Fra Utopia til virkelighed: Fremtidens grønne uddannelser tegnet af unge, båret af fællesskabet

Demokrati Garage, Rentemestervej 57, 2400 København

21. maj 2026, KL. 16.00

Hvordan ser fremtidens uddannelser ud, hvis I som unge selv får lov til at bestemme, og hvilke muligheder åbner sig, hvis vi tør tænke helt nyt? 

Vi i Elev- og Studenterbevægelsen og UBU-Partnerskaberne inviterer dig med til fremtidsworkshop, hvor elever, lærlinge og studerende fra hele landet samles for at udforske, udfordre og udvikle visioner for fremtidens grønne uddannelser. I en tid præget af klimakrise og store samfundsforandringer er der brug for nye måder at tænke uddannelse og jeres stemme er den vigtigste af alle! 

Vi skaber et rum, hvor dine erfaringer, ideer og drømme som ekspert i egen hverdag på skolen eller i praktikken er i centrum. Og sammen med de dygtige facilitatorer fra Tomorrow Collective stiller vi spørgsmålene: Hvad skal vi lære for at skabe en bæredygtig fremtid? Hvordan skal undervisningen foregå? Og hvilken rolle kan uddannelse spille i den større grønne omstilling? 

Vi skal drømme og skabe visioner, og jeres input denne forårseftermiddag vil blive til konkrete bud på forandring som UBU-Partnerskaberne og Elev- og Studenterbevægelsen vil tage videre til beslutningstagerne, så jeres uddannelser bliver formet efter jeres drømme for vores fælles fremtid.  

Hvem kan deltage

Eventet er for dig, der er mellem 16 og 30 år, og som: 

  • Er elev, lærling eller studerende 
  • Interesserer dig for bæredygtighed og den grønne omstilling 
  • Har lyst til at bidrage med dine drømme og møde et fedt fællesskab 

Uanset om du allerede er engageret eller er nysgerrig på at blive det, er du meget velkommen. 

Det er helt gratis at deltage. Vi får kage og aftensmad fra det skønne bageri, Flere Fugle, og vi dækker desuden transporten, hvis du kommer langvejs fra. 

Program

15.45-16.00

Ankomst - vi lander i Demokrati Garage

16.00-16.15

Velkomst

16.15-17.00

Tidsrejse til 2050

Med inspirerende fortællinger fra eksperter, diskussioner og samtaler, åbner vi debatten om uddannelsessystemet i 2050.

17.00-19.45

Gruppearbejde

Med Tomorrow Collective ved roret har vi gruppearbejde, hvor vi designer fremtidens uddannelsessystem med udgangspunkt i forestillinger om utopier (inkl. pause til aftensmad)

19.45-20.00

Afrunding og tjek-ud

Praktisk

Sted: Demokrati Garage, Rentemestervej 57, 2400, Kbh NV 

Tidspunkt: 4 timer: 16.00 – 20.00 

Der er 50 pladser og tilmelding er først til mølle – vi håber dog på en bred uddannelsesmæssig og geografisk spredning blandt deltagerne. 

Kontakt: Peter Møller Mink; pmm@verdensbedstenyheder.dk og Anton Teglbjærg anton@dsfnet.dk