De smalle træbænke er ved at være fyldt godt op, og luften er tæt i det store telt, som solen har skinnet ned på hele formiddagen. På bænkene foran os ligger papir og fedtfarver.

”Skriv jeres tanker ned undervejs – eller tegn det, der dukker op i hovedet,” opfordrer en lærerstuderende fra UCL Odense fra scenen.

Jeg er taget til Klimafolkemødet i Middelfart, hvor UBU-partnerskaberne og Danmarks Lærerforening har arrangeret en debat om håb og handlekraft i skolen. Rigtigt mange unge føler nemlig afmagt, når de lærer om smeltende indlandsis og en kogende klode, men ikke, hvordan de kan gøre noget ved problemet.

Dagens debat sætter fokus på, hvordan skolen kan være med til at klæde børn og unge bedst muligt på til at tackle de globale klimaforandringer – og samtidig bevarer håbet.

Og det er der brug for – håbet. For en undersøgelse fra 2023 viste nemlig, at mere end hver tredje skoleelev i 6.-10.klasse bekymrer sig om klimakrisen i sådan en grad, at det påvirker deres hverdag.

Noma, Victoria, Katja og William fra 9. klasse på Østre Skole i Middelfart har indtaget scenen.

”Hvordan har I selv oplevet klimaforandringerne?” spørger moderator Lucas Lauridsen fra Danske Skoleelever.

Noma er den første til at tage mikrofonen.

”Da jeg var på skiferie i Østrig, var det 13 grader – det er jo helt vildt! Det burde have været langt koldere,” fortæller hun.

Mere i dybden

På spørgsmålet om, hvad de unge selv gør for klimaet, lyder det blandt andet, at de forsøger at affaldssortere og tænke over, hvad de køber af nyt tøj. Men flere indrømmer også, at de nok godt kunne gøre lidt mere.

”Jeg tror, at vi kunne gøre mere, hvis vi også lærte lidt mere om, hvad vi helt konkret kan gøre,” forklarer Victoria og uddyber:

”Vi lærer meget om, hvad der sker med isen, der smelter – men ikke så meget om, hvad vi kan gøre for at forhindre det. Jeg kunne godt tænke mig at komme lidt mere i dybden.”

Hendes klassekammerat supplerer.

”Ja, det kunne være fedt at lære, hvordan vi kan genbruge vores tøj – for eksempel, hvordan man syr en gammel kjole om til shorts,” siger Noma.

Lær os at leve

Eleverne lister én efter én op og klipser deres papirer med skriblerier og tegninger op på de opsatte trætavler i teltet.

På tavlen med overskriften ’Skolen skal…’ hænger allerede flere sedler: ”…give os en liste over, hvad vi selv kan gøre” står der på én. ”…lade os få emnet mellem fingrene” står der på en anden. En tredje efterlyser mere kobling mellem teori og praksis: ”Tag ud i naturen og se en sø med iltsvind i stedet for at se et billede!” En fjerde elev har et simpelt ønske: ”Lær os at leve”.

Tre nye elever – Marie, Karl og Christoffer – har indtaget podiet. Lucas Lauridsen spørger, om der er noget, de gerne ville have lært mere om klimaet, når de nu snart kan vinke farvel til folkeskolen.

”Jeg synes ikke, at vi har lært så meget om, hvad vi kan gøre konkret i hverdagen. Vi kan jo ikke som skoleelever gøre så meget ved, at isen smelter lige nu og her – så hvad kan vi egentlig gøre?” siger Christoffer og flere af hans klassekammerater nikker.

Deres lærer Jonas Straarup Frydendal er med på scenen og tager mikrofonen.

”Jeg står allerede her og tænker, at jeg skal hjem og lave årsplanen om!” siger han med et grin.

Plads til alle sanser

En af eleverne peger på, at projektugerne ville være langt federe, hvis de ikke kun handlede om at læse i bøger – men også gav plads til eksperimenter og læring med alle sanser i spil.

”Det bliver røvsygt bare at læse hele tiden, men lige så snart vi laver noget med hænderne – og fremstiller noget – så er det meget federe, og man forstår det på en anden måde,” siger Marie.

En pointe, som flere af klassekammeraterne er enige i. Også fra den anden side af ’katederet’ er der opbakning, og eleverne får ros for deres gode refleksioner og perspektiver.

”Jeg er helt enig i, at vi skal skabe en skole, der leverer det, I efterspørger her. Det praktiske aspekt – hvor I får lov at have noget i hænderne – er virkelig vigtigt, så I bliver forbundet til det, I lærer,” understreger Niels Jørgen Jensen, næstformand i Danmarks Lærerforening og tovholder på UBU-partnerskabet for grundskolen.

Ved siden af ham på scenen står Anne Hammer, der også er lærer. Hun er også medlem af rådgivningsgruppen for Fagfornyelsen, der skal udarbejde nye planer for alle folkeskolens fag. Hun håber, at arbejdet vil resultere i netop det, 9. klasseeleverne fra Middelfart efterspørger.

”Vi skal have en folkeskole med mere plads til praksisnær undervisning, hvor I elever kan blive inddraget og få lov til at eksperimentere langt mere end i dag,” understreger hun.

Tid til fordybelse

Men hvordan får man travle lærere, der i forvejen løber rigtigt stærkt, med på alt det her, så de ikke føler, at de får trukket noget ned over hovedet, vil moderatoren vide.

Tid til fordybelse, lyder det enstemmigt fra panelet, og Niels Jørgen Jensen uddyber:

”Hvis vi vil træffe kloge valg og skabe spændende undervisning, skal lærerne have tid til faglig udvikling,” understreger han.

Og det er derfor vigtigt, at de nye fagplaner kan fungere som arbejdsredskaber for lærerne og understøtte og inspirere til, hvordan klima og bæredygtighed kan tænkes ind som en del af elevernes almendannelse.

”Hvis vi skal give eleverne dét, som denne debat handler om – nemlig håb og handlekraft til at kunne agere på klimaudfordringerne – skal undervisningen have et udviklingsperspektiv. Fagene skal spille bedre sammen på tværs, så eleverne kan se nogle sammenhænge,” understreger Niels Jørgen Jensen.

Kig dig selv i spejlet

Moderatoren runder debatten af, og den lærerstuderende, der åbnede seancen, takker for alle de kreative input til det fælles værk, der nu pryder de fire tavler i teltets hjørner.

Særligt tavlen med håb og drømme er fyldt godt op.

”Jeg har et håb – at unge mennesker opdager vigtigheden af klima! Det skal skolen hjælpe med!” har en tilhører skrevet med hvid fedtfarve på sort papir.

En anden har citeret den afdøde King of Pop, Michael Jackson: ”If you wanna make the world a better place, take a look at yourself and make that change.”