Af forfatter Johanne Mygind og adjunkt i billedkunst og ph.d. Laura Winge

”Det var først, da jeg begyndte at gå på jagt, at jeg begyndte at tænke på, hvor farligt det var. Når vi gik ude på markerne, var der også kommet gift i jorden, så man kunne lugte, hvor man havde gået. (..) Vandet lugtede også. Så sagde vi, at det bare var noget fra Cheminova af.”

Citatet stammer fra et interview, som en folkeskoleelev fra Harboøre lavede med sin onkel. Det er ét blandt mange vidnesbyrd, som lokale skolebørn og gymnasieelever har indsamlet om livet som nabo til pesticidfabrikken Cheminova ved Harboøre Tange i Nordvestjylland.

Historien om Cheminova har været præget af ambivalens, konflikt og tavshed i lokalområdet. Siden 1953 har fabrikken skabt arbejdspladser og velstand til egnen. Men er samtidig ansvarlig for Danmarks største generationsforurening på Høfde 42, hvor kemikalierester fra produktionen blev dumpet direkte i klitterne ud mod Vesterhavet.

Sammen med Lemvig Kommune ønskede vi derfor at skabe et rum, hvor lokale børn og unge kunne stille spørgsmål til og undersøge den miljøkatastrofe, som også vil præge deres fremtid. Og skabe en samtale på tværs af generationer.

I løbet af halvandet år besøgte mere end 500 elever fra lokale folkeskoler og gymnasier Høfde 42. Frem for at gå naturvidenskabeligt til værks, håbede vi, at eleverne gennem en mere kunstnerisk og sansende tilgang med poesi, billedkunst og dokumentariske interviews ville få et tættere forhold til deres egen lokalhistorie.

Fisk med to hoveder

Mange af eleverne havde aldrig besøgt giftdepotet før, men skulle nu fokusere på landskabets mange små og større detaljer og notere alt ned fra hybenroserne i vejkanten til de blå fabriksskorstene, mens de langsomt bevægede sig rundt på Høfde 42, hvor bølgerne slog op mod en lys sandstrand, der var fyldt med advarselsskilte.

I små skriveøvelser skulle eleverne se landskabet fra naturens perspektiv. Hvordan var det at være den lille gule blomst i klitterne, der førte ned til giftdepotet? Som dette digt skrevet af en 1.g-elev fra Lemvig Gymnasium:

”Jeg er klitblomst. Jeg er bange. Jeg er bange for dybe rødder. Jeg er bange for død. Jeg er bange for sandkorn. Jeg er bange for mennesker.”

Eller dette skrevet af en sjetteklasses elev fra Ramme skole: ”Jeg er muslingen, og jeg har fået en idé! Tænk hvis fabrikken blev lavet om til en turistattraktion. (…) Jeg er muslingen, og jeg har fået en idé! Der skal være en park med en kæmpe sø, fisk, åkander, og siv.”

Eleverne skulle også undersøge nogle af de rygter, som har verseret på egnen. Blandt andet, at fiskene ved Høfde 42 har to hoveder, at fabrikken har en god frokostordning, og at de gamle i Thyborøn har fået kræft. Eleverne læste rygterne højt for hinanden og fik mulighed for at italesætte noget af den tabuiserede frygt og kritik, som i årevis har cirkuleret.

Sanser og vidnesbyrd

Som en del af projektet gennemførte vi et særligt forløb med elever fra Tange Skole, der har Cheminova og Høfde 42 som nærmeste naboer. Den kemiske lugt fra fabrikken er en del af elevernes hverdag, når vinden blæser i deres retning, og stort set alle har familiemedlemmer, som arbejder eller har arbejdet på fabrikken.

Det materiale, som eleverne havde indsamlet ude på høfden, skulle de bruge i et billedkunstforløb, hvor de tegnede og skrev sig tæt ind på landskabet for at få en mere sanselig forståelse af naturen.

For at åbne for nye samtaler på tværs af generationer, skulle eleverne også interviewe familie og bekendte fra området.

Citatet, der indledte artiklen, er ét af disse vidnesbyrd. I et andet, fortæller en mand fra Harboøre i et interview med sin søns klassekammerat.

”Udover giften synes jeg, at Cheminova er et fantastisk sted. Folk i sognet synes jo også, at den har reddet Harboøre. (…) Cheminova giver gaver til de ansatte og dem, der er medlem af kunstforeningen, kan få kunst. De tilbyder også sommerhuse og forsikringer, og hvis det nu sker, at man er involveret i en ulykke, kan man besøge et privathospital.”

De mange forskellige vidnesbyrd gav et fascinerende indblik i den dybe ambivalens, som lokalbefolkningen nærede for fabrikken:

”Jeg så døde ål, hummere og fisk som var skyllet i land på stranden. Min far har fanget ål oppe ved stranden, og efter de skulle lave dem til aftensmad, begyndte de pludselig at lugte slemt. (…) Jeg kan huske at folk sagde, at fiskene som blev fanget ved høfden, var fulde af bylder og sår. Jeg kan huske, at folk prøvede at sælge de dårlige fisk, men at det blev opdaget efter noget tid,” fortalte en kvinde fra Thyborøn, der var blevet interviewet af sit barnebarn.

Beretningerne blev efterfølgende overleveret til Lemvig Museum forså at indgå i museets udstilling og arkiv, så lokalområdets fortællinger bliver opbevaret for eftertiden.

Eleverne skulle også omskrive deres interviews til små monologer, inspireret af den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj, som i sin bog ”Bøn for Tjernobyl” selv har dokumenteret eftervirkningerne af en voldsom miljøkatastrofe. Det gav eleverne en tydelig litterær inspiration til, hvordan andre forfattere havde arbejdet med vidnesbyrd om miljøkatastrofer.

Fra klasselokale til offentlig hukommelse

Cheminovas historie er både kompleks og skræmmende – særligt for børn og unge fra en egn, der i årtier har levet i tæt forbindelse med fabrikken. Ved at tage udgangspunkt i elevernes egen hverdag og lokalområde og arbejde kreativt og sanseligt med konkrete problemstillinger fik de en bedre forståelse af både deres egen lokalhistorie og større globale miljøproblemer.

Elevernes arbejde førte til varige, konkrete resultater: Antologien ”Stemmer fra Høfde 42” med deres egne digte, interviews og billedkunst, særudstillingen ”Insektvej – Cheminova og Vestjylland” på Lemvig Museum, der integrerer elevernes materialer og podcastserien ”Min morfars giftdepot”, hvor Johanne Mygind har brugt elevernes egne interviews.

Stærkest var måske litteraturfestivalen U.D.K.A.N.T.E.R., som blev arrangeret i samarbejde med Lemvig bibliotek. Her læste en gruppe børn og unge fra hele Lemvig kommune selv op af deres tekster:

”Jeg er giften fra Cheminova. Jeg er giften ingen vil ha’. Jeg er giften ingen vil fjerne. Jeg er fanget i mig selv. Den eneste vej ud er gennem havet,” læste en pige op. Salen var helt stille. De unge stemmer gav form til 70 års tavshed – en sorgfuld og nuanceret fortælling om fremskridtets pris, fortalt af dem, der skal arve den giftige jord.