Lars Bo Nielsen har sendt UBU-stafetten videre til Julie Sommerlund, rektor på DMJX, med begrundelsen:

Jeg er nysgerrig på hendes holdning til, hvordan vi uddanner fremtidens mediefolk til at agere professionelt og konstruktivt i den grønne omstilling. En af de største udfordringer lige nu er det fragmenterede mediebillede, der stiller nye krav til de kommende journalister og kommunikatører. De skal ikke kun mestre de klassiske journalistiske dyder, men også kunne arbejde med en oplysende og løsningsorienteret tilgang, så klimadækningen bliver konstruktiv og handlingsbaseret – frem for polariseret og handlingslammende.

Lars Bo Nielsen spørger:

Hvordan uddanner man morgendagens journalister og kommunikatører til at dække klima og bæredygtighed på en måde, der både er tro mod de journalistiske dyder – og samtidig er konstruktiv og fremadskuende?

Det er et virkelig godt, men også stort spørgsmål.

Hvis vi skal starte i det helt konkrete, så indfører vi på DMJX fra næste forår klimajournalistik som obligatorisk fag på 4. semester. Formålet er at give de studerende en basal klimaviden, så de kan dække klimastoffet bedre og mere nuanceret ud fra de klassiske journalistiske kriterier, hvor de skal oplyse og engagere, men uden at forfalde til dommedagsretorik og polarisering.

På kommunikationsuddannelserne har vi i et godt stykke tid arbejdet systematisk med bæredygtighed og klima. Der er jo stor forskel på journalistik og kommunikation, så her er fokus på CSR, produktionsforhold og etiske overvejelser – herunder, hvordan man kommunikerer om klima og grøn omstilling uden at greenwashe eller moralisere.

Overordnet set mener jeg, at journalistikken har spillet en ret uheldig rolle i klimadækningen de sidste årtier. Man har haft en idé om objektivitet, som har muliggjort, at klimaskeptikerne har fået for meget plads i dækningen. Og det har betydet, at journalistikken og medierne ikke har presset på for de nødvendige forandringer.

Ifølge den britiske journalist George Monbiot fra The Guardian er medierne den industri, der har det største ansvar for ødelæggelsen af livet på jorden, fordi de legitimerer de mest forurenende virksomheder og sektorer [i kraft af en alt for ukritisk dækning, red.]. Det lyder som om, at du er enig med ham her?

Det er selvfølgelig sat på spidsen, og jeg vil nu nok mene, at for eksempel landbruget, energisektoren og transportsektoren har et større ansvar. Men jeg mener godt, at man kan sige, at mediebranchen er medskyldige. Medierne har ikke været den vagthund, som man ellers bør være.

Journalistuddannelsen på SDU har valgt at fokusere på formidling af klimastoffet, mens I på DMJX vil styrke de studerendes grundlæggende viden om klimaet. Hvorfor er det en opgave for en journalistuddannelse?

Som journalist skal man have en grundlæggende viden om klima og bæredygtighed for at kunne stille de relevante spørgsmål til magthavere og industrien – generalistspørgsmål alene er ikke nok, hvis vi skal leve op til vores ansvar som fjerde statsmagt og gøre læserne klogere.

Klimadagsordenen er noget, ingen af os kan undsige os, og derfor er det afgørende, at alle mediefolk kan formidle den. Det handler ikke om at male dommedagsscenarier, men om at være kritisk, saglig og nuanceret, så man undgår polarisering.

Tre danske journalister stiftede i 2021 Klimajournalisterne for at styrke formidlingen af klimakrisen og danskernes forståelse af konsekvenser og løsninger. Har vi brug for flere specialiserede klimajournalister?

Ja, det tror jeg. Med fremkomsten af AI bliver generalisten formentlig lettere at erstatte end den fagjournalist, der kan analysere, perspektivere og trække på en dyb faglig viden og et stærkt, personligt kildenetværk.

Men med det sagt, så er der en grund til, at vi underviser alle kommende journalister i klima. Det er et område, der påvirker os alle sammen, og som rækker ind over alle andre fag- og stofområder – ligesom økonomi, som det også er godt at have en basal grundviden omkring i forhold til, hvem der skal betale for X og Y, og hvordan det kommer til at påvirke dette og hint.

Klimahistorier kan hurtigt blive dystre og skabe afmagt. Hvordan vil I lære de journaliststuderende at formidle klimakrisen på en måde, der ikke lammer, men engagerer læseren og giver handlekraft?

Det er vigtigt, at man udvider sit repertoire, så man ikke kun beskriver problemerne, men også udfolder løsninger og perspektiver.

Der er heldigvis masser af kritisk klimajournalistik, men det er vigtigt, at kritikken bliver rettet de rigtige steder hen, så vi ikke kun ligger og roder rundt i små petitesser og fodnoter, men får hævet blikket og sat fokus på de store spørgsmål og stillet de rette folk og industrier til ansvar.

Journalistik er et fag med en stærk faglig selvforståelse og en levende metadiskussion om etik og kernebegreber i talrige podcasts til tv-programmer. Men der er også nogle blinde vinkler, vi sjældent taler om: De klassiske nyhedskriterier og journalistiske grundbegreber, som måske på nogle områder er trænger til en opdatering for stadigt at være aktuelle. Det gælder blandt andet det klassiske objektivitetskriterium, hvor man skal høre begge sider af en sag. Det er en tilgang, der ikke altid passer til klimadækningen, der ofte kræver flere – og nogle gange færre – nuancer.

Du taler her om det, der bliver kaldt bothsideism – og som Fagbladet Journalistens tidligere chefredaktør Øjvind Hesselager har kaldt en ”journalistsygdom, der har forsinket klimakampen.” Er du enig?

Ja, for kriteriet om objektivitet kan give en falsk balance, hvis det tolkes sådan, at to modsatrettede synspunkter skal have lige meget plads og vægt – også selvom de ikke er lige gyldige eller velunderbyggede. Nogen – jeg husker ikke hvem – brugte dette billede: Hvis du står med din feberramte baby, og 99 læger siger, at du skal på hospitalet, mens én siger, at du bare skal tage hjem – hvem ville du så lytte til? Og ville du give dem lige meget spalteplads i din dækning?

Den videnskabelige konsensus om menneskeskabte klimaforandringer, forstået som bothsidesism, er nu så stærk, at tilstræbt objektivitet ikke giver mening. I stedet for at være neutral eller objektiv, ender man med at forvrænge sandheden, da man giver læseren indtryk af, at der er reel uenighed, når der i virkeligheden er bred videnskabelig enighed.

Men risikerer man ikke, at der kan sættes spørgsmålstegn ved journalisters uvildighed og neutralitet? Hvor går grænsen mellem journalistik og aktivisme?

Som journalist vil man meget nødigt fremstå aktivistisk – og det er der gode grunde til. Men nogle gange fører det til ’status quo-bias’, hvor man – formentlig ubevidst – reproducerer eksisterende magtstrukturer og normer. Det eksisterende er ikke neutralt, og det kræver lige så meget energi og arbejde at fastholde som at ændre. Derfor kan være en aktivistisk handling ikke at udfordre det bestående.

Vi har brug for en diskussion af, hvad objektivitet og aktivisme betyder i dag, og den diskussion skal vi have overalt i fagmiljøer og på medier og uddannelser. Der er brug for, at de klassiske nyhedskriterier og grundbegreber som objektivitet bliver diskuteret og måske opdateret.

Synes du, at man som journalist kan deltage i klimademonstrationer, støtte kampagner som ’Ryd fladen for klimaet’ eller skrive under på borgerforslag og underskriftindsamlinger om klima?

Det kan jeg ikke se noget problem i, fordi den videnskabelige konsensus er så stærkt funderet. Så det synes jeg egentlig er ret ukontroversielt.

Hvem vil du sende UBU-stafetten videre til – og hvad vil du spørge om?

Jeg vil gerne sende den videre til Andy Højholdt, der for nylig er blevet ansat som pædagogisk konsulent i Center for pædagogisk udvikling og digitalisering på DMJX. Han kommer fra Københavns Professionshøjskole, hvor han har arbejdet intensivt med UBU og været en af de centrale aktører i at integrere bæredygtighed i undervisningen på tværs af fag og niveauer. Han har både praktisk erfaring med undervisningsudvikling og strategisk blik for uddannelseskultur, og derfor vil jeg rigtig gerne høre, hvad han har at sige om dette spørgsmål.

Jeg vil gerne spørge ham:

Hvordan kan vi som uddannelsesinstitutioner arbejde med bæredygtighed, så det bliver en tilgang og ikke et tema? Og hvordan undgår vi, at det bliver endnu et add-on til undervisningsplaner og formålsparagraffer, der allerede er fyldt med andre områder og krav?