Kristine Tolborg spørger:
Hvilke erfaringer fra højskolerne kan den formelle uddannelsessektor lære af?

Den vigtigste læring er nok, at bæredygtighed fungerer bedst, når det ikke bliver presset ned over hovedet på nogen, men får lov at sive ind og blive en del af ånden på stedet. Vi forsøger ikke at tale for meget om bæredygtighed, men i stedet at gøre det. For eksempel har mange højskoler lagt deres studieture om, så der flyves mindre. Et naturligt valg, man ikke nødvendigvis behøver at diskutere så meget.

Min oplevelse er, at mange unge er trætte af klimakampagner og Verdensmål. De har gennem deres folkeskoletid været med til at samle skrald og hørt oplæg og lavet Verdensmålsprojekter – de kender stoffet virkelig godt. Og når de så tager på højskole, har de brug for at vende blikket indad og finde sig selv og deres plads i verden. Og her skal bæredygtighed ikke være endnu en pligt. De unge skal have lov at finde deres egen vej i verden.

Vi forsøger at arbejde med håbet som drivkraft – og undgår for meget snak om kriser og dommedag. Det er handling bundet op på viden – vi tager fat med hænderne og kobler det til den refleksion og spørgsmål, der opstår undervejs. Så i stedet for at undervise i et fag om klima og Verdensmål, så vender vi det rundt og arbejder med det i praksis, og lader teorien komme til undervejs.

Ejerskab er helt centralt. Eleverne skal mærke, at de kan sætte deres præg på skolen – men også, at de er på højskolen i en begrænset periode og er en del af en cirkel, hvor man både modtager og giver videre. Måske planter man kartofler i foråret, som det næste hold elever høster til efteråret. Det er sådan højskolen lever – i fællesskab, på tværs af tid.

Hvordan arbejder højskolerne med at gøre bæredygtighed til en del af dannelsen – så det ikke bare bliver et fag, men noget eleverne tager med sig videre i livet?

Højskolen er et fællesskab, hvor vi bor, spiser, rejser og organiserer os sammen. Det giver helt andre muligheder end i en traditionel skole. Mange højskoler har omlagt til grønt køkken, og et vegetarisk måltid handler ikke bare om maden, men om hele rejsen fra jord til bord. Eleverne ser, hvad der ligger bagved et måltid – både indsatsen, variationen over årstiderne og en større forståelse af, hvorfor vi spiser, som vi gør – der kommer en anden kontinuitet i det, fordi man følger et måltid til dørs.

Det gælder også, når vi rejser ud. Mange elever har aldrig prøvet at tomle eller tage på interrail. Og der kan vi vise, at en studietur med tog rundt i Europa kan være både bæredygtig og berigende.

Et andet vigtigt element er at give eleverne en stemme og give dem mulighed for at formulere deres eget budskab. Mange unge står måske med en følelse af, at de ikke kan gøre det hele alene, men hvis man kan formulere sit budskab stærkt og klart, kan man få andre med – og rykke i fællesskab.

I siger, at højskolerne er laboratorier for bæredygtighed. Hvad betyder det?

Det betyder, at vi ikke nødvendigvis har alle svarene – men vi eksperimenterer os frem sammen med eleverne. Én har set noget på nettet, en anden har en idé – og fordi vi ikke er bundet af faste pensumkrav, kan vi prøve tingene af og lære undervejs. Det er netop dét, laboratoriet handler om.

I har sammen med Nordea-fonden startet initiativet Vekselvirke. Kan du nævne nogle særligt inspirerende projekter, der er kommet ud af det?

Ja, flere! På Oure Højskole har man gravet deres gamle golfbane op og anlagt en kæmpe køkkenhave, der inden længe bespiser 1.000 mennesker fra både højskolen og lokalsamfundet. De har ansat en gartner og sat hele stedet i bevægelse. Det kunne være interessant og inspirerende at se, hvad der ville ske, hvis nogle af de store virksomheder gjorde det samme.

Et andet spændende eksempel er Rønde Højskole, der har taget fat i de unges dalende cykelkultur. Mange unge ser ikke cyklen som et reelt transport-alternativ, da de har været vant til at blive kørt rundt i biler og ladcykler af deres forældre. På Rønde Højskole har de investeret i kvalitetscykler og pedellen lærer eleverne at reparere og vedligeholde dem. Her møder bæredygtighed hverdagen – og når en gruppe af højskoleelever, der måske ikke har det største engagement i bæredygtighed med i bagagen.

Du underviser selv i bæredygtighed på Egmont Højskole. Har du haft en særlig oplevelse, der ændrede din tilgang eller syn på UBU?

Jeg underviser blandt andet i faget ”Jordforbindelser” på Egmont, og for nogle år siden, blev det ret tydeligt for mig, at man skal kende naturen for at ville passe på den. Min første automattanke var, at vi må have noget mere viden og naturdannelse. Men så indså jeg, hvor lang tid det ville tage – og da eleverne kun går hos os i kort tid, måtte jeg ændre tilgang.

Jeg lavede derfor en regel for mig selv: Jeg måtte ikke bruge ordet bæredygtighed i undervisningen – overhovedet. I stedet skulle jeg lave et fag, hvor vi bare gjorde det. Det var svært, og næsten umuligt at holde, men det virkede. Alt den snak om klima og kriser talte ind i handlingslammelse og dommedags-profetier. Men når gjorde noget og handlede, talte det ind i håb og handlekraft. Så når vi byggede højbede eller satte stensætninger, opstod der en tro på, at man faktisk kan gøre en forskel – helt uden at italesætte klima og bæredygtighed.

Jeg havde en elev på et tidspunkt, der sagde: ”Jeg har skrevet mange 12-tals-rapporter i min skoletid, men det, jeg er mest stolt af, er, at jeg nu har bygget en dør til et redskabsskur. Det føles virkeligt og meningsfuldt.”

Hvem vil du sende UBU-stafetten videre til – og hvad vil du spørge om?

Jeg vil gerne sende stafetten videre til Caroline Anna Salling fra Det Grønne Forskernetværk. Jeg er nysgerrig på, hvordan hun balancerer fakta og politik. Vi forventer, at forskere kommer med objektive sandheder – men hvad gør man, når sandheden ikke passer ind i den politiske virkelighed?

Jeg vil gerne spørge:

Hvordan undgår du, at fakta bliver politiseret? Og hvordan tager du ansvar som forsker – uden at miste din integritet?