Af Birgitte Helbæk Marcussen, lektor ved VIA University College og tovholder i UBU-partnerskabet for voksen- og efteruddannelse

Jeg har gennem mange år arbejdet for, at uddannelse for bæredygtig udvikling (UBU) bliver en integreret del af voksen- og efteruddannelse. Alligevel bliver jeg stadig overrasket og rørt, når jeg ser, hvor meget der kan ske, når mennesker får tid og rum til at udvikle deres kompetencer sammen.

I EU-projektet TEACH4SD samarbejder vi om fælles ’UBU-kompetenceudvikling’ for undervisere på SOSU-Østjylland og oplæringsvejledere i Aarhus kommune. Det er nemlig dem, der har ansvaret for at uddanne eleverne på skolens erhvervsuddannelse – de kommende faglærte i den primære og sekundære sundhedssektor. Og dem, som på alle måder er faglige eksperter.

Men, når det handler om at integrere bæredygtighed i deres praksis, er mange af dem faktisk nybegyndere. Og derfor er det centralt, at kompetenceudviklingen møder dem, der hvor de er, og giver dem mod til at være nysgerrige, kritiske, undersøgende og eksperimenterende. Samtidig giver samarbejdet deltagerne et fælles sprog omkring bæredygtighed og fornemmelsen af at arbejde mod det samme mål.

Praksisfællesskabet skal tages alvorligt

På erhvervsuddannelserne bevæger eleverne sig mellem skolen og oplæringsstedet. To forskellige institutioner, som begge er centrale og forbundne aktører i det, man kan kalde for sundhedssektorens praksisfællesskab. Og netop forbundetheden er vigtig at have for øje her. For hvis UBU reelt skal medvirke til en omstilling af sektoren i en mere bæredygtig retning, så er det vigtigt, at to så tæt forbundne aktører arbejder tæt sammen.

For at skabe en ny kultur, hvor bæredygtighed er en selvfølgelig del af hverdagspraksis, må undervisere og oplæringsvejledere udvikle fælles forståelser og igangsætte dialoger og handlinger, der går på tværs af de to institutioner. For kun sådan kan der skabes en praksis, som kommer videre til eleverne, og som eleverne kan være medskabere af.

Et aktuelt eksempel på områder, der kan udvikles, er hygiejne, som er et bærende og ufravigeligt princip i sundhedsvæsenet. Men også et princip, der aktuelt medfører et højt forbrug af engangsmaterialer, hvilket er et dilemma i forhold til bæredygtighed. Her kan undervisere og oplæringsvejledere spørge hinanden og deres elever: Hvordan kan vi med et fokus på bæredygtighed skabe en kultur, hvor vi er kreative og samtænker hygiejne og bæredygtighed?

Svaret er ikke ligetil, og det kræver mod at stille det – for svaret kan betyde, at der skal ændres på praksis. Men meget peger på, at det netop er den type spørgsmål, vi skal turde stille, hvis noget skal forandres. Spørgsmål, hvor svaret skal trække på nuværende faglig viden samtidig med, at det har blik for nuværende handlingers bagvedliggende paradokser og tør åbne for muligheden for at noget måske kan gøres anderledes.

I uddannelsessammenhænge er det essentielt at ’uddannerne’, her undervisere og oplæringsvejledere, klædes på til netop at forme uddannelse, som tør bringe den slags spørgsmål på banen. Og samarbejder mellem organisationer styrker modet og følelsen af en fælles retning i sektorens overordnede praksisfællesskab.

Nye opmærksomheder og opdagelser

Store omstillinger begynder ofte i det små. I TEACH4SD-projektet arbejdede deltagerne netop med at omsætte nye opmærksomheder til konkrete idéer til læringsforløb for deres elever. Ét af forløbene, udviklet i samarbejde mellem skole og oplæring, havde fokus på at styrke elevernes refleksion i hverdagen. Gennem refleksionskort i oplæringen blev bæredygtighed koblet direkte til elevernes konkrete oplæringsmål. Altså ’bæredygtighedsopmærksomhed’ som en integreret del af fagligheden.

For en del af deltagerne, var det en overraskelse, at UBU ikke nødvendigvis handler om at revolutionere sin undervisning og vejledning. Det kan selvfølgelig også være et mål. Men det første og vigtigste skridt er, at man som underviser skaber nye opmærksomheder – og rum i læreprocesserne, hvor eleverne begynder at se, tænke og handle anderledes.

Så – sæt i gang med UBU-kompetenceudvikling i alle sektorer! Lad relevante fællesskaber på tværs af sektorens organisationer vokse og lad os turde give UBU volumen i voksen- og efteruddannelsesfeltet.
Lysten er der. Behovet er der. Og helt ærligt – er det reelt en mulighed at lade være?