”Kroppen og naturen skal med til læringsfesten”

Mads Algreen Torp, naturfilosof og initiativtager til Højskolen for Naturdannelse

Hvis vi fortrylles over naturen og mærker, at vi er en del af den, så får vi kræfter, vilje og styrke til at gennemføre en tilstrækkelig grøn omstilling af samfundet. Uddannelse for bæredygtig udvikling skal derfor styrke elevers naturforbundethed. For vi holder os ikke inden for de planetære grænser, hvis vi ikke samtidig ændrer vores forestilling om velstand og vækst. Hvis vi sætter grøn strøm til øget vækst og ressourceforbrug, omstiller vi intet – vi udskyder blot kollapset. Den afgørende udfordring er derfor ikke alene at udvikle grønne teknologier, men at gøre os mennesker i stand til at ville og kunne leve med mindre ressourceforbrug. For at kunne skrue ned for forbrugs- og ressourcetung velstand, skal vi skrue op for naturforbundetheden, da den giver os glæde, sundhed og livskvalitet, som ellers ofte søges gennem forbrug og vækst. Uden den erfaring bliver global ressourceomfordeling næppe tænkelig for os i det Globale Nord.

Styrkelsen af elevernes naturforbundethed kan imidlertid godt opøves gennem undervisning i teknologiske løsninger. På Naturhøjskolen, et partnerskab mellem Højskolen for Naturdannelse, Verdens Skove, Lærlinge for Bæredygtighed og forlaget A Mock Book, har vi netop afholdt en højskoleweekend for murer- og tømrerlærlinge. Vi havde to forrygende undervisere, som begge bragte naturen med ind i undervisningen.

Vores murermester, Max Kejser, viste, at vi kan fremskaffe naturlige materialer, såsom kalk og ler, lige under fødderne på os, og anvende dem til at erstatte betydelige mængder af beton og gips. Han tog lærlingene ud i skoven, hvor de fandt, hvad de skulle bruge, forfinede det og anvendte det. Ved at lære tekniske løsninger gennem en naturnær didaktik tog lærlingene både handlekraft og motivation til at bruge løsningerne med hjem – hvilket de selv fortæller i deres evalueringer.

Dette er naturnær teknologiundervisning. Og sådan bør uddannelse i bæredygtig udvikling rammesættes – også inden for de naturvidenskabelige fag. Altid med fokus på sansning og relation til naturen – kroppen og naturen skal med til læringsfesten.

”Hverken naturforbundethed eller teknologi er tilstrækkelig i sig selv”

Julie Lindholm, programleder i Engineer the Future – en alliance bestående af over 50 virksomheder, uddannelsesinstitutioner og interesseorganisationer, der arbejder for at teknologi og science skal være for alle børn og unge.

Dilemmaet mellem naturforbundethed og teknologi er reelt, men bliver for snævert, hvis det forstås som et enten-eller. For børn og unge handler bæredygtig dannelse om at kunne forbinde begge perspektiver; at forstå naturen, udvikle løsninger og lære at handle i den verden, de selv er en del af.

Naturforbundethed er vigtig, fordi den giver børn og unge en sanselig og etisk relation til naturen. Når de oplever naturen direkte, bliver den ikke kun noget, de lærer om, men noget de føler sig forbundet med og ansvarlige for. Samtidig er teknologisk og naturvidenskabelig viden nødvendig, hvis børn og unge skal kunne forstå og arbejde med de komplekse klima- og biodiversitetsudfordringer, de vokser op i.

Men hverken naturforbundethed eller teknologi er tilstrækkelig i sig selv. Det afgørende er, at undervisningen styrker børn og unges handlekompetence. Og her er det centralt, at elever arbejder undersøgende og problemløsende med virkelige problemstillinger, hvor de bruger faglig viden til at designe, afprøve og forbedre mulige løsninger, der blandt andet kendes fra ’engineering’ – en didaktisk metode, hvor eleverne lærer naturfag og matematik ved at agere som ingeniører.

På den måde kobles viden, sansning og handling. Eleverne lærer ikke kun om klimakrisen, men får erfaring med, at de sammen med andre kan undersøge, udvikle og afprøve løsninger i praksis.

Tyngden i uddannelsen for bæredygtig udvikling bør derfor ligge i samspillet mellem naturforbundethed, teknologisk forståelse og handleorienteret læring. For børn og unge er det netop i dette samspil, at bæredygtig dannelse bliver konkret: de lærer både at forstå verden og at være med til at forandre den.

”Vi står midt i et dannelsesskift”

Jesper Steenberg, leder af ENERGI & VAND – et læringscenter, der arbejder med bæredygtige byudviklingsløsninger inden for vand, energi og klima.

Skal børn lære at redde naturen gennem naturforbundethed eller teknologi? Mit svar er, at selve modsætningen er blevet for simpel til den verden, vi står i.

I mange år har bæredygtig dannelse været præget af et vigtigt fokus på naturforbundethed, empati, sansning og refleksion over menneskets forhold til naturen. Tænkere som Tomas Björkman og Lene Rachel Andersen har med rette peget på behovet for mere menneskelig modenhed, relationel tænkning og bæredygtige livsformer.

Og meget af det er stadig vigtigt.

Men denne tænkning voksede også frem i en historisk periode, hvor store dele af Vesten tog stabilitet for givet. Billig energi, fred, global handel, fungerende institutioner og stabile forsyningskæder blev næsten usynlige baggrunde for vores hverdag. Vi glemte gradvist, hvor teknologisk og infrastrukturelt afhængige moderne samfund egentlig er.

Ukrainekrigen blev et brutalt wake-up call. Energi handlede pludselig ikke kun om klima og CO₂, men også om geopolitik, afhængighed, forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og kritiske råstoffer. Det samme gælder vand, fødevarer, digital infrastruktur og industriel kapacitet.

Derfor tror jeg, at vi står midt i et dannelsesskift.

Ikke væk fra naturdannelse, men væk fra forestillingen om, at naturforbundethed er tilstrækkeligt som bæredygtig dannelse.

Vi har i mange år været gode til at lære børn om naturens skrøbelighed. Vi har været mindre gode til at lære dem om de teknologiske systemer, infrastrukturer og forsyningskæder, som både vores samfund og den grønne omstilling hviler på.

Den tyske professor i pædagogik Wolfgang Klafki talte om såkaldte ’epokale nøgleproblemer’ –altså samfundsudfordringer, som er tidstypiske, almengyldige og uomgængelige – og som undervisningen derfor bør centreres omkring. I Klafkis forstand er energi, forsyning, klima, råstoffer og geopolitik ved at blive nye epokale nøgleproblemer. Derfor bliver teknologisk dannelse ikke længere et nicheområde for særligt interesserede, men en del af almen dannelse.

Ikke fordi alle skal være ingeniører. Men fordi demokratiske borgere må forstå de systemer, som holder civilisationen sammen. Ellers overlader vi samfundets mest kritiske infrastrukturer til teknokrater, monopoler, algoritmer eller mennesker med meget stor selvtillid og meget lille helhedstænkning. Og lad os være ærlige: Det har historisk set sjældent været en fantastisk kombination.

Når vi diskuterer uddannelse i bæredygtig udvikling og klimaundervisning, bør spørgsmålet derfor måske ikke være natur eller teknologi. Men snarere, hvordan vi kan udvikle en ny form for civilisatorisk, teknologisk dannelse, hvor børn og unge både forstår og sanser naturen og de teknologiske systemer, som et bæredygtigt samfund er afhængig af.

Vi har fortsat brug for børn, der kan mærke naturen, føle ansvar og udvikle empati for det mere-end-menneskelige. Men vi har også brug for unge, der kan forstå energisystemer, vandforsyning, råstoffer, AI, industri, klimatilpasning og geopolitik.

For i vores nye geopolitiske virkelighed bliver bæredygtighed ikke kun et spørgsmål om værdier og livsstil. Det bliver i høj grad et spørgsmål om samfundets evne til demokratisk, teknologisk og infrastrukturelt at kunne opretholde et bæredygtigt samfund.