Af Rune Boelsmand Bak, uddannelsespolitisk næstforperson i Danske Studerendes Fællesråd og tovholder på UBU-partnerskabet for lange videregående uddannelser

Der skal skub i forandringerne mod bæredygtighed på de lange videregående uddannelsesinstitutioner.

Dermed ikke sagt, at der ikke er nogen forandringer i gang, for faktisk er der mange lovende takter ude i æteren. Flere uddannelsesinstitutioner, for eksempel DPU, vil bruge kandidatreformens krav om nye kandidatuddannelser på 75 ECTS-point som springbræt til at lave de bæredygtige uddannelser, som ikke før har kunne finde plads. Studenterråd over hele landet arbejder både med og mod institutionernes ledelser for at skabe grønnere og mere retfærdige undervisningsmiljøer.

Den faglige og sociale interesse for bæredygtig uddannelse er national, men mange af miljøerne, der skubber dagsordenen, er lokale. Det er de, fordi de opererer i lokale kontekster med lokale muligheder og udfordringer, traditioner og blind spots. Dermed er deres lokalitet nødvendig for at skabe forandringen netop der, hvor de er. Men samtidig er den en åbenlys udfordring, fordi den bæredygtige forandring kun kan lykkes i samspillet mellem det lokale og det nationale.

UBU-partnerskaberne er netop nationale. Inden for deres områder er de brede. Partnerskabet for lange, videregående uddannelser består blandt andet af studerende, undervisere, uddannelsesledere, organisationskonsulenter og NGO-folk, og medlemmerne kommer fra alle regioner.

Dét er partnerskabets største styrke. Eller rettere, største potentiale. For desværre, mener jeg, bliver det potentiale sjældent forløst.

Hele den nationale mobilisering kunne tænkes som en hær, der mønstrer, når nødvendigheden viser sig. Hvert et partnerskab en brigade, som har en særlig, stedspecifik mission. De fleste møder og interaktioner, brigadens medlemmer indgår i, forløses fredeligt gennem dialog og diskussion, men nogle slag må udkæmpes. Og kamppladserne er rodede og mudrede. De mange dagsordner, der kæmper om plads, har vidt forskellige mål og videnskabsteoretiske grundantagelser. Ikke nok med det, så er den bæredygtige dagsorden i sig selv en kampplads. Den har ikke en velkendt, cementeret målsætning, og dens grundantagelser er mangefacetterede.

“UBU i sjælen”

Det er ikke en ukendt problematik at stå i. Utallige bevægelser for forandring har stået over for denne type udfordringer. Og det er netop det, partnerskaberne er: En bevægelse. I partnerskabet for lange, videregående uddannelser er vi mest af alt enkeltpersoner, som kommer fra forskellige organisationer, frem for repræsentanter for disse organisationer. Som et andet partnerskabsmedlem for nyligt sagde, har vi ”UBU i sjælen”, og det er jeg enig i. Men jeg savner, at min UBU-fyldte sjæl er del af en samlet fremfærd med mine åndsfæller.

Den største potentielle styrke, vi i partnerskabet kan mønstre, er den store diversitet af roller, organisationstyper og aldersgrupper, vi er opbygget af. Samlet set er det rum, vi skaber, med et af de mest diverse rum på UBU-området i hele sektoren. Dermed kan vi analysere, understøtte og kritisere sager på området med størst mulig bredde, og følgelig levere de mest kvalificerede indlæg om sagerne.

I partnerskabet bruger vi især vores diverse sammensætning til at vidensdele, og til at inspirere og bekræfte hinanden i vores drift for kvalificeret, bæredygtig uddannelse. Det har været ufatteligt givende for mig, og de indsigter, som jeg har fået ved at have den ret nemme og regulære adgang til så dygtige interessenter, har været fuldstændig afgørende for, at jeg har kunne varetage studerendes interesser på UBU-området. Det er jeg meget taknemmelig for.

Jeg mener dog, at vi bør bruge vores samarbejde og diversitet en del mere offensivt. Partnerskabet bør være brigade, der kan kæmpe med i relevante kamparenaer, når det er nødvendigt. En muskel, som kan spændes, når der skal lægges arm med uvildige systemer og modsatrettede dagsordner – både på institutionerne og i politiske fora. Det kræver, at partnerskabet sætter sig selv i karakter over for samfund, uddannelsesledere og ordførere. Lad os spænde op og komme i gang.