Af René Foli, specialkonsulent ved VIA University College og tovholder i UBU-partnerskabet for korte og mellemlange videregående uddannelser

Verden er i opbrud. Klimakrisen, sociale spændinger og teknologiske forandringer skaber en virkelighed, hvor usikkerheden er blevet hverdag. Midt i denne tumultariske tid er der én ting, vi ikke må miste: De unge. Vi skal mere end nogensinde lytte til deres stemme for at sikre, at vi forstår dem, og vi skal turde tro på dem som vores håb for en bedre fremtid.

Nyere ungdomsforskning viser, at mange unge oplever klimaangst og frustration over manglende handling fra tidligere generationer. Ifølge den svenske forsker Maria Ojala er det afgørende at styrke unges evne til at håndtere klimaangst og finde håb gennem rollemodeller, aktiv deltagelse og konstruktiv handlekraft. Ojalas forskning peger på, at unge, der er engagerede i meningsfulde samtaler om bæredygtighed og får mulighed for at bidrage med deres perspektiver, udvikler en stærkere oplevelse af handlekompetence og fremtidshåb.

Vi uddanner ikke bare et fag, vi uddanner håbets arkitekter

Som uddannelsesinstitutioner i UBU-partnerskabet for korte- og mellemlange videregående uddannelser har vi et særligt ansvar. Undervisere på vores institutioner spiller en nøglerolle i at formidle viden og handlekompetencer til kommende fagprofessionelle. Men vi uddanner ikke kun fagprofessionelle, der kan teori og metode. Vi uddanner de mennesker, der skal holde den næste generation i hånden, når virkeligheden banker på. Og i dag banker virkeligheden virkelig på med en klimakrise, der kaster skygger ind over børne- og ungdomslivet.

Hvis vi fejler, risikerer vi at videreføre en ”dommedagspædagogik”, hvor tørre fakta om stigende verdenshave og tab af biodiversitet kun gøder jorden for afmagt og klimaangst. Børn spejler sig i de voksne, de omgås. Vi skal derfor (ud)danne studerende, der tør insistere på håbet. Ikke et naivt håb om, at ”det nok skal gå”, men det kritiske håb, der opstår, når man handler sammen.

Hvis vi fremadrettet fortsat vil skabe en ambitiøs og bæredygtig udvikling, må vi erkende, at vi ikke kan gøre det for de studerende. Vi er nødt til at gøre det sammen med dem. De unge på vores uddannelsesinstitutioner i dag er ikke kun passive modtagere af viden. De kan blive eksperter i deres fremtid og fremtiden for deres fagområde, hvis vi skaber rummet for det. Men det forpligter os på, at vi med de studerende som målgruppe, i endnu højere grad give plads til dialog om både deres angst, deres håb og engagement.

At lytte til de unge er ikke en venlig gestus – det er en nødvendighed

I et netværk, arbejder vi netop nu med at udvikle en podcast, der skal sikre, at unges stemmer bliver en integreret del af den pædagogiske praksis. Vi ønsker at skabe et rum, hvor unge kan dele deres perspektiver, og hvor undervisere kan hente inspiration til at styrke klimaengagementet i undervisningen. For når unge oplever, at deres stemme betyder noget, vokser både deres handlekraft og vores fælles mulighed for at skabe en bedre fremtid.

Målet med projektet er at styrke fokus på unges perspektiver i undervisning om bæredygtighed. Udvikle konkrete didaktiske redskaber til undervisere på professionsuddannelser og skabe et mere engagerende og relevant undervisningsforløb for de studerende.

De kommende år bliver afgørende. Hvis vi vil lykkes med bæredygtig udvikling, må vi lytte til de unge – ikke som en venlig gestus, men som en nødvendighed. For deres stemme og vilje er vigtigere end nogensinde.