At skabe et tilhørsforhold til ens tøj er nødvendigt for at skabe en mere bæredygtig verden," mener Johan Krab Scheibelein fra 3.C. Foto: Anna Gudmann Hansen

24 september, 2024

Handling hjælper på klimaangst: Over 40 gymnasier deltog i Gymnasiernes Klimahandledag

42 gymnasier i hele Danmark ryddede skemaet fredag, da Gymnasiernes Klimahandledag løb af stablen. På Det Frie Gymnasium kunne elever dulme klimaangsten med handling og konstruktive løsninger.

Anna Gudmann Hansen

Journalist

En video af Andreas Mogens kommer frem på væggen i kantinen, imens en gruppe gymnasieelever står og kigger på.

”Når man ser jorden fra rummet, bliver man meget opmærksom på, hvor stort universet er,” lyder det fra den danske astronaut, der for nylig besøgte Den Internationale Rumstation.

”Jorden er en meget lille del af noget langt, langt større,” siger han og understreger, hvor unik vores lille planet er. Underforstået, at vi skal passe på den.

Videohilsenen fra astronauten efterfulgt af de to rappere og klimaaktivister M.C. Dommedag og Klimahystaden er blevet vist på 42 gymnasier på tværs af Danmark fredag morgen. Det markerer nemlig starten på den årlige Gymnasiernes Klimahandledag.

Klima, klimaforandringer og den bæredygtige dannelse, som det er vores forpligtelse, at eleverne får, er enormt vigtig,

Sara Mac Dalland, rektor på Det Frie Gymnasie

Dagen markeres på gymnasier i hele landet, der sætter spot på klimahandling, og på Det Frie Gymnasium på Nørrebro er der et tæt program med både oplæg og en lang række workshops til eleverne.

”Klima, klimaforandringer og den bæredygtige dannelse, som det er vores forpligtelse, at eleverne får, er enormt vigtig,” lyder det fra Sara Mac Dalland, som er rektor på gymnasiet, når hun forklarer, hvorfor hun har valgt, at dagens undervisning skal vige til fordel for en klimahandledag.

”Det er vigtigt, at vi som skole, tør fordybe os ned i noget lidt nørdet,” siger hun.

”Vi har inviteret nogle lidt anderledes oplægsholdere. Vi har for eksempel inviteret en ingeniør ind til at snakke om klimasikring. Det er lidt mere nørdet. Så er der også noget af det, der slet ikke er nørdet, poesi og byvandring. Så alt efter, hvor eleverne er henne, kan de få noget viden.”

Handling kan hjælpe på klimaangst

To af de elever, der er glade for, at klimahandledagen løber af stablen, er 16-årige Eleanor Childers-Brocks fra 2.C og 19-årige Laura Lavigné Bee-Olsen fra 3.W. De kæmper nemlig begge to – ligesom mange andre unge – med klimaangst.

Laura Lavigné Bee-Olsen fra 3.W (til højre) og Eleanor Childers-Brocks fra 2.C (til venstre) kæmper begge med klimaangst, men synes, at en dag med fokus på handling hjælper. Foto: Anna Gudmann Hansen

”Jeg tror virkelig, at vores generation har fået meget af det her klimaangst, for det bliver hele tiden talt til os om, at det er vores fremtid men også lidt vores ansvar. Vi har fået efterladt noget, og så skal vi prøve at gøre noget ved det, og det tror jeg rigtig mange kan føle sig helt handlingslammet af,” siger Eleanor Childers-Brocks.

”Men der er mange muligheder for at gøre alt muligt for klimaet, og jeg tror, en dag som i dag er virkelig god til at give værktøjer, så det ikke føles så uhåndgribeligt.”

Laura Lavigné Bee-Olsen er enig.

”Jeg synes, det er betryggende, at der er folk, som uddanner sig indenfor klima og ved noget om det, og en dag som i dag er godt til at udbrede kendskabet og at få talt om klimaet på andre måder, end at det bare er noget forfærdeligt, men i stedet komme med nogle løsninger, komme med noget konstruktivt,” siger hun.

At skabe et tilhørsforhold til ens tøj er nødvendigt for at skabe en mere bæredygtig verden

Johan Krab Scheibelein, elev i 3.C på Det Frie Gymnasie

Strik har en anden værdi

I et klasselokale på gymnasiets tredje sal, sidder elever ved hvert bord med strikke- og hækletøj. Her er en garvet strikker med ”77 års strikkeerfaring” fra Danske Seniorer kommet forbi for at give gode tips og hjælp til dem, der har brug for det.

Der er stillet kaffe og havremælk frem, og ved et af bordene sidder Johan Krab Scheibelein fra 3.C. Han er en del af skolens strikkeudvalg, og han kan sagtens se, hvorfor det er relevant at afholde en strikke- og hækleworkshop på en klimahandledag.

”At skabe et tilhørsforhold til ens tøj er nødvendigt for at skabe en mere bæredygtig verden,” siger han, imens han sidder med en halvfærdig, stribet striktrøje på pindene.

”Man smider jo ikke en trøje ud efter at have brugt den et par gange, hvis man har brugt mange timer på selv at lave den. Det har en anden værdi, når man selv har arbejdet med det,” siger han.

Det er ikke kun én gang om året, der er bæredygtighed og klima på skemaet på Det Frie Gymnasium.

”Vi arbejder med det på mange forskellige fronter,” siger rektor Sara Mac Dalland.

Hun fortæller, at de nye elever har et tværfagligt forløb, hvor bæredygtighed er i fokus, og så er der mange lærere, som selv tager klimaet op i deres undervisning.

”Vi kan se, at der er en stor interesse fra eleverne. De er meget optagede af en bæredygtig dagsorden især i forhold til forbrug, at man ikke kan bruge så meget, som vi ældre generationer, har forbrugt.”