En gorilla kigger nysgerrigt, men nervøst frem bag en stor gråsort betonsøjle midt i, hvad der ligner et forladt urbant industriområde. Lidt derfra drikker en antilope af en beskidt vandpyt, inden den kigger op, vifter med ørene og sætter i løb. Det samme gør gorillaen, der får følgeskab af en zebra og en hunløve, der udstøder lyde, som kun dyr i panik kan gøre. De er på flugt. Fra klimaforandringer og naturødelæggelse, der har destrueret deres levesteder.

Selvom de vilde dyr ser fuldkommen livagtige ud, er de dukker i naturlig størrelse lavet af pap og andre genbrugsmaterialer – og ført af mennesker. De er en del af ”The Herds” – eller på dansk: Flokken. En kæmpemæssig kunst- og klimamarch, der skal sætte fokus på et økosystem, der er ved at kollapse.

Den 9. april startede dyreflokken sin mere end 20.000 kilometer lange rejse fra Kinshasa ved Congodeltaets bred. Herfra vil de mere end 100 vilde dyr rejse gennem 11 lande i Afrika og Europa som et symbol på deres flugt fra klimakatastrofen. I hver by kommer flere lokale dyr til, der vil stoppe trafikken på spektakulære lokationer og interagere med publikum. Flokken kommer også igennem Danmark til juli for at ramme slutdestinationen i Polarcirklen til august.

Vække følelser og forståelse

Folkene bag projektet kalder det ”storskala, borgerinddragende kunst i verdensklasse” og håber, at det kan få lokalsamfund, unge, klimaeksperter, kunstnere og civilsamfundsledere til at gå sammen på tværs og kræve klimahandling.

”Vi kan ikke skabe forandring, hvis folk ikke føler en forbindelse til naturen. Klimaforandringer kan ikke bekæmpes med løftede pegefingre og en masse tørre tal. Vi er nødt til at vække folks følelser og tilknytning,” forklarer Sille Sterll, der skal udvikle de danske events, når marchen til juli når til Aarhus og København.

Vi skal sanse, mærke, lytte og røre for at forstå, hvorfor naturen er vigtig, mener hun. Og et vigtigt element i ”The Herds” er derfor, at publikum bliver en aktiv del af oplevelsen. For når man ser en papløve blive vækket til live og interagerer med den, vil man også føle en forbindelse, mener Sille Sterll.

Hun håber, at projektet kan være med til at plante et frø og skabe et engagement, der presser på for forandring nedefra.

”Det kræver global politisk handling, hvis vi skal bremse den globale opvarmning. Men hvis vi føler os forbundet med naturen, tror jeg også, at vi er mere tilbøjelige til at vælge nogle politikere, der vil gøre noget ved problemet,” understreger Sille Sterll.

Gimmick eller reel forandring?

Men kan politisk kunst og performances som ”The Herds” egentlig gøre en forskel – eller er det bare sjove gimmicks, vi ser på eller deltager i, men hurtigt glemmer igen?

Både i Danmark og internationalt har der været eksempler på kunstneriske happenings, der har skabt massiv opmærksomhed. Tænk bare på det russiske punkkollektiv Pussy Riot, der blev fængslet for en protest i en kirke for kvinders rettigheder – eller på den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson, der anbragte 12 kæmpemæssige blokke af grønlandsk indlandsis på Rådhuspladsen for at sætte fokus på klimaforandringer.

Ifølge Asker Bryld Staunæs, kunstner og ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, er der ingen modsætning i, at politisk kunst både kan være alvorlig og underholdende. Faktisk er det ofte den legende idé – gimmicken – der for alvor prikker til systemet, mener han.

“I projekter som ”The Herds” bliver samfundet betragtet som ét stort kunstværk. Politisk kunst virker, hvis den viser, hvordan verden kunne se ud, hvis tingene var anderledes – i stedet for bare at pynte, flår den plasteret af og blotlægger problemerne,” forklarer han.

Han ser ”The Herd” som en fin politisk gestus – især hvis det formår at skabe nye samarbejder mellem kunstnere og aktivister på tværs af grænser. Han har dog et forbehold:

”Hvis formålet er, at publikum skal mærke forbindelsen til naturen og dermed kunne vælge mere ansvarlige politikere, når projektet ikke meget længere end en vellykket rundvisning i Zoologisk Have,” vurderer han.

Han fremhæver kunstneren Joseph Beuys’ projekt fra 1980’erne, hvor han og en gruppe frivillige plantede 7.000 egetræer, der alle var ledsaget af en sort basaltsten. Stenene blev først flyttet, når et nyt træ blev plantet, og det krævede, at borgere selv tog del i arbejdet. Projektet skabte stor debat og modstand, men i sidste ende måtte politikerne overtage ansvaret for træerne – og opgive en række planer om byudvidelse.

”Politisk kunst opnår først betydning, når den nødsager samfundet til at tage ansvar og skaber anderledes deltagelse,” understreger Asker Bryld Staunæs.

Vild undervisning

En del af ”The Herds” er også et omfattende og visuelt lækkert undervisningsmateriale, ”Luk vildskaben ind” (dog kun på engelsk), hvor børn og unge i grundskolen kan lære mere om de forskellige vilde dyr og deres levesteder – og også selv kreere små modeller af de store vilde dyr i pap.

”Når børnene selv er med til at skabe deres eget nuttede bæltedyr i pap, bliver det også mere nærværende og relevant. Så får de forhåbentlig lyst til at undersøge, hvordan dyret lever, og hvorfor det og dets levesteder er truet,” forklarer Sille Sterll og uddyber:

”Når man skaber noget med sine hænder, får man en anden forståelse og tilknytning, da det taktile aspekt sætter sig dybere i bevidstheden.”

Styrke fantasi og mod

Det er en tilgang, som Klaus Rubin, lektor i drama og teater på VIA University College i Aarhus, bakker fuldstændig op om. Han samarbejder med det danske team bag ”The Herds” om at bruge projektet i sin undervisning af de pædagogstuderende. I løbet af foråret skal de studerende blandt andet bygge vilde dyr til flokken og lære, hvordan man får dem til at bevæge sig og optræde.

”Det er vigtigt for mig, at de studerende får noget fysisk i hænderne,” forklarer Klaus Rubin. ”Vi lever i en meget digital tid, så de skal lære at skabe noget selv, der styrker deres fantasi – for det får de brug for i pædagogfaget.”

Han fremhæver, at arbejdet med at gøre et kæmpe papdyr levende, kan bruges direkte i de kommende pædagogers arbejde med børns motorik og kropslige bevidsthed.

”Når man arbejder med en dukke eller imiterer et dyrs bevægelser, lærer man at se og mærke bevægelserne på en ny måde. Man arbejder først med sin egen krop – og derefter kan man guide børnene.”

Klaus Rubin håber, at hans studerende kan få besøg af nogle af de afrikanske dukkeførere, der har været med til at udvikle og skabe de store papdyr i ”The Herds”.

”De kan forhåbentlig være med til at lære vores studerende om en helt anden tradition og kultur – og jeg håber, at det giver nogle af dem blod på tanden til at tage med marchen helt til Polarcirklen!” lyder det fra Klaus Rubin.

”Det er langt sjovere og mere meningsfuldt for de studerende at skabe noget, der faktisk skal bruges til noget og kan være med til at gøre en forskel,” understreger han.