
4 juni, 2025
Klumme: Bæredygtighed kan ikke være en teoretisk øvelse
Da erhvervsuddannelserne er tæt knyttet til praksis, må bæredygtighed aldrig blive en teoretisk øvelse, men skal kunne bruges og efterspørges i den virkelighed, eleverne møder uden for uddannelsen. Det mener UBU-partnerskabet for erhvervsuddannelser.
Af Søren Melcher, UBU-partnerskabet for erhvervsuddannelser
Bæredygtighed er ikke et nyt tema på erhvervsuddannelserne (EUD) og de forberedende grunduddannelser (FGU), og det er UBU-partnerskabet et rigtig godt bevis på. I partnerskabet for erhvervsuddannelser har vi været meget optaget af, hvordan vi bedst kan skabe grobund for, at bæredygtighed kommer til at indtage en større del af de mange forskellige typer uddannelser og brancher, som vores partnerskab repræsenterer.
Og der er virkelig meget i gang! Lige fra tømreruddannelsen på Herningsholm erhvervsskole, som udfordrer elevernes typiske materialevalg og tilgange, Hotel og Restaurantskolen, der arbejder strategisk med at sanseliggøre og differentiere undervisningen til FGU Hovedstaden, der arbejde med at involvere nærmiljøet i deres undervisning. Og der er mange flere eksempler.
Et særligt vilkår for vores uddannelser er, at de er tæt forbundet med praksis. Det gælder både praksistilknytning i undervisningen, i oplæringen og i undervisernes baggrunde. Derfor skal vi hele tiden forholde os til, at eleverne kan møde forskellige virkeligheder, og at bæredygtighed ikke kan være en teoretisk øvelse – det skal kunne bruges og efterspørges uden for uddannelsernes rammer.
På tværs af de nævnte eksempler møder eleverne også vidt forskellige udfordringer. Hos nogle uddannelser oplever eleverne kun bæredygtighed i skoleperioderne, mens det hos andre er oplæringsvirksomhederne, der sætter dagsordenen. Hos nogle er det eksamenerne, som bremser udviklingen og hos andre er det kulturer i virksomhederne. Men fælles for mange elever er et oprigtigt ønske om, at deres uddannelse skal give dem viden og handlekraft til at gøre en forskel, når de er færdige.
I partnerskabet for erhvervsuddannelser har vi besluttet at gribe den virkelyst, som allerede blomstrer og lade de forskellige indsatser og initiativer inspirere hinanden. Vi arbejder derfor lige nu for at stable en vidensdag på benene i 2026, hvor praktikere og eksperter kan dele viden og erfaringer med hinanden for derigennem at fortsætte den udvikling, som allerede er i gang.
Planlægningen er i fuld gang, men vi glæder os!
SERIE: Pulsen på UBU-partnerskaberne
Over 80 organisationer er gået sammen i UBU-partnerskaberne for at få bæredygtighed ind i alle hjørner af uddannelsessystemet. Men hvad laver de otte partnerskaber egentlig? Og hvilke nye tiltag er på vej? I denne klumme-serie giver vi ordet på skift til partnerskaberne.
UBU-partnerskabet for erhvervsuddannelser
Medlemmer af partnerskabet:
3F’s Byggegruppe
Aalborg Universitet, Institut for Bæredygtighed og Planlægning
Center for IT i Undervisningen (CIU)/Videnscenter for EUD
Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier (DEG) – Tovholder
Danske Landbrugsskoler
Danske SOSU-skoler
EEO
FGU Danmark
LH
Mellemfolkeligt Samvirke
NCE, KP
SOSU H
Uddannelsesforbundet
Ungdomsbyen
VIA University College
Videnscenter for Håndværk og Bæredygtighed
Vil du eller din organisation være med? Så kontakt:
Søren Melcher: som@deg.dk