Elias Dalgaard spørger:

Hvad har været det sværeste kompromis, du som studerende og aktivist har måttet indgå i kampen for at gøre Københavns Universitet mere bæredygtigt – både i strategi og praksis? Og har det ændret din tro på, om aktivisme faktisk kan skabe reel forandring?

Det er jo nok desværre ens lod som aktivist, at det ofte ender med utilstrækkelige kompromisser. Da jeg i efteråret 2023 var med i kampagnen mod Københavns Universitet, var målet at få indskrevet bæredygtighed som en af de tre strategiske ambitioner i den nye 2030-strategi. Det fik vi desværre ikke igennem, selvom vi havde lavet en masse materialer og strategi til bestyrelsen, der var rimelig plug’n’play.

Vi var over 100 studerende, der mødte op til demonstrationer, når KU’s bestyrelse holdt vigtige møder. Så selvom vi ikke fik bæredygtighed ind som en selvstændig ambition, betød vores kontinuerlige pres og tilstedeværelse, at bæredygtighed blev skrevet ind i de tre hovedambitioner – og i et stærkere sprog – end det formentlig ellers var blevet. Desværre er det stadig formuleret i nogle lidt abstrakte vendinger – og som ambitioner og ikke konkrete mål, så man ikke kan holde nogen op på det.

Så selvom det godt kan virke lidt demotiverende, når man ikke i første omgang lykkes med sit mål, så kan aktivismen godt ryste andre ting af sig. For eksempel er der kommet et nyt klimaråd, og vi sidder med i den strategigruppe, der arbejder med bæredygtighed og forskning. Det er første gang, at KU inddrager studerende og forskere i det arbejde – før har vi stået udenfor og råbt. Så ja, jeg har fortsat en stor tro på, at aktivisme skaber reel forandring.

Hvad er det, du helt konkret mener, at Københavns Universitet bør gøre anderledes?

På driften kan man sætte konkrete mål for fx en mere plantebaseret kantine, ressourceforbrug og CO₂-udledninger. Og det er der heldigvis også opmærksomhed på. Men der mangler i høj grad fokus på, hvordan vi får integreret bæredygtighed i al forskning og undervisning. Vi arbejder lige nu på at indføre et obligatorisk basisfag om bæredygtighed på alle fag og kurser, hvor de studerende lærer om de planetære grænser, tipping points og bæredygtighed – de helt basale ting. Det kan indføres allerede fra næste semester.

Og så er der et mere langsigtet spor, som vi også arbejder på. Det handler om systematisk at integrere bæredygtighed i alle pensa og studieplaner – og efteruddanne underviserne i, hvordan de kan undervise i dette på en inspirerende og spændende måde. Alle studerende skal lære, hvorfor bæredygtighed er vigtig for vores fremtid – og hvordan klimaforandringerne og presset på vores planetære grænser påvirker ens egen uddannelse og faglighed helt konkret. Når man bliver kandidat fra Københavns Universitet, skal man vide, hvordan klimaforandringerne påvirker ens (arbejds)liv – og hvordan man igennem sin universitetsuddannelse har fået kompetencerne og fagligheden til at handle.

Men selv det langsigtede spor skal indføres hurtigt muligt – gerne inden for et år, da tiden er helt afgørende, når det kommer til de økologiske kriser. Vi er allerede bagud, og tiden arbejder ikke med os. Vi har allerede overskredet seks ud af ni planetære grænser, og vores udledninger skulle have peaket for længst. Så det skal ikke være om 20 år, men nu.

Du studerer statskundskab med speciale i klima- og miljøpolitik. Det lyder umiddelbart som om, at du er godt rustet til at arbejde for en mere bæredygtig fremtid – hvad er det, du savner i din egen uddannelse?

Man skal kende sine egne privilegier – og ja, jeg har lært meget om bæredygtighed og klima, som er min kernefaglighed, på statskundskab. Problemet er, at du kan gå igennem en hel universitetsuddannelse – også på statskundskab – hvor du stort set ikke stifter bekendtskab med klimaforandringerne og de planetære grænser – og deres betydning for politik. Hvis du eksempelvis er meget interesseret i offentlig administration, kan du godt forlade faget med meget lidt kendskab til de økologiske kriser. Men man skal ikke kunne forlade et universitet – vores højeste uddannelsesniveau – uden at forstå de økologiske kriser, og hvordan de bør indtænkes i ens kommende job.

Kan du huske en begivenhed eller et øjeblik, der for alvor kickstartede dit engagement i klimakampen og for mere bæredygtige uddannelser – og som stadig driver dig i dag?

Jeg kan tydeligt huske, da jeg gik i gymnasiet og havde undervisning i naturgeografi. Vores lærer viste os grafer over korrelationen mellem menneskeskabte CO₂-udledninger og jordens temperaturstigning. Det var første gang,  jeg så, hvor grelt det stod til – allerede dengang. Jeg kan huske, at jeg ikke helt kunne tro på det – for så ville vi jo ikke blive med at køre rundt i forurenende dieselbiler og fortsætte, som om intet var hændt. Så ville vi da gøre noget!?

Det fyldte meget i mit hoved – hvad skulle jeg gøre ved det? Da jeg flyttede til København for at læse, stødte jeg på Den Grønne Ungdomsbevægelse, som var lige præcis det fællesskab, jeg havde savnet – hvor man kunne handle og være aktiv på en god måde. En af de første kampagner, jeg arbejdede på, var faktisk optakten til det, der blev til UBU-partnerskaberne. Sammen med blandt andre Uffe Elbæk skrev vi den strategi for bæredygtighed på uddannelserne, der blev til den store UBU-rapport, der blev afleveret til den daværende undervisningsminister. Det var en fed følelse! At vi blev inddraget og lyttet til – og fik indflydelse.

I efteråret 2024 deltog du i en sultestrejke i syv døgn sammen med andre unge for at lægge pres på forhandlingerne om den grønne trepart. Hvordan oplevede du at måtte tage et så voldsomt værktøj i brug i aktivismens navn?

Vi havde i Den Grønne Ungdomsbevægelse forsøgt at få et møde med minister Jeppe Bruus (S) i evigheder – vi havde i fem år gjort brug af de konventionelle metoder: skrevet debatindlæg, afholdt demonstrationer og protester og endda været med til at danne en forening og udgivet bogen ”Levedygtigt Landbrug”. Men der var bare ikke hul igennem. Så vi følte os nødsaget til at tage mere drastiske midler i brug, og vi var derfor en større gruppe på 11, der sultestrejkede foran ministeriet, mens flere hundrede andre bakkede op. Og det virkede. For allerede første dag af sultestrejken blev vi inviteret ind til en snak med Jeppe Bruus.

Debatten om landbruget har været meget præget af teknikaliteter. Men det handler jo grundlæggende om liv – hvordan landbruget påvirker naturen, der omgiver os, fordi man ikke ønsker at omstille til et regenerativt landbrug. Så der er også brug for følelser og sansninger i debatten – hvad er det for et samfund og natursyn, vi ønsker at have? Derfor er sultestrejke også effektivt som værktøj på flere planer – vi sætter vores egen krop på spil, så der kommer en anden alvor ind.

Og så betød kampagnen, at vi vandt fortællingen om det danske landbrug. Politikere og lobbyister fra Landbrug & Fødevarer har turneret rundt i årevis med løgnen om, at Danmark har verdens mest bæredygtige landbrug. Det passer ikke. Og der gav sultestrejken os et talerør for at bygge et andet narrativ om det danske landbrug.

Hvad betyder fællesskabet i Den Grønne Ungdomsbevægelse for dig og din aktivisme? Hvad kan du bruge bevægelsen til?

Det betyder alt. Jeg ved ikke, hvordan jeg ville lave aktivisme uden. Det er meget nemmere at lave ting, der batter, når man er flere om det. Vi er gode til at rykke, og det er ret vildt, at vi kan få stablet så store ting på banen så forholdsvis nemt og hurtigt. Og så er det bare fedt at være omkring andre og have et handlingsfællesskab med folk, der forstår én og er lige så bekymrede for de eskalerende økologiske kriser.

Vi er også gode til at være der for hinanden og har stor fokus på den mentale bæredygtighed, som er helt afgørende for, at man ikke brænder ud. Tidligere så vi nok klimakampen som et sprint – alt var lige vigtigt og akut – mens vi nu har lært, at det er et maraton.

Du arbejder også med begrebet trivselsøkonomi gennem organisationen WEAll DK. Hvad betyder det i praksis – og hvordan hænger det sammen med den måde, vi tænker uddannelse og bæredygtighed på i dag?

WEAll DK (eller Alliancen for trivselsøkonomi) er den danske gren af Wellbeing Economy Alliance, der er en global bevægelse, der arbejder for en økonomi, hvor BNP ikke er udgangspunktet for, hvordan man måler velstand og fremgang i samfundet. Når der er krig, eller man bygger motorveje, så stiger BNP, men hvis man udvider den offentlige transport eller investerer i natur eller omsorg, så vil BNP falde. Det er jo helt hul i hovedet. BNP er et dårligt og forældet mål, hvis man vil afspejle, hvordan et samfund rent faktisk har det – både for mennesker og for naturen.

Finansministeriets regnemodeller måler udelukkende den værdi, der kan omsættes til penge og markedspriser. Men store dele af vores samfund kan ikke opgøres på den måde. Vi skal derfor udvide værdibegrebet, så det også indeholder fx værdien af naturen og det ulønnede omsorgsarbejde i hjemmet. Vi skal skabe et nyt økonomisk system, der har som øverste formål at tjene trivsel for alt liv – både menneskers og resten af planetens. Og der kan for eksempel uddannelse og de øvrige Verdensmål være blandt de indikatorer, man måler på.

Det, man har gjort i Wales, hvor man har spurgt befolkningen: Hvad er vigtigt for jer, for at I har et godt liv? Og det har man så opsat en række trivselsmål for, som al lovgivning skal følge. En særligt udpeget kommissær skal så følge op på tværs af ministerier, om lovgivningen lever op til målene – og det har blandt andet sat en stopper for samtlige nye vejprojekter.

Hvis man indførte noget lignende i Danmark, ville det også betyde, at værdien af bæredygtig uddannelse blev opprioriteret. Vi skal have en samtale om, hvilke ting og hvilke former for arbejde der faktisk skaber værdi i samfundet.

Når det hele måske kan føles tungt og op ad bakke – hvad holder dig oppe?

Den bevægelse og det fællesskab, jeg er en del af i Den Grønne Ungdomsbevægelse. Der er så meget sejt arbejde, der bliver lavet hver eneste dag. Det giver mig håb. For vi ville ikke lægge så mange kræfter i noget, hvis vi ikke også troede på, at det nytter. Så længe man bare også husker, at håb er noget aktivt – man kan ikke bare læne sig tilbage og være passiv og håbe, at andre vil gøre noget ved problemerne.

Handling skaber forandring – og håb om det bedre. Og vi kan se, at vi har opnået mange ting allerede. Så jeg vil blive ved med at kæmpe og tro på, at vi har gang i det rigtige. At der er brug for systemforandring og ikke blot de lappeløsninger, vi ser i dag. Det er det lange seje træk, hvor vi skal have ændret vores kollektive overbevisninger i samfundet. Vi skal tale om tingene på en ny måde – der skal en kulturændring til. Og vi er med til at skubbe på den forandring. Det giver mig håb.

Hvem vil du gerne sende UBU-stafetten videre til? Og hvad vil du gerne spørge om?

Jeg vil gerne sende stafetten videre til Benjamin Bøgen Pedersen, der læser International Business på CBS og er en del af CBS Sustainability Student Board og medlem af regeringens Ungeklimaråd.

Han inspirerer mig, fordi han i øjeblikket tager en nødvendig kamp med sit universitet om det manglende fokus på de økologiske kriser på uddannelsen. Det kræver virkelig mod! Det minder lidt om den kamp, vi tog med KU, men Benjamin gør det på sin egen måde: Han bruger sin personlige historie og taler højt i medierne, og det synes jeg er enormt sejt.

Jeg vil gerne spørge ham:

Hvordan har det været – også personligt – at stille sig frem og kræve mere fokus på bæredygtighed? Og hvordan er det blevet modtaget?