Helena og Azra har blikket stift rettet mod skovbunden. De er på jagt efter et lillebitte insekt, der ellers er ret almindeligt i den danske natur. Myren. De sætter sig på hug og roder lidt i bladene.

”Det er jo lidt ironisk,” griner Azra. ”Vi skal tale myrernes sag, men kan ikke engang finde én.”

Vi vender tilbage til myre-jagten senere, men først skal vi lige forstå, hvorfor de to gymnasiepiger går rundt og leder efter myrer på en solrig septemberdag.

Lidt tidligere på dagen summede det i klasselokalet, mens eleverne i 3.c var ved at finde på plads. Dagens undervisning på Herlev Gymnasium og HF er lidt anderledes, end den plejer. Klassen er nemlig en del af et nyt projekt, hvor fantasien er i fokus.

Projektet hedder ‘Naturens Stemmer’, og eleverne skal sætte sig i et dyrs eller et væsens sted, finde på historier og skrive tekster, der blander viden med fantasi. Formålet er at opdage, at fantasi også kan være en kompetence – og at den kan bruges til at skabe en dybere forståelse for naturen, både til lands og til vands.

”Hvis vi vil skabe et mere bæredygtigt samfund, skal vi først kunne forestille os det,” siger Mads Strarup, der er vicerektor på Herlev Gymnasium og HF.

”Derfor kobler vi faglighed om natur, biodiversitet og klima med fantasi. Det giver eleverne en anden måde at forstå naturen på.”

Mads Strarup lægger ikke skjul på, at projektet også er et forsøg på at gøre op med, at den meste undervisning i gymnasiet foregår i klasselokalet – og det får man ikke så meget jord under neglene af.

“Der kan stå en virkelig engageret underviser foran tavlen i en sky af kridtstøv, og det er ét læringsideal, men det er ikke det eneste – og bestemt ikke det eneste, der virker,” siger han.

Ud af klasseværelset og ud i naturen

Nede i kantinen sidder Dalia, Anesa og Aleena fra 3.c bøjet over farvede tuscher og store stykker karton. De har valgt voldsneglen som deres dyr og er i gang med at lave en planche om den til biologi.

”Man lægger først mærke til den, når man træder på den,” siger Dalia, mens hun farvelægger sneglehusets spiral.

Som en del af undervisningen i oldtidskundskab skal de skrive en forvandlingsmyte om deres dyr. Og mens der er gang i tuscherne, fortæller pigerne, at i deres forvandlingsmyte får sneglen vinger, så den kan flyve og være fri.

”Vi vil have folk til at tænke over, at selv en snegl fortjener vores opmærksomhed og empati,” tilføjer Anesa.

Lidt længere nede ad gangen er der også gang i tuscher og karton. Her sidder Ayan og Danial, der går i 2.b, og har havet som tema. De er koncentrerede og gør sig umage med håndskriften, for de er i gang med at lave klassens fælles digt om havet til en plakat.

I et af digtene står der: Som en koral bliver jeg kaldt havets regnbue, jeg er tusindvis af farver og hjem for tusindvis af arter.

”Det er sjovt at lave noget aktivt,” siger Danial. ”Det er meget bedre end bare at sidde stille i undervisningen.”

For at fordybe sig i havet som tema har 2.b været på tur til Helsingør. Her var de i havet med waders på, og de skrev breve fra havet til menneskene.

Her lavede Zahra og Laila land-art af sten, sand og tang ved stranden – land-art er en kunstform, hvor man bruger naturens materialer.

Zahra fortæller, at det var virkelig fedt at komme ud til havet, i stedet for bare at snakke om det:

”Vi fik meget mere inspiration, end vi ville have fået i klassen. Og vi fik virkelig set, at havet har mere magt end os, men lige nu er det havet, der er magtesløst, fordi vi har skadet det.”

Tværfaglig undervisning i praksis

Tilbage i 3.c sidder en gruppe og former en skulptur af deres dyr i ler, mens Marie Kluge, der underviser i oldtidskundskab, hjælper til.

”Vi har læst antikkens forvandlingsmyter, og eleverne bruger dem som inspiration til deres egne. Nu skal de så forestille sig, hvad deres dyr ville blive til, hvis det kunne forvandle sig,” fortæller hun.

Hun kalder projektet for pionerarbejde og er særligt begejstret for den tværfaglige del af projektet. Det er nemlig ikke noget, der fylder så meget på skoleskemaerne til dagligt.

”Vi prøver at bryde rammerne for, hvordan gymnasieundervisning normalt ser ud. Man er nødt til at tænke anderledes, og det kræver fantasi – både for eleverne og for os lærere,” siger hun.

Det kan Bjørn Tirsgård, der underviser begge klasser i biologi, nikke genkendende til:

”I biologi lærer de, hvor dyret lever, hvad det spiser, og hvordan kroppen fungerer. Den viden bruger de bagefter til at sætte sig i dyrets sted og skrive tekster i dansk, eller myter i oldtidskundskab.”

Han oplever, at det virker, at fagene flettes ind i hinanden i stedet for, at undervisningen er opdelt.

“Jeg har brugt mange biologimoduler på forløbet, som kunne være brugt til at nå længere i pensum, men forhåbentlig får eleverne et bedre indblik i naturen, så det faglige hænger bedre fast,” siger han.

Det er også tydeligt for ham, at eleverne i løbet af projektet har fået et andet forhold til at være i naturen:

”Vi lavede sådan nogle do nothing-øvelser, inden forløbet startede, hvor eleverne bare skulle sidde og observere naturen. Det kunne de slet, slet ikke. Nu har vi prøvet det nogle gange, og det er blevet meget bedre. Og så håber jeg, at de oplever naturen som noget, de selv er en del af – og ikke bare noget, der er ulækkert eller fjendtlig.”

Hvad ville en myre forvandle sig til?

Nu skal vi tilbage til Helena og Azras jagt efter en myre. De havde ikke heldet med sig i skovstykket bag gymnasiet, så vi fortsætter ud af skoven og ned ad stierne.

Mens vi går, fortæller de to veninder om, hvorfor valget faldt på myrerne som deres dyr.

”Myrerne er små i en stor verden. De betyder ikke noget for os mennesker, men de har en værdi,” siger Helena. Hun og Azra planlægger derfor at lave en kampagnevideo, hvor myrerne selv får ordet.

”Det er nemt at tænke, at myrer bare er kedelige. Men det er de ikke. Vi vil vise, at de ikke bare er sådan et dyr, man træder på,” fortæller Helena.

Da vi når busstoppestedet uden for skolen, sker der noget. Mellem fliserne dukker der et af små dyr frem. Endelig.

Da de to piger ser sig omkring, lægger de mærke til cigaretskodder, dåser og plastik, der ligger smidt på jorden.

”Vi forurener deres levesteder,” konstaterer Helena.

Vi sætter kursen tilbage mod skolen, og jeg spørger dem om, hvad forløbet har givet dem. De fortæller begge, at de føler sig mere tilpas i naturen, og er bedre til at færdes i skoven. ”Den er ikke så fremmed længere,” som Azra siger.

Og så har de fået mulighed for at bruge det, som de har lært i klasseværelset ude i virkeligheden. De har udforsket forskellige slags natursyn, og fået lidt friere tøjler, fortæller de.

”Der er ikke noget rigtigt svar på opgaverne, og vi får lov til selv at finde løsningerne. Det er virkeligt fedt,” siger de to veninder.

På vej tilbage mod skolen taler de om, hvad en myre ville forvandle sig til, hvis den kunne.

Helena og Azra bliver enige om, at den nok ville være et stort og stærkt dyr. Sådan et, som vi mennesker ikke lige overser i skovbunden.