Foto: Sejergaardens Musikefterskole

29 maj, 2020

Efterskoleelever sætter Verdensmål på dagsordenen

Til efterskolernes Verdensmålsfestival gør efterskolelever hinanden klogere på Verdensmålene. De mener, at det er vigtigt, at unge motiverer hinanden til at gøre verden bedre.

Fie Mortensen

Journalist

Tirsdag inviterede Efterskoleforeningens projekt Fælles Forandring til en digital udgave af deres Verdensmålsfestival. Her kunne efterskoleelever og andre nysgerrige sjæle se med live, da fire elever fra Baunehøj Efterskole guidede igennem en dag med yoga, brandtaler, film, musikindslag og quizzer med Verdensmålene som omdrejningspunkt.

For to af dagens værter, 16-årige Nora Gerdorf og Oliva Overgaard, er det vigtigt, at efterskolelever tænker Verdensmålene ind i deres hverdag.

”Det er os unge, som skal leve med verdens udfordringer i fremtiden. Vi skal blive ved med at tænke på, hvordan vi kan gøre verden til et bedre sted”, siger Nora Gerdorf.

Fælles Forandring er en læringsfestival for efterskolelever, der skaber viden, engagement og handlekraft for andre unge om bæredygtig udvikling og dannelse med udgangspunkt i FN’s 17 Verdensmål. I fremtiden vil festivalen blive afholdt flere gange årligt, hvor efterskoleeleverne kan motivere hinanden til bæredygtig udvikling.

Olivia Overgaard mener, at festivalen er med til at skabe et ungefællesskab, som er vigtigt for at komme verdens udfordringer til livs.

”Verden skal gøres til et bedre sted. Vi er ude på dybt vand, og der skal gøres noget nu. Vi er ét stort fællesskab, der skal hjælpe hinanden med at gøre verden til et bedre sted. Vi har et fælles mål”, siger hun.

Det er os unge, som skal leve med verdens udfordringer i fremtiden. Vi skal blive ved med at tænke på, hvordan vi kan gøre verden til et bedre sted

Nora Gerdorf, elever på Baunehøj Efterskole

De fire elever fra Baunehøj Efterskole, der var værter for festivalen Fælles Forandring tirsdag. Fra venstre: Alba Thia Jensen, Nora Gerdorf , Freja Rosenberg Abrahamsen og Olivia Overgaard nederst. Foto: Fælles Forandring

Sang om fiskene i havet og sunde Cup Noodles

Inden Fælles Forandring-festivalen har eleverne arbejdet med en problemstilling indenfor et Verdensmål af eget valg. Det har blandt andet udmøntet sig i sangen ”Pescado” om Verdensmål 14: Livet i havet og et forsøg på at kokkere en sund udgave af elevernes yndlingsspise Cup Noodles med udgangspunkt i Verdensmål 3: Sundhed og trivsel. Ifølge projektleder på Fælles Forandring Charlotte Hedevang Nielsen er efterskoleeleverne gode til at motivere og engagere hinanden til at gøre en forskel.

”De suger identitet til sig i deres efterskoleår og inspirerer hinanden til, hvordan vi kan leve mere bæredygtigt. Det bliver betydningsfuldt for resten af eleverne, når de kan se deres venner gøre det sammen og oplever, at de kan gøre en forskel,” fortæller Charlotte Hedevang Nielsen.

Selvom situationen med Covid-19 tvang efterskolerne til at mødes online i år, så var den digitale festival en stor succes med hundredvis af seere, og begge værter var tilfredse med dagen.

”Jeg svævede på en lyserød sky bagefter. Det var bare en fed dag og sjovt at være med til. Det gav også megameget adrenalin at være vært og sørge for, at det hele kørte”, fortæller Olivia Overgaard.

Det er Nora Gerdorf helt enig i. ”Det var virkelig nice at se, hvad de andre efterskoler havde lavet og fejre hele forløbet sammen med dem. Det var det fedeste at være sammen om det”, siger hun.

Artiklen fortsættes under billedet.

Sejergaardens Musikefterskole ser med på storskærm. Foto: Sejergaardens Musikefterskole.

Et klap på skulderen fra statsministeren

Årets digitale version af festivalen gav også mulighed for, at andre interesserede kunne kigge forbi virtuelt. I løbet af dagen blev eleverne overrasket af udviklingsminister Rasmus Prehn, der holdt en tale og havde et skulderklap med til dem fra statsministeren.

”Jeg skulle hilse jer alle sammen fra hele regeringen og Danmarks statsminister Mette Frederiksen, som også synes, at I er vildt seje og gør det virkelig godt på efterskolernes Verdensmålsfestival. Vi har en fantastisk stor opgave alle sammen, alle os der lever på jorden nu og her har en opgave i fællesskab, og der er i blandt andet nogle af spydspidserne,” sagde han.