Prøv at forestille dig, at du er smeltet sammen med et dyr. Det kunne for eksempel være en ræv. Pludselig er I uadskillelige, så du bliver nødt til at finde ud af, hvor I kan bo, så I begge trives. Det lyder måske lidt abstrakt, og måske er der en del af dig, der tænker: Det er totalt urealistisk. Og det er det også.

Det er en leg – eller en metode – som en gruppe forskere fra University College Lillebælt og Absalon har udviklet for at starte tanker og samtaler om mennesker og dyrs gensidige afhængighed.

”Vi var meget tiltrukket af at tænke vildt og udforske nogle processer, som ikke har et endegyldigt resultat. Science og viden om verden handler jo også om mennesker, følelser, kroppe, håb, drømme og fantasi-historiefortællinger. Og det er i det bløde, fluffy og kunstneriske, at vi kan drømme og lege,” siger Julie Bønnelycke, som er medstifter af metoden og adjunkt og forskningsmedarbejder på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.

Metoden går under navnet: Naturmakkere. Og det er meningen, at den skal skabe større forbindelse til naturen og inspirere til flere ”ud af boksen”-samtaler om nye løsninger på biodiversitetskrisen. Julie Bønnelycke og de tre forskere, som hun har udviklet metoden med, har haft en meget bred målgruppe for øje, da de mener, at metoden ville kunne gavne alle. Derfor har de holdt workshops og testet metoden på både naturvidenskabelige kollegaer, lærerstuderende og børn i folkeskolealderen.

Når for eksempel skoleelever hver især har skabt et habitat, hvor både de og deres dyr kan trives, sættes de nemlig sammen med deres klassekammerater, som også hver især har skabt et habitat med et dyr. Nu skal de så diskutere, hvordan alle kan bo i det samme habitat – i harmoni med hinanden. I den proces er alt realistisk – og det er her, at de spændende samtaler udvikler sig, ifølge Julie Bønnelycke.

I september var naturmakker-metoden inkluderet i en projektuge på 2. årgang på den sjællandske skole, Læringshuset. Og det var så stor en succes, at eleverne stadig snakker om workshoppen i dag.

”De elskede det, og de er endda begyndt at bruge ordet ’habitat’ i sætninger. Det er helt vanvittigt,” fortæller Natascha Jarlhelt, som er lærer i 2. klasse på Læringshuset.

Giv lidt slip på verdensopfattelsen

”Jeg er jo en kæmpe sci-fi nørd,” siger Julie Bønnelycke.

Og det var da også kærligheden til sci-fi-genren, som blev et af startskuddene til Naturmakker-metoden.

”Mine kollegaer og jeg havde alle sammen læst den amerikanske forsker Donna Haraways bog Staying With The Trouble, som handler om naturforbundethed, og om at hvis vi vil have bæredygtige løsninger, bliver vi nødt til at blive i de svære problematikker, selvom det ikke er rart, og turde bruge andre metoder,” forklarer Julie Bønnelycke.

En af Donna Haraways pointer i bogen handler om, at mennesker skal tænke sig selv som forbundne med naturen, og at historiefortællinger og sci-fi kan bruges som et værktøj, så det ikke er lige så hårdt, når der ikke er nogle endelige svar på problematikkerne.

Stor succes på Læringshuset

På Læringshuset blev Naturmakker-metoden inkorporeret i deres årlige STEM-projekt. STEM står for science, teknologi, ingeniørvidenskab (engineering) og matematik. Alle skolens 2. klasser deltog i forløbet:

”Prøv at forestille dig 100 elever i et lokale. Der lå alt muligt naturmateriale, limstifter og træer – det var kaos, men der var en ro over børnene,” siger Natascha Jarlhelt.

Alle børnene havde på forhånd valgt et dyr, og nu skulle de så fysisk bygge et habitat til dem selv og dyret. Derudover havde børnene også lavet en lille såkaldt ’fakta-fiktionsbog’, hvor de kunne skrive dyrenes specielle kendetegn og behov i.

Og det som børnene lærte, har sat sig fast i deres hukommelse. Natascha Jarlhelt fortæller, at hun efterfølgende havde børnene med i zoologisk have. Da de står ved isbjørnene, er der pludselig et barn, der vender sig mod hende og siger:

”Ej, Natascha, den er jo slet ikke i sit rette habitat!”

Læringshuset er en del af det, der kaldes fremtidens skoler. Det betyder, at de nærmest ikke har traditionel klasserumsundervisning, men i stedet laver otte uger lange projekter og opholder sig udendørs så meget som muligt. Natascha Jarlhelt mener dog, at man sagtens kan inkorporere Naturmakker-metoden i en mere ’klassisk’ folkeskole:

”Vi har jo slået det op til et stort projekt, men man kan også sagtens gøre det på en uge,” siger Natascha Jarlhelt og uddyber:

”Første dag kunne man udvælge et dyr, som man skal lære at kende og forstå gennem fakta om dyret osv. Og dag to kunne være workshop-dag og så kan man slutte af med en ’vis resultaterne til mor og far-dag’”.

Turde at gøre noget nyt

Julie Bønnelycke er rigtig glad for, at workshoppen fungerede så godt ude hos Læringshuset, men hun understreger, at ’legen’ eller metoden egentlig også er for voksne.

”Det er den dér forståelse af den gensidige afhængighed, som vi voksne også har brug for at forstå,” siger hun.

Det betyder ikke, at hendes kollegaer og andre voksne har let ved at give slip på virkeligheden og bare lege, men når de gør det, starter de store samtaler.

”Det, der hurtigt sker, er, at man bevæger sig op i et højere lag end børnene. Pludselig sidder man og snakker etik og politik,” forklarer hun.

Der sker altså noget, når en dyrerace får en menneskelig fortaler i en debat. Men kan man tillægge dyrene menneskelige følelser? Det hedder at antropomorfe, og det er ellers ikke noget, man gør i naturvidenskaben, da dyr og mennesker jo ikke altid har de samme behov.

”Inden for traditionel naturvidenskab er det jo stor fy-fy at projicere følelser over på dyrene, men der vælger vi så at sige: ”Jamen, hvad nu hvis vi bevidst gør det her – skal vi så ikke se, hvad vi får ud af det?” Siger Julie Bønnelycke og fortsætter:

”Vi har en verden, som har kurs mod noget, der ser meget dystert ud, og hvis vi gerne vil lave det om, så skal vi tænke anderledes og undervise anderledes – vi skal turde drømme og spekulere.”

Metoden er stadig i test-fasen, men Julie Bønnelycke håber, at hun og hendes kollegaer kan få metoden udbredt til endnu flere både børn og voksne.