I en dyster fremtid koster hvert åndedrag penge. Kun de rige har råd til kvalitetsilt. Liam og Alex kæmper for at skaffe penge nok til ilt til sig selv og den respirator, der holder deres mor i live. Men i jagten på penge og ilt bliver de fanget i et livsfarligt spil.

Nogenlunde sådan lyder det dystopiske plot i første bind af serien Iltjagt af den danske forfatter Nicole Boyle Rødtnes. Serien, der vandt Orlaprisen i 2024, er såkaldt cli-fi – eller klimafiktion – en relativt ny retning inden for skønlitteraturen, der sætter fokus på konsekvenserne af de menneskeskabte klimaforandringer. Genren udforsker, hvordan verden kan komme til at se ud, hvis den globale opvarmning fortsætter – og stiller skarpt på menneskets egen rolle og ansvar og ikke mindst vores forhold til naturen.

For 29-årige Cecilie Kirkeløkke, der blev færdiguddannet lærer i januar, er klimakrisen en hjertesag både fagligt og personligt. Hun satte sig derfor for at undersøge dansklæreres brug af klimafiktion i sit afsluttende bachelorprojekt på læreruddannelsen.

I en tid, hvor mere end hver tredje elev i folkeskolens ældste klasser bekymrer sig om klimakrisen er der derfor et uudnyttet potentiale i klimafiktion, mener hun.

”Der er meget snak om klimaangst, så jeg ville gerne undersøge, om klimafiktion kan engagere eleverne på en anden måde – og om det er noget, som lærerne overhovedet kender til,” forklarer Cecilie Kirkeløkke, der er uddannet i linjefagene dansk, tysk og håndværk & design.

Men hvad er det så fiktionen kan, som fakta ikke kan?

”Selvfølgelig skal skolen klæde eleverne på med viden og fakta. Men den skal også danne os som mennesker og udvikle elevernes fantasi og handlekraft. Fiktion kan vække følelser og sanser – og på den måde styrke elevernes forbindelse til naturen,” forklarer Cecilie Kirkeløkke.

”Når vi lever os ind i andre mennesker og får vores empati i spil, kan vi bedre reflektere over vores egen rolle i verden – og dermed også bedre forestille os alternativer og en mere bæredygtig fremtid.”

Lærere har berøringsangst

Cecilie Kirkeløkke undersøgte i sin opgave en håndfuld læreres kendskab til og brug af klimafiktion i danskundervisningen. Et kendskab, der var begrænset, viste det sig.

Det skyldes flere ting, vurderer Cecilie Kirkeløkke. Genren er som begreb relativt ny, så mange lærere har formentlig ikke stiftet bekendtskab med den – og så ligger der også et element af ”plejer”, når lærerne, der i forvejen er pressede på tid, skal forberede undervisning.

Ligesom flere af lærerne, Cecilie Kirkeløkke har interviewet, også fremhæver, at mange andre emner og temaer fylder hos eleverne og derfor også er vigtige at inddrage i undervisningen.

Og så er der et element af berøringsangst.

”Mit indtryk er, at mange lærere er bange for at fremkalde eller forværre en klimaangst hos eleverne. Og flere af lærerne føler sig ikke klædt på til at håndtere denne angst,” mener Cecilie Kirkeløkke og fremhæver, at det ikke er et krav at inddrage klimafiktion ifølge Fælles Mål for danskfaget eller et fagligt område på læreruddannelsen.

Men lærerne skal ikke være så bange for at skabe frygt og afmagt hos eleverne, mener hun. Mange børn går nemlig allerede rundt med disse tanker, så lærerne har derfor mulighed for at skabe et trygt og tillidsfuldt rum, hvor eleverne kan tale om de store og svære emner.

Med lys i mørket

For der kan ligge en forløsning og handlekraft i at være sammen i det svære, forklarer Cecilie Kirkeløkke, der blandt andet i sin opgave inddrager såkaldt dunkel pædagogik.

Dunkel pædagogik er formuleret af Martin Hauberg-Lund Laugesen, postdoc ved Syddansk Universitet, og handler om at skabe læring gennem følelsesmæssig og sanselig intensitet – også når det indebærer ubehag, chok og tvivl.

”Pointen er, at læreren ikke skal dulme virkeligheden, men turde vise den i al dens alvor – uden at lukke oplevelsen med hurtig trøst eller færdige løsninger. For i det ubehagelige ligger en dybere erkendelse og dermed en dannelse,” forklarer Cecilie Kirkeløkke.

”Noget af den undervisning jeg selv husker bedst fra min egen skoletid, har været den, hvor min krop også har været med. Hvor jeg følte en vigtighed.”

Lærerens opgave er derfor at tale med eleverne om, hvilke følelser det bringer frem i dem, når de læser om ubehagelige fremtidsscenarier, som i Iltjagt herover – frygt, skyld, håb, ansvar? Med andre ord at turde gå ud i mørket, men med lys i lommen.

”Det er en balance mellem afmagt og overvældelse – og så håb og handling,” forklarer Cecilie Kirkeløkke og understreger, at særligt håbet har været vigtigt for hende at fremhæve.

”Der må og skal være håb, så eleverne ikke bliver magtesløse. Og forhåbentlig kan de så være med til at sprede ringe i vandet, hvis de også tager snakken med deres forældre over middagsbordet.”

Indstillet til pris

Én, der mener, at Cecilie Kirkeløkke har fat i den lange ende, er Søren Riis, der er lektor på læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole.

Han var vejleder på hendes bachelorprojekt, som han syntes så godt om, at han indstillede det til en pris på Lærerprofession.dk med begrundelsen: “I sit fremragende bachelorprojekt forfølger Cecilie Kirkeløkke en tydelig lærerfaglig interesse (…) og både dansklæreres tanker om arbejdet med klimafiktion – og klimafiktion i sig selv – er noget som både nuværende og kommende dansklærere kan blive lidt klogere på ved at læse Cecilies projekt.”

Cecilie Kirkeløkke vandt desværre ikke en pris. Men hun håber, at hendes projekt kan være med til at udbrede kendskabet til klimafiktion – og give flere lærere mod på at bruge det i deres undervisning.

”Folkeskolens formål er at danne eleverne, og alle lærere har et ansvar for at inddrage natur og klima – også de humanistiske fag. Men mange lærere føler sig ikke klædt godt nok på til at undervise i klimafiktion, blandt andet fordi det ikke er en del af læreruddannelsen eller den litterære kanon. Det skaber usikkerhed om metode og form,” understreger Cecilie Kirkeløkke.

Hun mener ikke, at der er nok politisk bevågenhed om klimaet – hvilket også afspejler sig i folkeskolens bestemmelser. Hun har derfor et opråb til politikerne:

”Sæt klimafiktion på dansk litteraturs kanon!”