Benjamin Bøgen Pedersen har sendt UBU-stafetten videre til Mette Morsing, der er tidligere professor på CBS og grundlægger og direktør for Center for Corporate Social Responsibility med begrundelsen:

Hun leder i dag University of Oxford’s Smith School of Enterprise and the Environment, der insisterer på et realistisk og videnskabsforankret syn på bæredygtighed. Hun inspirerer mig, fordi hun vil løfte klimauddannelse fra at blive anset som et valgfrit tema til ny almen dannelse.

Benjamin Bøgen Pedersen spørger:

Med dine erfaringer fra udlandet, hvilke blinde vinkler holder efter din mening danske business-skoler og universiteter fra at gøre klimakrisen til en integreret del af kernefagligheden – og hvad skal der til for at ændre det?

Et generelt problem er, at underviserne i klasseværelserne ikke er trænet nok i klima – de ved simpelthen for lidt. De har erfaring med markedsføring, virksomhedsstrategier osv. men ikke klima. Så hvis de skal træde ind i en klasse og undervise i klima, vil det ofte være med en følelse af manglende faglighed og dybde. Mange synes nok ikke, at det vedrører deres fag og felt, og mange businessskoler har derfor overladt det til de naturvidenskabelige fag og institutter at tage klimasagen på og til sig. Men det er efter min mening en missed opportunity.

Jeg tror, at mange tænker, at det da går meget godt i Danmark – og at vi er et foregangsland, når det kommer til den grønne dagsorden og omstilling. Mange tænker nok, at det kan da godt være, at vi har nogle forurenede vandløb, men det skal nogen nok klare. Det må politikerne tage sig af. Man læser i medierne, at det primært er landene i det globale syd, der bliver ramt. Så klimaproblemerne er langt væk geografisk, og det er ikke i dag, men langt ude i fremtiden – det handler ikke om os og er ikke så presserende, så hvorfor overhovedet undervise i det på universiteter og businessskoler? Men det er den største misforståelse overhovedet!

Jeg mener, at der er brug for et stærkt lederskab. Rektorerne skal turde at stille sig op i spotlyset og sige, at denne her dagsorden er vigtigt. Det kan godt være, at de ikke har den største opbakning fra regeringen, som jo er deres arbejdsgiver, eller fra nogle af de professorer, der tilrettelægger pensum og undervisning. Men der er landets rektorer nødt til at påtage sig det ansvar at sige – det her er alvorligt og noget, vi må handle på!

Jeg tror, at mange er bange for at sætte agendaen indadtil på universiteterne af frygt for at blive anklaget for, at ville pådutte forskere og undervisere en bestemt retning. Forskningsfrihed og akademisk frihed er noget, der bliver slået meget hårdt på. Og jeg er helt enig i, at det er helt centralt at holde fast i – derfor skal der heller ikke være krav om, hvilken måde og hvilken litteratur, der skal undervises i klima på. Men man kan som rektor godt sætte en helt basal grundtone for vigtigheden i, at universitetet har et stort ansvar for at fremtidens unge uddannes i at tænke om vores fælles planet. Og jeg er helt sikker på, at hvis der blev lyttet lidt mere til de studerende, så ville flere undervisere også gøre det.

Du har foreslået, at alle universitetsstuderende bør gennemføre et obligatorisk et-årigt forløb om klima og natur, før de begynder på deres bachelorstudier – hvorfor? Og hvad har reaktionerne været?

Ja, det kunne simpelthen være fantastisk! Det er en moderne pendant til det historiske krav om, at studerende skulle have et års latin på nogle af de europæiske universiteter, inden de startede deres studie. Natur og klima vedkommer ALLE i dag uanset studieretning, disciplin og faglighed. Man kan ikke tage en videregående uddannelse i dag, uden at forstå hvordan naturen og klimaet hænger sammen med sit fag. Det er fuldstændig grundlæggende – og i høj grad noget, fremtidens arbejdsmarked vil efterspørge.

Jeg tror også, at det vil være nemmere at indføre et års obligatorisk klimaundervisning for alle studerende end at bringe klimaet ind i alle fag – for det kan vi åbenbart ikke finde ud af. Det vil også klæde de studerende på til at stille alle de relevante og kritiske spørgsmål om klima og natur i resten af deres studietid. Undersøgelser viser, at det første man lærer på et studie, tager man med sig og kan huske resten af studietiden.

Jeg har faktisk kun talt om mit forslag om obligatorisk klimaundervisning i paneldebatter rundt omkring, men jeg har ikke sagt det højt i et offentligt medie før nu. Så jeg er spændt på reaktionerne – og det er hermed et opråb til undervisningsministeren: Indfør et års obligatorisk klimaundervisning for alle universitetsstuderende!

Hvilke lande er first in class – og hvad er vi gode til i Danmark?

Vi kunne en masse før i tiden herhjemme, men nu er vi sakket helt bagud. Det rykker til gengæld i rigtigt mange lande i det globale syd som Malaysia, Indonesien, Kenya, Ghana og Brasilien. Her diskuterer rektorerne på de højere læreanstalter ikke om, der skal undervises i klima og natur, men hvordan det kan gå endnu hurtigere.

Her er der oprettet specifikke Masteruddannelser i klimaforandringer, klimafinans, klimamanagement – og virksomhedsbestyrelser bliver undervist i klimaforandringer. Der bliver afholdt klimakonkurrencer for de studerende, der bliver inddraget i konkrete klimaundervisningstiltag. Og der bliver udarbejdet nye undervisningsmaterialer og udvekslet cases, og de studerende inviteres til at udvikle løsninger på virkelige klimaproblematikker i samfundet – you name it! De rykker virkelig på den her dagsorden! Og det er klart, for det er også de lande, der oplever de største negative konsekvenser af klimaforandringerne.

Mange studerende har mistet troen på, at de selv som individer kan gøre en forskel. Og så bliver det nemmere at læne sig tilbage i afmagt. Derfor skal vi ikke bare fylde dem med mere viden om problemerne – men lige så vigtigt give dem redskaber til at handle, så de får troen tilbage.

En undersøgelse viste, at når finansstuderende får klimaundervisning, som ofte ligger som sidste lektion i et forløb og som præsenteres som ikke-centralt for pensum og ikke indgår i eksamen – så bliver de studerende mere kyniske og ligeglade med klimaet, end hvis de slet ikke havde fået klimaundervisning. Det er da interessant! Derfor er det helt afgørende, at universitetsledelsen viser de studerende, at klimaet er vigtigt ved også at opprioritere klimaundervisningen og gøre den til et centralt element.

Du er tidligere chef for PRME, som er FN’s største initiativ for lederuddannelse i ansvarlighed og bæredygtighed på globalt plan. Hvad er din erfaring med, hvordan man bedst motiverer og leder undervisere på højere uddannelser til at inddrage bæredygtighed i undervisningen?

Det helt afgørende er, at man som leder selv tør påtage sig netop lederskabet og sætte det på dagsordenen – også selvom man måske ikke selv har opbakning i sit bagland eller fra sin arbejdsgiver. På den måde viser du dine medarbejdere igennem handling, at det er vigtigt, og noget, der bliver prioriteret højt.

Hvis du skulle give tre konkrete råd til ledere på universiteter, der vil styrke uddannelse for bæredygtig udvikling – hvad ville de så være?

Hav en klimavision – det kunne være at arbejde hen imod, at der er klimaforberedende undervisning og kurser, før man kommer ind på sin egentlige uddannelse på universitetet.

Sæt klima på dagsordenen. Inddrag det i alle dine samtaler med ansatte og undervisere – og sæt en retning ved at sætte det på mødedagsordener, opfølgninger osv.

Inddrag virksomheder, myndigheder og kommuner. Undersøg, hvordan de kan bidrage til, at I som universitet og læreanstalt bliver mere bæredygtige. Hvilken ekspertise er der brug for på arbejdspladserne, som undervisningen kan understøtte?

Hvad driver dit eget personlige engagement i bæredygtighed og klima – var der et særligt øjeblik, der satte retningen?

Jeg er selv vokset op med en far, der tog mig ud i skoven. Vi kiggede efter fugle og rodede rundt i skovbunden. Jeg elskede det. Da jeg kom ind på CBS og fik et større internationalt udsyn, var naturen totalt fraværende i undervisningen. Vi lærte en masse om stakeholder teori, men der var ingen stakeholders, der tog naturen i forsvar eller i dens egen kraft. Det handlede kun om, hvordan man kan udnytte naturen som ressource. Men nu svarer naturen igen med ekstreme vejrfænomener som skybrud, orkaner og hedebølger.

Hvad gør dig håbefuld lige nu – både som fagperson og som menneske?

Jeg føler mig meget privilegeret over at være, hvor jeg er lige nu rent arbejdsmæssigt. Det gør mig glad at se, hvordan forskere på tværs af discipliner arbejder sammen med et formål om at forbedre klima og natur i praksis. Mine forskere er drevet af den der kombination af vrede og passion om, at det bliver gjort for lidt, og at vi kan gøre det meget bedre, hvis vi arbejder sammen og tænker langsigtet. Det er egentlig den gamle tanke om communitas – at vi kan rykke, når vi står sammen som kollektiv!

Hvem vil du gerne sende UBU-stafetten videre til og hvorfor?

Jeg vil gerne sende den videre til Lars Bo Nielsen, der er CEO i Villum Fonden. Han inspirerer mig, fordi han igennem sit lederskab har været en inspiration for mange unge universitetsstuderende, og fordi han i sit nuværende arbejde fastholder sin begejstring for uddannelse af unge indenfor miljø og samfundsansvar.

Jeg vil gerne spørge:

Hvad er de vigtigste færdigheder, vi skal uddanne unge danskere i, så de kan håndtere fremtidens klima- og miljøudfordringer?