”Vi kan ikke være fremtiden, hvis nutiden svigter os”

Freja Sinclair, forperson i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS)

Svaret er både ja og nej. Ja – vi unge har et ansvar i klimakrisen. Men nej – vi har ikke ansvaret alene.

Klimakrisen er et fælles ansvar. Den ligger hos hele verdens befolkning, hos magthaverne og i høj grad hos de store virksomheder med massive CO₂-udledninger.

Vi unge bliver ofte kaldt fremtiden. Men vi kan ikke være fremtiden, hvis nutiden svigter os. De voksne, der sidder på magten i dag, må løfte deres del af ansvaret. Når vi en dag overtager deres positioner, skal der stadig være en verden at kæmpe for. Beslutninger kan ikke blive ved med at blive udskudt, mens temperaturen stiger.

Samtidig gør mange unge allerede en forskel. Vi køber genbrugstøj, vælger oftere vegetariske alternativer og starter klimainitiativer på vores ungdomsuddannelser. Klimabevidstheden blandt unge er markant større end for få generationer siden. Men vi kan ikke bære ansvaret alene.

Når vi igen og igen får at vide, at det er vores fremtid, der er på spil, kan det føles, som om hele byrden ligger på vores skuldre. Det er en tung opgave for os unge, når vi samtidig skal finde vores identitet, tage en uddannelse og skabe vores eget liv.

Gymnasierne spiller derfor en vigtig rolle. Klimakrisen bør ikke kun behandles i naturvidenskab, men også i fag som samfundsfag og dansk, hvor vi diskuterer politik, økonomi og etik. Tværfaglig undervisning kan give en dybere forståelse af både problemer og løsninger.

Men viden er ikke nok. Vi elever skal også have reel indflydelse. Klimaråd på gymnasier kan være med til at føre bæredygtige idéer ud i livet – fra grønnere kantiner til bedre affaldssortering og energibesparelser.

Vi unge kan ikke løse klimakrisen alene – og det skal vi heller ikke. Men vi kan engagere os, stille krav og insistere på handling.

Spørgsmålet er derfor ikke, om børn og unge har et ansvar. Spørgsmålet er, om resten af samfundet er klar til at tage ansvaret sammen med os.

”Vi voksne skal byde ind i fællesskab med de unge med vores eftertanke, forestillingsevner og handlekraft”

Regitze Marker, teolog og dokumentarist

De sidste syv år har jeg filmet børn og unge klimaaktivister. Vi har talt om klimasorg over tabet af den mangfoldige verden, de kender. Om det ubærlige ved at tilegne sig klimaviden alene, især inden sovetid, om ansvar. Om betydningen af deres aktivistiske samarbejde med dét fælles mål: At stoppe ødelæggelserne i den hast det sker, og om at starte det reparerende omsorgsarbejde, som kloden og vi mennesker trænger til, både konkret og mentalt.

I 2018 lagde jeg kurverne fra VIVE’s trivselsrapport for unge og FN’s klimarapport oven på hinanden. De unges trivsel og klodens tilstand følges ad.

De unge er fremtidsbekymrede.

De unge efterlyser generelt voksensamtaler om klimakrisen af en mere eksistentiel karakter – også for at tilegne sig et mere dækkende sprog for en krise, der er så tabuiseret.

De hører de voksne sige, at det nok skal gå. Men de unge undrer sig over, at der ikke er sammenhæng mellem de voksnes udsagn og klimafakta, som FN’s klimapanels alvorlige advarsler og de skræmmende klip fra klimakollapset, der møder dem på sociale medier.

Mange undervisere og forældre mener ikke, de vil skræmme de unge med den slags samtaler. Jeg hører de unge sige, at syndefaldet for længst er sket. De kender sandheden. Det står rigtig skidt til og i stigende grad. Lige nu stiger forbruget, og Klimarådet advarerede så sent som i februar om +4 grader temperaturstigning, hvis vi fortsætter.

Måske de unges invitation til en seriøs samtale om klimakrisen med os voksne svarer på ansvarsspørgsmålet: Hvad hvis vi voksne, om vi sidder ved spisebordet eller står i en undervisningssituation, bragte os selv subjektivt i spil sammen med dem? Fortalte, at ja, vi mærker også det umenneskelige ved at læse om og begribe klimakrisens implikationer. Delte vores sorg, vores skyldfølelse og skam over at være menneske på en måde, hvor kulturen og reklamens magt hele tiden pusher os fra at være samfundsansvarlige borgere til en individualistisk forbrugeridentitet. Vi kunne tale om alle de mange usynlige fælder, der gør det tanke- og friktionsløst at forbruge. Styrke vores fælles kritiske sans. Vi kan byde ind i fællesskab med de unge med vores eftertanke, forestillingsevner og handlekraft.

Kunne det være et ligeværdigt og omsorgsfuldt udgangspunkt for det fælles ansvar med de unge?

Kunne det formindske de unges mistrivsel at mærke de voksnes bekymring?

Kunne det være forudsætningen for at handle?

”Skolen skal klæde eleverne på med viden, mod og handlekraft – men ikke lægge alt ansvar på deres skuldre”

Niels Jørgen Jensen, næstformand i Danmarks Lærerforening

Spørgsmålet svarer næsten til at spørge, om det er børn og unges ansvar, at verden har kurs mod cirka 3 graders global opvarmning. En temperaturstigning, der vil forandre vores klode afgørende, og hvor smeltevand fra ismasserne i polarområderne vil føre til havstigninger. Havstigninger, der vil forvandle det Danmark, vi kender, og hvor der skal bruges ualmindelige summer på at afbøde krisen gennem kystsikring og klimatilpasninger.

Når klimaudfordringerne fremskrives, opleves de ofte som abstrakte og uvirkelige. Og i skolesammenhæng opleves klimaudfordringerne ofte som noget, lærere skal være varsomme med at inddrage i undervisningen, da det i høj grad kan tage modet fra eleverne. Undervisning om bæredygtighed indeholder mange dilemmaer.

Det vigtige spørgsmål er derfor, hvordan lærere kan inddrage klimakrisen i undervisningen, adressere viden om, hvorfor og hvad klimakrisen er, og hvilke konsekvenser den får – så det giver eleverne mod og tro på, at de har evnerne til at kunne handle både nu og i fremtiden. Samtidig med, at eleverne ikke skal opleve, at skolen gennem undervisningen skubber klimaudfordringerne foran eleverne og pålægger dem ansvaret for at løse udfordringerne i fremtiden.

At skabe en undervisning, der rummer alle disse aspekter, er svært og kan være pædagogisk komplekst at formidle.

I forbindelse med det aktuelle fagplansarbejde og fagfornyelsen i folkeskolen bliver klimakrisen beskrevet som en dannelsesudfordring – et væsentligt problem for det at være menneske. Som lærer tænker jeg, at denne dannelsesudfordring skal tænkes ind i formålene for de forskellige fag, hvor det hører naturligt hjemme.

Fag som madkundskab egner sig godt til at formidle konkrete handlemuligheder. Naturfagene som geografi og fysik/kemi på overbygningen egner sig til at fastholde konkret viden om, hvad klimaudfordringerne er, mens fag som dansk, biologi, billedkunst og historie egner sig til at bringe det almenmenneskelige i spil. Vi er som mennesker en del af naturen og i samspil med naturen, hvilket også bliver adresseret i folkeskolens formål.

Vi skal derfor kunne udtrykke os om det at være menneske igennem fagene, og eleverne skal for eksempel gennem kreative aktiviteter og ved at forholde sig til både fortid og fremtid kunne skabe sig idéer og forestillinger om, hvordan verden kan se ud, hvis det var op til dem. Ligesom et fag som samfundsfag med fokus på samfundets demokratiske institutioner kan sætte fokus på, hvordan elever kan deltage og tages stilling til samfundsforandringer.

Skolen er derfor på tværs af fagene både et ’her og nu’, der giver eleverne mod til at handle. Men det er samtidig også en bevægelse frem mod en mere bæredygtig fremtid, hvor eleverne på baggrund af den viden, de har opnået, vil have tro på deres evner til at tænke på og drømme om en fornuftig og bedre fremtid.