
22 september, 2025
Klumme: Vi skylder børnene mere end gode intentioner
Det er ikke nok at præsentere børn og unge for verdens problemer – de skal også have lige adgang til viden, praktiske færdigheder og kreative måder at handle på. Netop derfor er UBU-partnerskaberne vigtige: De giver gejst og fællesskab ved at bryde siloerne ned og løfte i flok.
Af Sanni Maria Pedersen Korsgaard, UBU-partnerskabet for dagtilbud og naturformidler i teamet Børn, Natur og Miljø i Københavns Kommunes Afdelingen for Bæredygtig Udvikling (ABU)
I en tid med globale udfordringer, der kræver omstilling, nye vaner og friske perspektiver, er det afgørende at stå sammen i stærke handlefællesskaber med en fælles vision for en bæredygtig fremtid. Det giver energi og holder gejsten oppe.
Netop dét kan UBU-partnerskaberne. På min egen arbejdsplads, hvor vi til daglig understøtter lærere og pædagoger i arbejdet med natur, udeliv, science, STEAM, biodiversitet og bæredygtighed, giver det stor mening at være en del af partnerskabet. Ikke kun fordi vi kan bidrage med vores viden og erfaringer, men også fordi vi får indblik og udsyn i, hvordan andre sektorer arbejder med de samme udfordringer.
Stort og engageret netværk
UBU-partnerskaberne arbejder på flere fronter. Dels politisk – hvor vi presser på for, at alle elever, kursister, lærlinge og studerende får Uddannelse for Bæredygtig Udvikling. Dels praktisk – hvor vi udvikler og afprøver didaktik, metoder og tilgange, der kan engagere og involvere. I Afdelingen for Bæredygtig Udvikling har vi erfaring med praksisnære forløb, hvor børn og unge dannes gennem konkrete aktiviteter: køkkenhaver, værkstedsaktiviteter, udeskole, genbrugsworkshops, fællesskabende bålmad, krible-krable-forløb, makerspaces om vindenergi og projekter, der kobler sprogfag med forsyningsteknologi. Den viden deler vi gerne. Men vi er mindst lige så nysgerrige på at høre, hvordan andre steder arbejder med undervisning i bæredygtighed.
Som medlem af UBU-partnerskaberne får man et stort netværk af engagerede mennesker, der alle arbejder for mere bæredygtighed i hver deres sektor. Det er et stærkt felt af aktører på tværs af uddannelsessektorer, som er repræsenteret ved organisationer, fagforeninger, forskere og praktikere – alle nogen der vil noget, og som ønsker at bidrage til den grønne omstilling ved at danne, uddanne og inddrage børn, unge og voksne med grønne kompetencer. Det er fantastisk at se alle de lokale initiativer og igangsatte projekter, der bliver taget rundt omkring i partnerskaberne.
Klæde børn på til at handle
For mit eget partnerskab for dagtilbud har det været virkelig meningsfuldt at samarbejde om et fælles projekt, som nu er blevet til inspirationsmaterialet Bæredygtig Dannelse i dagtilbuddet. Det føles stærkt at stå med noget konkret i hænderne – og vi glæder os til at brede det ud og arbejde med at få det implementeret ude i institutionerne.
For mig er det vigtigt, at bæredygtighed ikke er forbeholdt de få, men bliver noget, vi alle tager del i. Det handler også om social lighed. Alle børn og unge skal have mulighed for at forstå, at livet i naturen – og dermed vores livsgrundlag – er på spil. De skal have lige chancer for at handle på den viden, de får, og for at finde deres egne meningsfulde måder at engagere sig på.
Vi skal ikke præsentere børnene for én opskrift på ”det rigtige liv” – og vi skal slet ikke give dem skyld og skam. Vi skal i stedet klæde dem på med viden, kritisk sans, kreativitet, mod og praktiske færdigheder. Så kan de gå ud i verden og skabe forandringer – og måske finde løsninger, vi andre slet ikke kan forestille os endnu.
Mere lighed i bæredygtighed
Det er dog desværre ofte de samme ildsjæle, der står alene med bæredygtighedsdagsordenen ude på skoler, institutioner og uddannelsessteder. De brænder for sagen, men skal næsten på egen hånd løfte en hel skole eller en hel daginstitution. Men den grønne omstilling kan ikke bæres af enkeltpersoner. Den skal være et fælles ansvar. Bæredygtig dannelse bør være en integreret del af kernefagligheden – på linje med det at lære at læse, skrive og regne.
I UBU-partnerskaberne har vi mulighed for at bryde siloerne ned og tale sammen på tværs. Og her ser jeg, hvor meget vi faktisk kan lære af hinanden. Vi, der arbejder med de helt små, kan inspirere dem, der arbejder med unge på vej ud i voksenlivet – og omvendt. På den måde kan vi bygge et mere sammenhængende uddannelsessystem, hvor ingen står alene, og hvor overgange bliver lettere.
Måske er det netop en praksisnær, naturbaseret tilgang med fokus på trivsel, der kan blive vores fælles afsæt? For vi skylder børnene og de unge et uddannelsessystem, der giver dem handlekraft, håb og kompetencer til at skabe forandring – ikke kun gode intentioner.
SERIE: Hvorfor er UBU-partnerskaberne vigtige?
Over 80 organisationer er gået sammen i otte UBU-partnerskaberne for at få bæredygtighed ind i alle hjørner af uddannelsessystemet – fra ble til ph.d. Men hvad sker der egentlig i partnerskaberne? Og hvad får medlemmerne selv ud af at være med – både fagligt og personligt? I denne klumme-serie giver vi ordet til dem, der driver arbejdet i partnerskaberne indefra.