Snakken var lige så livlig, som udvekslingen af kram og håndtryk til UBU-konferencen, der havde rekordstor tilslutning. Foto: Christoffer Regild
2. december 2025
En magisk dag i sansernes tegn: 300 uddannelsesfolk samlet til største UBU-konference nogensinde
Alle sanser var i spil til årets store UBU-konference, der udforskede alt fra poesi og mad til musik, materialer og forestillingsevne. Hvis vi skal ændre vaner og skabe reel forandring, skal undervisningen nemlig tale til hele kroppen og ikke kun hovedet.
Anne Burlund
Journalist
Folk i alle aldre og størrelser ligger spredt på det lyseblå gymnastikgulv og hen over de store blå og gule skummadrasser i det mørke rum. Dem, der stadig sidder oprejst, har lukkede øjne og hagen hvilende tungt mod brystet. Scenen ligner noget fra et eventyr, hvor en fe har drysset tryllestøv og sendt alle i en dyb søvn.
Men der har ikke været en fe på spil. Magien i rummet er dog ægte nok. For årets UBU-konference er netop blevet skudt i gang på Københavns Professionshøjskole, og hele dagen står i kroppen og sansernes tegn.
Over 300 uddannelsesfolk fra hele landet har hægtet navneskilte på trøjerne, fyldt krusene med rygende varm kaffe og snuppet en nybagt chokoladecroissant. Snakken har været lige så livlig, som udvekslingen af kram og håndtryk. Men nu er der helt stille.
Helene Illeris, der er professor på Agder Universitet i Norge, er i gang med konferencens første hovedtale om ”økologisk magi” og sanselig dannelse i en verden i forandring. Og det er hende, der har opfordret alle konferencedeltagerne til at splatte ud over gulv og stole.
”Vi skal øve os i at være mindre menneske og mere verden – mere passive og mere modtagelige,” forklarer hun om øvelsen lying flat.
En øvelse, hun ofte selv bruger for at mærke naturen og omgivelserne. Men, indrømmer hun, det kan dog godt få forbipasserende til at standse op og spørge, om hun nu også har det helt godt, når hun ligger som en udstrakt søstjerne med ansigtet mast helt ned i den kolde asfalt.
Forbundethed med naturen
Men hvorfor overhovedet holde en konference om krop og sanser? Og hvad har det med uddannelse for bæredygtig udvikling at gøre?
Når vi tager hele kroppen i brug – ikke kun hovedet – aktiverer vi følelserne og mærker naturen på en anden måde. Det lagrer sig både bedre i vores hukommelse og skaber en dybere forståelse og en stærkere forbundethed med naturen.
”Vi kan nok alle huske, hvordan det var at lege frit i naturen og bygge huler i skoven. Og vi ved, at gode barndomsminder og oplevelser i naturen betyder, at vi som voksne engagerer os mere i at passe på den,” forklarer lektor Benjamin Laier, der sammen med Andy Højholdt, tidligere lektor på Københavns Professionshøjskole, er værter for dette års UBU-konference.
Mere inspiration i din indbakke?
Kan du lide denne artikel? Så tilmeld dig UBU’s gratis nyhedsbrev og få stærke historier og konkret inspiration om uddannelse for bæredygtig udvikling – leveret to gange om måneden direkte i din indbakke.
Og naturforbundethed er netop omdrejningspunktet for dagens anden hovedtaler, Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør på Zetland. Med udgangspunkt i sin bog ”Inden året er omme” beretter hun om sin egen stræben efter at møde alle Danmarks dagsommerfugle – på et år.
Med stor indlevelse og endnu større armbevægelser fortæller hun, hvordan jagten på flygtige vingeslag blev til en dannelsesrejse gennem landskabet, med sommerfuglens genfødsel som et stærkt billede på vores akutte behov for at genoprette forbindelsen til naturen.
”Jeg kendte godt data og viden og fakta om biodiversitetskrisen. Jeg er jo journalist for pokker! Men det var først, da jeg opstøvede en sjælden sommerfugl på Lolland, at jeg rigtig kunne erkende det – at det er vores egen skyld, at den er sjælden.”
At mærke sammenhænge i fællesskab
Også konferencens 20 workshops var et rent overflødighedshorn af sansende og levende læring. Deltagerne kunne kaste sig over alt fra poetiske møder med vejret, tidsrejser til år 2050 og fantasididaktik til klimarap, bevægelseslege og eksperimenter med madmod. De kunne dufte friskfældet træ, lytte til landskaber og skærpe forestillingsevnen med sansekasser – mens udeskole, vandaktiviteter og biogene byggematerialer trak læringen helt ud i det fri.
”I dag er jeg virkelig opløftet!” skrev deltager Marie Meldgaard, iværksætter, klimaformidler og omstillingsdesigner, efterfølgende på LinkedIn:
”Og hvorfor er jeg så så opløftet? Fordi konferencen slog en stor, tyk streg under, at Danmark er fyldt med både dedikerede og dygtige forskere og praktikere, som hver dag går på arbejde for at skabe læringstilbud, oplevelser og uddannelser, som klæder børn og unge godt på til en bæredygtig fremtid. Tænk hvad det kunne blive til, hvis vores politikere og beslutningstagere havde samme drivkraft og indre ild.”
Og den begejstring er i den grad én, som Thomas Ravn-Pedersen, direktør i Verdens Bedste Nyheder, deler:
”UBU-partnerskaberne er nærmest et lille mirakel. Vi startede 24 organisationer for få år siden, og nu er vi over 100! Vi har samlet hele Uddannelsesdanmark om at kæmpe for UBU – og det bobler overalt med spændende projekter og initiativer!” lød det fra scenen, hvor han også kom med en opsang:
”Vi har en bunden opgave – og vi har travlt. Vi skal have ledere og politikere med og presse på, hvor vi kan. Vi skal inspirere og opmuntre hinanden!”
Også Maja Birkeland Sell, projektmedarbejder i Naturvejledning Danmark, var begejstret for UBU-konferencen:
”Wauw en dag! Jeg oplevede en smukt sammenvævet dag, der gav mening på flere planer,” skrev hun på LinkedIn.
Og inden du får et festfyrværkeri af et foto-potpourri fra dagen, skal Maja have det sidste ord med denne smukke opsummering af UBU-konferencen:
”At mærke sammenhænge.
Med naturen.
Mærke dem med kroppen.
I kroppen.
Og i fællesskab.”
Læs også: “Vox-pop: Hvad ramte dig mest til UBU-konferencen?”
Der var gang i snakken over kaffe og croissanter – og mange deltagere havde glædet sig ekstra meget til mødet med både nye og gamle bekendtskaber. Følelsen af, at man ikke er alene, men kæmper sammen for en bedre fremtid, som mange fremhævede. Foto: Christoffer Regild
”UBU-partnerskaberne er et lille mirakel! Og vi skal inspirere og opmuntre hinanden,” lød det fra Thomas Ravn-Pedersen, direktør i Verdens Bedste Nyheder til åbningen af UBU-konferencen – den fjerde af sin slags og med rekordmange deltagere. Foto: Christoffer Regild
Inden konferencen for alvor blev skudt i gang, lavede lektor Signe Adrian fra Københavns Professionshøjskole små bevægelses- og sangøvelser, der fremkaldte ”ældgamle urlyde” og satte rammen for temaet om krop og sanser. Foto: Christoffer Regild
Helene Illeris, professor ved Agder Universitet i Norge, leverede en af dagens hovedtaler om ”Økologisk Magi”. Med konkrete eksempler og involverende øvelser viste hun, hvordan læring kan blive kropslig, sanselig og meningsfuld – og række udover det rent kognitive. Vi skal være mindre menneske og mere verden, mener hun. Foto: Christoffer Regild
Helene Illeris bad tilhørerne om at lægge sig på gulvet og skabe en forbindelse til rummet. Til lydene, underlaget og sig selv. En øvelse, hun ofte selv praktiserer – om det så er på skovbunden eller asfalten. Hun kan godt opleve modstand fra andre, der synes, at det er meget ”new age og føle-føle eller rent og skært spild af tid,” som hun siger. Ifølge flere deltagere var denne øvelse en af dagens højdepunkter. Foto: Christoffer Regild
Der blev snuset, savet og snittet til workshoppen ”Føling med frisk træ”, mens deltagerne lærte forskellen på friskfældet træ og ovntørret træ – og hvad det vil sige at mærke og føle et materiale i hænderne. De prøvede også kræfter med selv at lave små unikke produkter, der ifølge arrangøren, kan udfordre brug-og-smid-væk-kulturen og den ubæredygtige masseproduktion. Workshoppen var arrangeret af Jaris Bigler, cand.silv. og leder af Københavns Naturskole. Foto: Christoffer Regild
Deltagerne gav den fuld gas med klimarap i workshoppen “Hop med på beatet for bæredygtighed”. Alle skrev tre ord om fremtiden og klimakrisen, som de flettede ind i en rap på et tungt 50 Cent-beat. Workshoppen blev sikkert styret af rapperen Jens Kjær Larsen (MC Zipp fra Cut’N’Move), der tog udgangspunkt i Red Orangutangens projekt ”BioRap”. Her får børn og unge mulighed for at sætte ord og følelser på deres svære tanker og bekymringer for klimaet og naturen gennem lyrik og musik – en tilgang, der giver stærkere ejerskab, fordi budskaberne forankres både kropsligt og i et trygt fællesskab. Foto: Anne Burlund
Workshoppen ”Bæredygtigt friluftsliv ved vand på friluftsvejlederuddannelsen” fandt sted ved det nærmeste vandhul, hvor deltagerne lærte om principperne i den stedbaserede friluftsvejledning og udforskede sammenhængen mellem køkkenvasken, det lokale vandhul, vandløb, vandudledninger og de globale vandsystemer og vandcyklus. Workshoppen var arrangeret af Mathilde Jensen, studieleder på Friluftsvejlederuddannelsen på Københavns Universitet og Christian Moestrup Andersen, friluftsvejleder hos De Grønne Pigespejdere og medlem af Friluftsvejlederuddannelsens bæredygtighedspanel. Foto: Christoffer Regild
Til samme workshop leger deltagerne klassisk fangeleg, hvor én er haj og de andre en fisk – men med det twist, at de kun måtte trække vejret gennem et sugerør. På den måde kan de på egen krop opleve og mærke, hvor svært det er at trække vejret som fisk, når der er iltsvind i vandet på grund af kvælstofudledninger og fedtemøg. Foto: Christoffer Regild
Deltagerne kunne også rejse til år 2050 i workshoppen ”Fire fremtidsscenarier om bæredygtighed”. Her prøvede de to realistiske scenarier, udviklet af Praksis- og Innovationshuset, med fokus på social bæredygtighed og planetens tilstand. Scenarierne blev formidlet gennem fortællinger, musik, billeder og små kropslige handlinger – og smagssansen kom også i spil. Workshoppen sluttede med en fælles øvelse, hvor indsigter blev placeret på en stor gulvmatrix. Konceptet, der er udviklet til professionsbachelorniveau, fremmer både demokratisk og grøn dannelse og styrker deltagernes evne til at forestille sig fremtider. Workshoppen var arrangeret af Morten Visbech Madsen fra Københavns Professionshøjskole. Foto: Christoffer Regild
I workshoppen ”Forestillingsevne på skoleskemaet” førte Go Zebras medstiftere, Lea Matthaei Jensen og Nanna Del Pin Hamilton, deltagerne til år 2225 ved hjælp af ”fremtidsbolcher” og grønne ”fremtidschips” i panden, hvor skolen som institution er opløst, og nye fag som fredsfag og selvfornemmelsesfag er på skoleskemaet. Øvelsen demonstrerede, hvordan såkaldt spekulativt design kan fremkalde forestillingsevne og give børn mod til at handle på fremtidens problemstillinger. Målet er at skabe en generation af fremtidsoptimister, der tør udfordre, hvad et fag kan være, og som kan bidrage til systemisk forandring gennem undren, kreativitet og fællesskab. Foto: Anne Burlund
Lea Korsgaard, stifter og chefredaktør på Zetland, holdt dagens anden hovedtale, der tog udgangspunkt i hendes bog ”Inden året af omme”. Bogen beskriver hendes egen rejse rundt i landet for at opstøve alle Danmarks dagsommerfugle – og hvordan hun undervejs udviklede sit sprog for naturen. Hun opdagede, at en citronsommerfugl ikke er gul, som man måske skulle tro, men en sart grøn-gul. ”Det var først, da jeg begyndte at mestre sproget for naturen og forstod nuancerne, at jeg rigtig forstod den,” fortalte hun. Foto: Christoffer Regild
Som en surprise-finale optrådte musikeren Goos (tidligere forsanger i Reptile Youth). Med sin eksperimenterende og sårbare stemme og stil rundede han en inspirerende UBU-konference af med et personligt og stærkt indslag. Foto: Christoffer Regild