthed om emnet blandt både studerende og ansatte. Vi har blandt andet holdt workshops med samtlige studienævn, gennemført surveys og debatteret med ledelsen til diverse arrangementer.

Det er ingen hemmelighed, at der ikke er den store tradition for aktivisme på CBS, men jeg oplever, at flere og flere er utilfredse – og tør sige det højt. Det gælder også undervisere og ansatte, der deler vores ønsker og krav, som har fået et rygstød til at tage kampen – for bag dem står en voksende gruppe studerende, der kræver forandring.

Jeg er måske ikke den klassiske CBS-studerende, og jeg har da også tænkt, om jeg passede ind – og om jeg overhovedet orkede at tage kampen. Det ville jo være nemmere at lade være og forblive autoritetstro. Jeg er egentligt også forholdsvis introvert og bryder mig slet ikke om opmærksomhed. Men jeg føler et enormt ubehag ved uretfærdighed, så jeg er relativt god til at sætte mine egne umiddelbare behov til side i den større sags tjeneste. Der er simpelthen hverken tid eller plads til, at jeg ikke har lyst til at gå forrest i den kamp.

Du var i foråret ansigtet på en større artikel i Politiken, hvor du kritiserer CBS for bl.a. ikke at klæde jer på til at forstå eller løse klimakrisen. Du var den eneste studerende, der stod frem med navn, og det omtalte du som angstprovokerende – hvorfor? 

Jo mere alene man er – jo mere bliver man også symbolet på kritikken og debatten. Så jeg var ærligt talt bekymret for, om det ville eksplodere – og hvordan det ville blive modtaget. Hvordan ville folk se på mig? Og hvordan ville kommende arbejdsgivere modtage det?

Da artiklen endelig udkom, var modtagelsen overraskende positiv. Det blev læst af hundredtusinder og delt bredt, og jeg har efterfølgende fået et væld af henvendelser – både privat og i diverse kommentarfelter – fra både ansatte, tidligere studerende og folk i erhvervslivet, der deler oplevelsen af, at noget grundlæggende er galt, og roste mig for at turde sige det højt.

Det har bekræftet mig i, at hvis noget føles forkert helt ned i maven, så er man sjældent den eneste der har det sådan – og så må vi råbe højt for at få det ændret.

Hvem vil du gerne sende UBU-stafetten videre til – og hvad vil du gerne spørge om?

Jeg vil gerne sende den videre til Mette Morsing, der har været professor på CBS og var med til at grundlægge Center for Corporate Social Responsibility. Hun har været global chef for FN-initiativet PRME (Principles for Responsible Management Education) og leder i dag University of Oxford’s Smith School of Enterprise and the Environment, der insisterer på et realistisk og videnskabsforankret syn på bæredygtighed, og samler økonomi, naturvidenskab og samfundsvidenskab.

Det, der inspirerer mig mest, er hendes villighed til at løfte klimauddannelse fra at blive anset som et valgfrit tema til ny almen ­dannelse. For nylig foreslog hun, at alle universitetsstuderende bør gennemføre et obligatorisk ét-årigt forløb om klima og natur, før de begynder deres bachelorstudier – en moderne pendant til det historiske krav om ét års latin på europæiske universiteter. Dermed stiller hun hele sektoren spørgsmålet: Hvad er akademisk ekspertise overhovedet værd, hvis den ikke forstår sin tids største risiko?

Jeg vil gerne spørge hende:

Med dine erfaringer fra udlandet, hvilke blinde vinkler holder efter din mening danske business-skoler og universiteter fra at gøre klimakrisen til en integreret del af kernefagligheden – og hvad skal der til for at ændre det?