“Vi skal stimulere fantasien som en del af den almene dannelse”

Mads Strarup
Vicerektor på Herlev Gymnasium & HF

Ja. Det skal vi. Og jeg er helt med på, at mange kan forbløffes over at læse det fra en uddannelsesmand som mig, der har min daglige gang i uddannelsessektoren.

Men jeg tror vi må erkende, at det alene at ’hælde mere viden på’ er utilstrækkeligt. Vi skyder som civilisation stadig en forkert kurs i et stadigt accelererende tempo.

Viden har vi overflod. Den berømte rapport ”Grænser for vækst” udkom i 1972, og 20 år senere blev det første COP-møde afholdt i Rio de Janeiro. Vi ved allerede alt for godt hvilken fremtid der venter vores børn og børnebørn.

Så – hvad er det, vi mangler? Måske er det uddannelsessektorens lidt glemte lillebror – dannelsen – som vi skal rette vores fokus på. Lidt fortegnet handler ’uddannelse’ om videnstilegnelse, mens ’dannelse’ i langt højere grad handler om hvilket menneske, du er. For dig selv, for dine medmennesker og for din omverden, og hvilke etiske fordringer du orienterer dig efter.

Jeg tror på, at vi skal stimulere fantasien, som en del af den almene dannelse. Faktisk er det ret enkelt; hvis vi skal kunne realisere anderledes planetære samlivsformer, så skal vi have forestillet os dem først. De kommer ikke af sig selv, og de udspringer ikke i sig selv af viden. De udspringer af mødet mellem fantasi og handlekraft. For mig handler det derfor også om at stimulere fremkomsten af, hvad man kunne kalde ’agens’ hos vores elever; troen på at jeg som individ betyder noget og kan gøre en forskel – at der er behov for netop mit bidrag. Se dét er dannelse til (frem)tiden.

“Fantasien rummer handlekraft”

Mette Hejn
Lærer på Lille Værløse Skole og Værløse kommunes naturfagskoordinator

Ja, det er en rigtig god idé at tage fat i de unges følelser og fantasi – jeg tror ikke, at vi kommer videre med at putte mere viden på dem. De har nemlig allerede en stor viden om klimaet, men   mangler ofte motivation og mulighed for at handle. I stedet for at fylde dem med endnu mere fakta, bør vi derfor vække deres nysgerrighed og lade deres undren styre samtalen. Der skal være noget på spil, og det sker kun, hvis vi lytter til de unge, og hvad der fylder for dem – frem for envejskommunikation den anden vej.

Greta Thunberg-bølgen er måske ovre for mange unge, der føler, at de voksne nu har overtaget klimadagsordenen og gerne vil proppe en masse viden ned i halsen på dem. Men i stedet, burde vi måske spørge: Hvad undrer jer? Det kunne for eksempel være, hvorfor vi ikke affaldssorterer i skolens faglokaler? Eller hvorfor de voksne ikke gør mere? Når elevernes egne spørgsmål danner grundlag for undervisningen, kan de se, at deres tanker og handlinger betyder noget.

Klimakrisen kan nemt virke uoverskuelig for mange unge, og man kan sidde med en følelse af, om det overhovedet betyder noget, hvad ”lille mig” gør. Men alle kan bidrage – og fantasien kan være et stærkt redskab til at finde løsninger. Jeg har for eksempel haft en gruppe elever, der lavede en video om, hvorfor børn ikke cykler til skole i stedet for at blive kørt af deres forældre. Det var en hel basal undren, der ikke handlede om fakta og vidensformidling. Jeg viste videoen til kommunens klimamedarbejder, der syntes, at den var skør, sjov og fantasifuld. Nu skal klassen op på rådhuset til maj for at præsentere deres idéer. Det er da fedt og handlekraftigt!

Børn ved godt, at klimaet har problemer – måske ikke i detaljer, men nok til at handle. Vi ønsker jo, at de også som voksne tænker bæredygtigt. Hvis vi kan skabe en følelse af forargelse, nysgerrighed eller engagement, kan det forhåbentlig forbinde dem til problemet på en anden måde – og dermed motivere dem til at tage stilling og finde løsninger. Fantasien rummer handlekraft, fordi den åbner nye perspektiver på, hvordan tingene kan ændres til det bedre.

“I et oplyst samfund må mindre viden aldrig være svaret”

Karsten Elmose Vad
Programleder for skoler og gymnasier, Center for Macroøkologi, Evolution og Klima (CMEC), Globe Institute, Københavns Universitet

Jeg mener ikke, at der eksisterer en modsætning mellem fakta og følelser i klimaundervisningen. Tværtimod bør de gå hånd i hånd. I et oplyst samfund må mindre viden aldrig være svaret.

God undervisning handler om at balancere viden og de pædagogiske greb, der vækker elevernes nysgerrighed, følelser og fantasi – altså det, man kalder fagdidaktik. Når vi for eksempel arbejder med natursyn, dilemmaer eller æstetik i naturfagene, gør vi det netop for at engagere eleverne uden dermed at give køb på det faglige indhold eller fakta.

Jeg kan derfor ikke genkende forestillingen om, at lærere og pædagoger ”presser viden ned i halsen” på eleverne. Udfordringen er snarere, hvordan vi formidler viden og fakta, så den fæstner sig hos eleverne – ikke om vi skal undlade den.

En ny undersøgelse fra EVA om unges syn på klimaet viser, at de unge, der ved mest om klimaforandringerne, også er de mest bekymrede. Men også at netop denne gruppe føler sig mest handlekraftige. Det bekræfter mig i, at viden ikke lammer – den gør os tværtimod i stand til at handle. Så hvis målet er handlekraftige unge, er viden helt afgørende.

Hvis vi vil gøre op med unges klimatræthed, skal vi altså ikke skære ned på fakta, men formidle dem bedre. Vi skal bruge æstetik, dilemmaer og sanselige greb i undervisningen, så eleverne ikke bare bliver bombarderet med tal og kurver, men også får mulighed for at mærke og forstå, hvad det handler om. Det kunne være elevernes egne observationer eller oplevelser frem for, at underviseren står ved en tavle og forklarer, hvordan det hænger sammen. Eller rollespil, der kan sætte følelser i kog – for eksempel, hvordan vi skal fordele vores arealer i Danmark. Hvor meget skal gå til landbrug, og hvor meget til beskyttet natur og bebyggelse? Det findes der ikke noget enkelt svar på.

Og så mener jeg også, at vi skal passe på ikke at lægge ansvaret for klimaet over på de unge. Jeg oplever, at min egen generation nogle gange venter på, at de unge rejser sig i et grønt ungdomsoprør. Det er forfejlet. Det er ikke de unges ansvar at rette op på de problemer, vi voksne har skabt. Vi skal klæde dem på med viden, så de kan forstå verden og træffe oplyste valg. Men vi skal ikke kræve, at de skal være mere klimaansvarlige end alle andre generationer.

De må gerne være trætte af at høre om klimakrisen – ligesom jeg var træt af tysk grammatik i min egen skoletid. Men det ændrer ikke ved, at de skal have redskaberne med sig. Jeg ser det som en uddannelsesopgave, at de har den rigtige viden – altså har de forstået, hvad det handler om, og hvilke muligheder og løsninger, der er? Så har jeg gjort mit arbejde godt nok, og så må de unge godt være trætte af at høre om det. Men hvor hvordan de vælger at agere i det og bruge den viden, det er deres eget ansvar – det skal vi voksne ikke blande os i.

Det er ikke unge menneskers klimatræthed, vi skal bekymre os om. Det er magthavernes og beslutningstagernes handletræghed.