Af Niels Larsen, ph.d. og partner i en NGO i Kenya

Omstillingen i uddannelsessektoren er i fuld gang mange steder i verden. Målet er både at give eleverne en solid faglig ballast og en form for dannelse, der integrerer bæredygtighed og klima på en måde, der peger fremad og giver håb.

Den største modbevægelse lige nu er idéen om kriseparathed som dannelse – en tilgang, hvor udsigten til kollaps og afmagt fylder mere end mulighederne for at handle. Når håbløsheden bliver den primære fortælling, risikerer den at udvikle sig til en slags eksistentiel uro. Omvendt kan et dannelsesideal, der fastholder håbet om en bæredygtig fremtid, give unge mennesker mere energi, handlekraft og lyst til at engagere sig aktivt.

Et af de mest håndfaste mål for, hvor hårdt menneskelivet presser planeten, er Earth Overshoot Day. I Danmark faldt den nationale dato i 2025 allerede den 19. marts. Fra den dag og resten af året bruger vi flere naturressourcer, end jorden kan nå at gendanne. Det betyder, at Danmark igen ligger blandt de lande med det tungeste økologiske fodaftryk og en af de tidligste overshoot-datoer.

I praksis lever vi, som om vi havde fire jordkloder til rådighed. Det placerer os i samme kategori som USA og andre højforbrugende lande, hvor miljøbelastningen pr. indbygger er ekstremt høj. Det er netop den slags tal, der fodrer mange børn og unges bekymring. Kontrasten er tydelig, når man ser mod lande, hvor presset på naturen er langt mindre, herunder i Kenya i Østafrika, hvor jeg ofte arbejder med udvekslingsprojekter.

Mere end nogensinde skal uddannelse styrke livsmodet – ikke dræne det. Når vi taler om UBU, handler det om, at elever og studerende får handlekompetence og mod til en fremtid, vi endnu ikke kender.

Den hollandske uddannelsesfilosof Gert Biesta beskriver, hvordan uddannelse i dag både skal støtte elevens selvforståelse (subjektifikation), give faglige kvalifikationer og forme sociale kompetencer. Men først og fremmest skal den hjælpe eleverne med at eksistere i og med verden. Det kræver, at de åbner sig for verden – og at verden åbner sig for dem. Når en lærer formår at forstyrre eleven på en kreativ og meningsfuld måde, sættes verden i spil. Biesta kalder det verdenscentreret uddannelse: Et møde mellem elev og omverden, der gør det muligt at handle frem for at resignere.

FN’s tiår for uddannelse for bæredygtig udvikling (2005–2014) blev et tydeligt signal til mange lande om at skærpe indsatsen. Det forpligtede dem til at formulere klarere mål og styrke arbejdet med bæredygtighed i både uddannelse og dannelse – på alle niveauer af undervisningssystemet.

Det skete dels, fordi bæredygtighed nu blev et nødvendigt begreb i både den formelle, uformelle og informelle læringsverden. Dels fordi FN-Universitetet i Japan etablerede et globalt netværk (Regional Centre of Expertise, RCE), som på mange måder mindede om den nordiske måde at tænke uddannelse på.

Tiåret kulminerede med lanceringen af de 17 verdensmål, der gav uddannelsessektoren et mere håndgribeligt sæt temaer og delmål at arbejde ud fra. Fra førskole til universitet kunne undervisere nu placere deres praksis i tydeligere udfordringer og omsætte dem til konkrete undervisningsprojekter.

Etablering af UBU-partnerskaberne

I 2021 viste en undersøgelse, at mindst 60 procent af danske lærere allerede bruger FN’s verdensmål som ramme for at arbejde med bæredygtig udvikling. Alligevel efterlyser mange flere konkrete eksempler – både fra forskningen og fra mere policy-orienterede miljøer, som kan inspirere undervisere og give dem mod på at gå dybere ind i temaet.

Udfordringen ved denne globale policy-tilgang er, at de 17 Verdensmål let kan komme til at svæve højt over praksis. Det kan være svært at oversætte brede, internationale mål (Sustainable Development Goals, SDGs) til lokale, håndgribelige undervisningsforløb – særligt i grundskolen og ungdomsuddannelserne – og dermed til en didaktik, lærerne tydeligt kan se sig selv i.

I Danmark er der desuden tegn på en vis mæthed. Flere skoler oplever, at eleverne er trætte af at høre om Verdensmålene, og nogle lærere gentager de samme greb år efter år uden at skabe den forandring, der gør stoffet levende. Når eleverne ikke oplever, at undervisningen ændrer deres forståelse af forbindelsen mellem teori og handling – eller omvendt, at handlinger kan åbne for en dybere forståelse af eksempelvis de planetære grænser i relation til hverdagslivet – risikerer man, at engagementet forsvinder og erstattes af håbløshed eller uro.

Der ses samtidig en tendens til, at undervisere trækker sig mod det meget nære og personlige. De bliver i det Biesta kalder subjektifikation – den inderlige, sansende del af elevens udvikling. Men det er kun én side af sagen. For uddannelse handler ikke kun om at vende blikket indad, men også om at åbne sig mod verden. Det kræver, at undervisningen skaber forbindelser mellem elevens erfaringer og de større udfordringer, der former den tid, de skal leve i.

Det er opløftende, at der i de senere år – blandt andet inspireret af RCE Denmark – er opbygget et bredt partnerskab på tværs af uddannelserne, de såkaldte UBU-partnerskaber. Med statslige og private bevillinger har partnerskabet fået mulighed for både at støtte de enkelte uddannelser i deres arbejde med bæredygtighed, ofte med afsæt i Verdensmålene, og skabe dialoger på tværs, som styrker sammenhængen mellem uddannelse og bæredygtig udvikling.

UBU-partnerskaberne omfatter over 80 organisationer, der alle arbejder for at integrere Uddannelse for Bæredygtig Udvikling i hele uddannelsessystemet. Det fungerer som et åbent kommunikations- og handlefællesskab, hvor institutionerne kan samarbejde på lige fod og sætte fælles initiativer i gang. Som partnerskaberne selv beskriver det: Vi deler viden om eksisterende UBU-aktiviteter og udvikler nye initiativer på skoler og institutioner. Samtidig forsøger vi at påvirke beslutningstagere og politikere for at skubbe uddannelserne i en mere bæredygtig retning – både i undervisningen, i driften og i samarbejdet med omverdenen.

Partnerskaberne blev etableret i foråret 2022 som et resultat af elev- og studenterbevægelsen, Den Grønne Ungdomsbevægelses kampagne Uddannelser for Fremtiden samt RCE Denmark. Siden har partnerskaberne udarbejdet en rapport, kommet på finansloven og er blevet støttet af Villum Fonden, Grundfos Fonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden.

Lukker vi os om os selv?

Partnerskaberne, skolerne og de mange institutioner, der arbejder med UBU, bør i højere grad rette blikket ud mod verden. En af udfordringerne ved UBU-partnerskaberne er, at de let kan lukke sig om sig selv og blive for interne – organisatorisk, nationalt og næsten introverte.

Partnerskaberne kan skabe stærke faglige miljøer og gode dialoger, men hvis ambitionen er at arbejde systemisk eller efter en helskoletilgang, kræver det et mere nysgerrigt, udadvendt blik, ”hel-verdens tilgang”: internationalt, globalt og, som Gert Biesta formulerer det, verdensvendt. Det gælder både i forhold til de planetære grænser, der ikke følger nationale skel, og i forhold til pædagogik, didaktik og faglighed, som må række ud over den enkelte skole og det nationale perspektiv. En egentlig helskoletilgang.

Her kan RCE-netværket tilbyde netop de forbindelser og samarbejdsmuligheder, der åbner verden op. Uddannelsesinstitutioner rundt om i verden står ofte klar til at indgå i fælles projekter. Det har jeg selv oplevet i de udvekslingsforløb, jeg har været med til at udvikle mellem danske erhvervsskoler og Kenya (RCE Greater Nairobi) om bæredygtigt byggeri. Projekterne har både givet konkrete erfaringer med bæredygtige byggemetoder – Biestas kvalifikation – og styrket elevernes interkulturelle kompetencer – Biestas socialisation. Det skaber håb og livsduelighed, ikke bare viden.

Der er rig inspiration at hente globalt. Samtidig er det ikke overraskende, at verden er mangfoldig, også når det gælder grundlæggende uddannelses-, dannelses- og didaktiske forståelser, der spænder fra det kontinentale til det angelsaksiske. Et oplagt sted at begynde er dog de nordiske lande, hvor pædagogiske og didaktiske traditioner ligger tættere på de danske, og hvor begreber som det tyske dannelsesbegreb bildung stadig spiller en central rolle. Det beskriver individets moralske, sociale og kulturelle udvikling og ligger nært op ad Biestas subjektifikation, hvor det enkelte menneske møder verden med sit eget perspektiv.

Men netop derfor varierer tolkningen af de 17 Verdensmål – og ikke mindst implementeringen af dem i skolernes praksis, særligt Verdensmål 4 om kvalitet i uddannelse og delmål 4.7 – betydeligt fra land til land.

Mere verdensvendt

Det er nok en lettere tilnærmelse at kalde UBU Partnerskabernes definition af UBU for en national strategi, da den jo ikke er vedtaget i folketinget, men båret frem af fremsynede organisationer, enkeltpersoner og politikere. Den lyder således: Uddannelse for Bæredygtig Udvikling (UBU) har fokus på det brede bæredygtigheds-begreb og dermed forholdet mellem den miljømæssige, sociale og økonomiske bæredygtighed. UBU bygger på systemisk tænkning og tværfaglighed, hvor elever, studerende og kursister udvikler kompetencer til at kunne reflektere, identificere og handle på deres viden om bæredygtige problemstillinger, dilemmaer og udviklingsmuligheder.

Definitionen fastholder den pædagogiske ramme og den klassiske tredeling fra Brundtland – miljø, socialt og økonomi – og placerer UBU tydeligt i uddannelsessammenhængen. Den danske tilgang er generelt mere dannelsesorienteret end i mange andre lande. Ser man på Biestas tre nøglebegreber for uddannelse fylder subjektifikationen markant mere i Danmark. Her er elevens identitet, dømmekraft og møde med verden en central del af forståelsen af bæredygtighed.

Samtidig er RCE-arbejdet i Danmark blevet mere usynligt, efter at UBU-partnerskaberne er kommet til. I andre lande spiller RCE-centrene fortsat en tydelig rolle. Det blev klart i november, hvor over 200 repræsentanter fra RCE-netværket mødtes i Japan til den årlige verdenskonference.

Det rejser spørgsmålet: Kommer vi faktisk tættere på den verdensvendte undervisning, som Biesta beskriver, gennem den danske UBU-tilgang? Eller bevæger vi os længere ind i vores egen nationale forståelse af bæredygtig dannelse?