
3 juli, 2025
Klumme: Unge stemmer og stærke netværk skal styrke bæredygtighed i videregående uddannelser
Hvordan oplever unge bæredygtighed i deres hverdag og undervisning? Det undersøger UBU-partnerskabet for korte og mellemlange videregående uddannelser i den kommende podcastserie Unge stemmer. Håbet er, at podcasten kan inspirere undervisere og starte en dialog om, hvordan man inddrager unge i undervisningen – og styrker deres håb og handlekraft.
Af Line Louise Hansen, UBU-partnerskabet for korte og mellemlange videregående uddannelser
Hvad betyder bæredygtighed egentlig for unge på professionshøjskoler og erhvervsakademier?
Det spørgsmål stiller vi os selv i UBU-partnerskabet for korte og mellemlange videregående uddannelser – og vi tror på, at svaret skal findes sammen med de unge, ikke kun om dem.
Vi arbejder for, at Uddannelse for Bæredygtig Udvikling (UBU) bliver en integreret del af hverdagen på både erhvervsakademier og professionshøjskoler. Det kræver en systematisk indsats på tværs af fag og institutioner – men også, at vi skaber rum for unge stemmer og erfaringer. For bæredygtighed er ikke kun et indhold, der skal undervises i. Det er også en følelse, en virkelighed og en motivation, som unge i dag tager med sig ind på studiet.
Podcast skal løfte unges perspektiver
Derfor har vi igangsat projektet Unge stemmer – en podcastserie med fortællinger fra unge i alderen 18–24 år, der sætter ord på deres forståelser af bæredygtighed, deres drømme for fremtiden og deres oplevelser af undervisningen. Serien skal både inspirere undervisere og skabe ny dialog om, hvordan man inddrager unges stemmer i undervisningen – og styrker deres håb og handlekraft.
Podcastene bliver ledsaget af refleksionsspørgsmål og guides, som kan bruges i undervisning og workshops. Vi håber, at materialet, når det er færdigt, kan åbne for samtaler, der går tættere på de unges virkelighed – og dermed også peger frem mod endnu mere engagerende og relevante undervisningsformer.
Mod et stærkere og mere samlende netværk
Samtidig arbejder vi for at styrke det tværinstitutionelle samarbejde – og for at skabe et netværk, hvor man som medlem både får og giver værdi. Vi vil have flere unge med, flere praktikere og flere inspirerende møder på tværs. For bæredygtighed er komplekst – og det kræver både fælles sprog og fælles handling, hvis det skal blive en del af hverdagen på landets videregående uddannelser.
Derfor har vi også sat gang i udviklingen af et tværgående kompetenceudviklingsprojekt, der skal understøtte underviseres arbejde med UBU på tværs af fag og institutionstyper. Det handler om at styrke handlekompetencen hos både undervisere og studerende – og om at gøre bæredygtighed til en integreret del af videregående uddannelser.
Partnerskabet spænder bredt geografisk og fagligt – og netop derfor ser vi det som vores styrke, at vi løfter i fællesskab. Med Unge stemmer, nye partnerskaber og øget videndeling vil vi tage næste skridt mod et uddannelsessystem, hvor bæredygtighed ikke er et tillæg – men et vilkår, vi uddanner og danner til.
SERIE: Pulsen på UBU-partnerskaberne
Over 80 organisationer er gået sammen i UBU-partnerskaberne for at få bæredygtighed ind i alle hjørner af uddannelsessystemet. Men hvad laver de otte partnerskaber egentlig? Og hvilke nye tiltag er på vej? I denne klumme-serie giver vi ordet på skift til partnerskaberne.
UBU-partnerskabet for korte og mellemlange videregående uddannelser
Medlemmer af partnerskabet:
Absalon
CPH Business
Dania Erhvervsakademi
Danske Erhvervsakademier
Danske Professionshøjskoler
DESO
DM
DMJX
KEA
Københavns Professionshøjskole
Lærerstuderendes Landskreds (LL)
Organisation for Professionshøjskolestuderende
Pædagogstuderendes Landssammenslutning (PLS)
Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende (SDS)
Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS)
UC Syd
UCL
UCN
VIA University College
Vil du eller din organisation være med? Så kontakt:
Jeppe Kiel Christensen: jkcn@via.dk
Line Louise Hansen: elha@cphbusiness.dk