
Strategier om bæredygtighed er ligegyldige, hvis de ikke bliver forbundet med konkrete handlinger, lyder det fra Anne Vang, rektor på Københavns Professionshøjskole, KP, en af landets største uddannelsesinstitutioner.
16 marts, 2025
Rektor på KP: ”Det, som ledere lyser på, får lov til at brænde”
Hvis bæredygtighed og den grønne dagsorden skal blive en naturlig del af uddannelserne, skal ledelsen bakke aktivt op. Det mener rektoren for en af landets største uddannelsesinstitutioner.

Anne Burlund
Journalist
Bæredygtighed i børnehøjde. Grønne skoler. Verdensmål i undervisningen. Bæredygtighed og grøn omstilling er blevet hot topics og et brandingparameter på uddannelsesinstitutioner landet over – og med god grund.
Men hvordan sikrer man, at de flotte ord i skåltaler og strategipapirer ikke bare bliver netop ord, men følges op af konkret handling? Og hvordan sikrer man, at bæredygtighed ikke bare bliver et ”add-on” – en ekstra opgave og byrde for både undervisere og elever – men noget, der naturligt indgår i undervisningen og i institutionernes dna?
Strategier er nemlig ligegyldige, hvis de ikke bliver forbundet med konkrete handlinger, lyder det fra Anne Vang, rektor på Københavns Professionshøjskole, KP, en af landets største uddannelsesinstitutioner med 21.000 studerende og 1.800 ansatte.
Det er vigtigt, at uddannelse for bæredygtig udvikling bliver skrevet ind i de centrale styringsredskaber
Anne Vang, rektor på Københavns Professionshøjskole, KP
For nylig gæstede hun UBU-døgnet, hvor UBU-partnerskabernes styregruppe mødtes til workshops og videndeling. Her delte hun ud af KP’s erfaringer med at arbejde med uddannelse for bæredygtig udvikling.
”Det er vigtigt, at uddannelse for bæredygtig udvikling bliver skrevet ind i de centrale styringsredskaber. Og jo mere konkret, jo bedre, hvis man skal skabe resultater,” understreger hun.
Ledelsen skal støtte op om ildsjæle
Ifølge Anne Vang er det vigtigt som institution at drøfte, om den grønne dagsorden skal drives centralt fra eller overlades til lokale initiativer. For arbejdet med bæredygtighed er ofte båret af ildsjæle, der brænder for en bestemt sag.
I en rapport fra Nordisk Ministerråd fra 2021 lød konklusionen ligeledes, at det primært er de skoler, hvor lærere eller ledere brænder særligt for den grønne dagsorden, der har et skærpet fokus på bæredygtighed.
På KP har man ifølge rektoren valgt en model, hvor institutionen skaber rammen – for eksempel ved at indskrive bæredygtighed i de studieordninger, der sætter retningen for undervisningen. Men de konkrete tiltag afhænger i høj grad af undervisernes engagement.
”Vi kan godt vedtage en masse strategier og tiltag centralt, men det er først, når for eksempel en underviser selv synes, det er vigtigt, at det udmønter sig i konkrete handlinger,” understreger Anne Vang og nævner en gruppe undervisere på KP, der har taget initiativ til et undervisningsforløb i bæredygtighed for lektorer.
Skub på for den grønne dagsorden
Ildsjæle findes på mange niveauer, mener hun. Det kan både være studerende, forskere, undervisere eller ledere på en institution, der går forrest med de grønne faner.
Hendes erfaring er, at det lykkes bedst de steder, hvor der både er en underviser- og en lederildsjæl, der kan understøtte og løfte hinanden. Hvis man for alvor skal rykke, er det nemlig vigtigt, at ildsjælene ikke bliver overladt til sig selv, så de løber panden mod en mur og brænder ud, understreger rektoren.

Anne Vang, rektor på Københavns Professionshøjskole, KP, i samtale med Thomas Ravn-Petersen, direktør i Verdens Bedste Nyheder, til UBU-døgnet i begyndelsen af marts. Foto: Anne Burlund
”Når der opstår et lokalt initiativ, er det vigtigt, at vi som ledelse støtter aktivt op om det. For det, man som leder sætter lys på, får ofte lov til at brænde,” siger hun.
Man kan dog ikke brænde lige meget for alle dagsordener som topleder, understreger hun. Og det er derfor vigtigt, at man forsøger at skubbe på og påvirke ledelsen, hvis man som medarbejder brænder særligt for eksempelvis bæredygtighed og den grønne dagsorden. Viden og kendskab har nemlig stor betydning, når man som ledelse skal prioritere, forklarer hun.
”Man har jo sine mærkesager og ting, man som menneske og leder er særligt optaget af,” siger hun. ”Men jeg kan jo godt mærke, hvis folk virkelig mener det, de siger – og brænder for noget. Og så vil jeg gerne lytte,” forklarer hun.
Det samme gør sig gældende, hvis uddannelse for bæredygtig udvikling skal løftes op på et nationalt plan – og blive top of mind hos politikere og beslutningstagere. Her lyder rektorens klare råd til alle, der arbejder med UBU: ”Hold fast og skub på!”