Stemningen er helt elektrisk, da klaveret slår de første takter an i gymnastiksalen i Grundtvigs Højskole i Nordsjælland. Bænket om fire langborde har både elever på skolen og gæster udefra nu i noget tid siddet og sunget sange fra den tykke blå højskolesangbog. Denne sang er dog noget helt specielt, for langbordene er blevet opdelt i grupper, og når omkvædet går i gang, skal man synge alt efter, hvor man sidder. Salen synger det første vers sammen, og så går det i gang.

”Bønder!” råber eleverne ved et af langbordene samtidig med, at flere springer op fra deres sæder.

”Tømrer!” gjalder det fra det modsatte langbord. Også her springer flere op.

”Jyske knejte!” afslutter de to midterste langborde, inden hele salen i fællesskab færdiggør omkvædet af ’Skippers Klements morgensang’ med ordene ”Nu skal vi sejre i grevens fejde”.

Hvor det i første omkvæd kun var de mest frembrusende elever, der springer op og råber, så er det til sidst næsten hele salen, der deltager. Og selvom aftenens møde hverken sker som del af en borgerkrig eller et ungdomsoprør, så er der alligevel en nærmest revolutionær stemning i salen, da sangen, der handler om oprør fra bunden, slutter.

Aftenens arrangement er en del af ’Syng, spis og snak – Naturen som folkesag’, der hele året foregår på højskoler landet over. Målet er at få det grønne tættere på hverdagen ved at gøre det til noget kulturelt, vi kan dele på tværs af generationer og forskellige baggrunde. Under mottoet ”Det Danmark, der synger sammen, hører sammen og handler sammen” håber højskolerne at gøre klimaet til en folkesag, når gæsterne synger om klima, dannelse og fælles kamp.

’Skipper Klements morgensang’ handler hverken om natur eller klima, men er skrevet i 1970 under ungdomsoprøret og bruger Grevens Fejde, borgerkrigen mellem adelen og bønderne i 1500-tallet, som symbol på folkelig modstand og kamp, selv når det virker udsigtsløst. Og på den måde passer den rigtig godt til klimakampen i dag, mener aftenens facilitator, Esther Michelsen Kjeldahl. Hun er medstifter af Den Grønne Ungdomsbevægelse og Fossilfri Fremtid, og hun har valgt, hvad aftenens gæster skal synge.

”Jeg håber sangene giver dem en masse nye perspektiver til deres klimasamtaler og politiske samtaler efterfølgende, og giver dem noget inspiration til nogle kampe, de skal kæmpe,” siger hun.

Generationsmøder

Aftenen starter dog ikke med sang. Først er det ’spis og snak’ det handler om. I begyndelsen er det hovedsageligt grupper af ældre, der sidder ved de fire fint pyntede langborde i gymnastiksalen. Men pludselig vælter det ind med højskoleelever, der også finder plads.

Selvom de ældre og de yngre hovedsageligt sidder sammen i grupper hver for sig, så opstår der naturlige skæringspunkter, hvor grupperne mødes. Og hvis man tror, de unge og de ældre ikke har noget at snakke om, så tager man fejl. Snakken går lystigt. Der er masser af ting, der binder generationerne sammen. Især aftenens andet fokuspunkt: musikken.

”Vi synger i kor, men vi har kun tre tenorer,” fortæller en af højskoleeleverne, da samtalen falder på, at både hun og den ældre deltager overfor hende ved bordet kan lide at synge i rytmisk kor.

”Vil I låne nogle stykker. De er godt nok i firserne,” lyder svaret kækt.

Eleverne er blevet forberedt på, at de skal prøve at tale med nogen, de ikke har mødt før, fortæller Annika Skjelborg på 21 år, der er elev på Grundtvigs Højskole.

”Vi fik at vide, vi skulle tale med nogen med en anden hårfarve end os selv,” siger hun.

Hendes højskoleveninde Sofie Svinth på 22 år synes, det er en god ide.

”Det skaber en meget hyggelig stemning. Vores to bordherrer har meget spændende at sige,” fortæller hun.

Bordherrerne er Per Andersen og Frank Hansen. Per Andersen på 79 år er tidligere gymnasielærer og gik selv på Grundtvigs Højskole i 1964.

”Jeg har altid syntes godt om højskoleidéen. Vi sidder her overfor de søde piger og har haft det rigtig sjovt,” siger han med et kæmpe smil, der holder igennem næsten hele aftenens arrangement.

Han er taget til ’Syng, spis og snak’ sammen med Frank Hansen, der er 72 år og tidligere fisketeknolog. Det gav god mening for dem at deltage i aftenen, fortæller de.

”Vi bor jo tæt på og kan godt lide at synge – og så er emnet i dag rigtig godt. Vi er gamle økologer, så vi interesserer os for det grønne. Mange ældre snakker bare med hinanden. Det er dejligt at møde de unge og tale med dem. Det er livsbekræftende,” fortæller Frank Hansen.

Gamle sange for moderne tanker

Efter aftenens første snak er faldet på plads, og den lækre vegetariske aftensmad er spist, er det tid til den del, der gør ’Syng, spis og snak’ så speciel: fællessangen. Ester Michelsen Kjeldahl introducerer sangene og fortæller, hvorfor hun mener, de stadig er relevante i dag, og hvad de fortæller om klima, miljø og natur.

”Jeg synes, at det er en rigtig fed og meget fællesskabsfremmende måde at samle sig om det her emne på. De her ofte gamle sange har så meget visdom i sig, og de taler ind i den tid, vi er i nu,” mener hun.

Ester Michelsen Kjeldahl fortæller, hvordan hun selv i mange år ikke havde en særlig intens forbindelse til naturen omkring sig – noget, hun mener, er typisk for mange mennesker i dag, især fordi så mange bor i byer. De første sange har hun derfor valgt, fordi de handler om verden omkring os eller har meget sanselige naturbeskrivelser.

De næste sange handler om dannelse og fælles handling. Da aftenen jo foregår på Grundtvigs Højskole, har hun valgt nogle sange fra netop Grundtvig, der handler om, hvem der har adgang til viden.

Mange mennesker i dag har nemlig ikke særlig meget viden om den klimakrise, der allerede nu har store konsekvenser for deres liv, fortæller hun. Det gør det svært for dem at handle. Men viden om klimaet kan hurtigt også gøre folk deprimerede. Derfor synes hun, at det er så vigtigt at kæmpe sammen.

”Jeg var meget mere deprimeret, da jeg stod alene i krisen,” siger hun.

Og det leder os tilbage til der, hvor vi startede, nemlig aftenens mest dramatiske øjeblik: ’Skipper Klements morgensang’. Den er del af det sidste område, Ester Michelsen Kjeldberg gerne vil inspirere til, nemlig forbindelsen mellem klimakrisen og klassekamp.

”Det er de rigeste, der udleder mest CO2. Samtidig kan de så flashe dyre, bæredygtige produkter. Det er helt vendt på hovedet,” mener hun.

Den norske antikrigssang ”Kringsatt av fiender” får også en plads i aften. Krig er der også mange, der tjener penge på, og krig er ikke kun tragisk, fordi det udsletter menneskeliv, men krigsmaskinen udleder også utrolig meget CO2, samtidig med, at krig stjæler opmærksomhed og penge fra den grønne omstilling, fortæller Ester Michelsen Kjeldberg. De tanker vækker genklang hos Frank Hansen.

”Sangen handler jo om en verden, der skal bevares. Og det er de unges, ikke vores. Det er skønt, der er nogle, der vil gøre noget. Det helt store problem er klimaet. Og det fylder forbandet lidt i denne krigstid,” siger han.

Men selvom det kan føles håbløst og er svært at holde fokus på klimakrisens trussel, så skal vi ikke give op, mener Ester Michelsen Kjeldahl. Vi har nemlig et modsvar til modløshed gennem nysgerrighed og den barnlige uskyld, som vi finder i sangene ’Jeg ved en lærkerede’ og ’Noget om kraft’. Det kan inspirere os til ikke at miste håbet.

”Vi skal ikke skamme os over at være naive. Det er en superkraft, når alt ellers er så kynisk,” siger hun.