”Man skal tænke sig godt om, når man drømmer om grønne aktivistfabrikker”

Mads Strarup, vicerektor på Herlev Gymnasium & HF

På spørgsmålet om, hvor jeg placerer mig mellem aktivisme og faglighed, har jeg det nok lidt som den canadiske premierminister, Mark Carney, der i sin Davos-tale i januar klogt fandt et balancepunkt mellem den gamle og den nye verdensordens ideallinjer. Ligesom ham, accepterer jeg ikke dikotomien og vælger derfor at placere mig et tredje sted – i dannelsen.

Dannelse er et svært ord at indkapsle. For mig er ethvert ordentligt dannelsesbegreb fyldt med værdier om og forventninger til det gode (liv, menneske, handlinger) uden, at individet hverken anonymiseres eller instrumentaliseres.

Dannelse skal altid invitere kritik indenfor, og aldrig flirte med det indoktrinerende. Og det er her, min hovedanke findes; hvis elever og studerende skal være grønne aktivister, så er vi foruroligende tæt på at have sat indoktrineringen i system. Det er både forkert, og jeg tror, at det på sigt også skaber mere modstand end nogle af os ’klimatosser’ egentligt har lyst til – og derfor skal man tænke sig rigtig godt om, når man drømmer om uddannelser som grønne aktivistfabrikker. Uanset hvor meget den grønne dagsorden har desperat behov for borgere, der hårdnakket kaster sig ind i kampen.

Omvendt er ’ren’ faglighed langt fra heller at foretrække. Læs Zygmunt Bauman ’Modernitet og Holocaust’, og mærk stille kvalmen indfinde sig. Barbariet brudt ned i enkeltdele – opdelte tekniske procedurer, udarbejdet af højt uddannede mennesker uden etisk apparat til at sige fra eller med overblikket til at se og forstå, hvad det er, der egentligt foregår. Fagligheder opererer således aldrig i etiske tomrum. De er altid placeret i en verden, hvor diverse hensyn skal tages i betragtning, og afgørelser træffes. Og derfor er dannelse vigtigt. Det giver faglighed en nødvendig etisk toning.

Derfor er der i disse år mere end nogensinde før brug for en tæt forbindelse mellem grøn omstilling og dannelse. I insistereren på, at individualitet og kritik altid skal være til stede, men samtidigt vide, at selv de mest veluddannede mennesker kan begå de mest uhyrlige handlinger, hvis de ikke dannes med et stærkt værdikompas.

”Uddannelsernes vigtigste opgave at give elever og studerende indsigt i, at klima er i alt”

Stine Bardeleben Helles, forperson i Klimabevægelsen

Det er altid spændende at reflektere over, hvordan vi styrker klimahandlingen i samfundet, både hos politikere, virksomheder og borgere. Og det er vigtigt at huske, at elever og studerende er borgere med masser af forbindelser til familie, venner, studiejob-kolleger, lokalsamfund og så videre. De er også fremtidens ledere, kolleger, politikere og meningsdannere.

Derfor mener jeg, at uddannelsessystemet helt overordnet skal danne elever og studerende til at være oplyste borgere, som har beredskabet til at vælge at engagere sig i grøn aktivisme. Aktivisme her forstået meget bredt, så det spænder over alt fra civil ulydighed og andre markante aktionsformer til virksomhedsaktivisme, samfundsdebat og hverdagshandlinger. Vi har nemlig brug for det hele, hvis vi skal vende den katastrofale kurs mod klimakollapset:

Vi har brug for engagerede, oplyste borgere, som i deres liv involverer sig på alle de niveauer og med alle de handleformer, som tilsammen kan ændre samfundet.

I det perspektiv er uddannelsernes vigtigste opgave at give elever og studerende to afgørende indsigter:

At klima er i alt. Det er ikke en selvstændig, afgrænset ‘faglighed’ eller et emne, som man kan blive færdig med at beskæftige sig med. Det er et grundvilkår, hvad enten vi taler om sundhed, økonomi, byggeri, investering, fødevarer, trivsel, velfærd, eller international politik. Betydningen af klimaforandringerne bør medtænkes i alle faglige temaer, så de studerende opnår en forståelse for, at de uanset fag og interesser skal have klimabevidstheden med i deres fremtidige virke, hvis de skal lykkes med det, de hver især brænder for.

Og at handlekraft og handlemod ikke er forbeholdt de få. At dannelse også handler om kompetencer og mod til at sætte sit aftryk på verden. At ingen er magtesløs, selv om det nogle gange kan føles sådan. Og at klima er et fælles problem, hvor hver enkelt har potentialet til at finde sin egen vej til at bidrage med en lille brik til den store bevægelse væk fra en uholdbar fremtid. Dét er den demokratiske dannelse i nye klæder, hvor vi hver især erkender, at det ikke er nok at sætte sit kryds hvert fjerde år, men at alt, hvad vi som mennesker beskæftiger os med, har indflydelse på den fælles fremtid – og at vi netop derfor har mulighed for at gøre en forskel med det, vi så vælger at gøre.

”Uddannelserne er forpligtet til at vise elever og studerende, at de kan gøre en forskel”

Elise Sydendal, Den Grønne Ungdomsbevægelse

Det er selvfølgelig vigtigt, at elever og studerende bliver klædt fagligt på med viden og indsigt om klima- og biodiversitetskrisens omfang og konsekvenser. Men dette alene motiverer ikke nødvendigvis til handling. Tværtimod risikerer man at skabe modløshed, apati og handlingslammelse. For hvis ikke informationer om krisernes skræmmende realiteter bliver fulgt op af motivation og håb, kan tanken let snige sig ind: Hvad betyder jeg overhovedet i alt dette? Hvilken forskel kan jeg gøre?

Her har uddannelserne en helt afgørende mulighed for – og forpligtelse til – at vise elever og studerende, at de faktisk kan være med til at gøre en forskel. De kan præsentere dem for forskellige muligheder for at skubbe på for forandring og dermed give dem agens til at engagere sig i klimakampen.

Klimaaktivisme kan være én vej til dette, og det har det været for mig. Det har været et sted for mig at møde andre, der har det på samme måde som mig, hvor jeg kan dele mine tanker og følelser. Og så har det været et rum, hvor jeg sammen med andre kunne kanalisere mine svære følelser omkring kriserne og fremtiden over i nutidig handling. Derfor synes jeg, at elever og studerende bør præsenteres for aktivisme som en måde at engagere sig i klimakampen og få vist den brede palet af handlinger, som det kan indebære.

Når det er sagt, tror jeg også på, at der er mange andre vigtige måder, man kan engagere sig på, som uddannelsesinstitutionerne også bør vise frem. Det kan være, at man melder sig ind i et politisk parti. Det kan være, at man arrangerer en debat eller tøjbyttemarked på sin skole. Det kan være, man finder et af mange forskellige typer grønne fællesskaber – måske væk fra byen, hvor man får hænderne i mulden.

Det vigtigste her er, at uddannelsesinstitutionerne tager ansvar for en demokratisk dannelse og underviser i, at demokrati handler om mere end at sætte sit kryds på en stemmeseddel med jævne mellemrum, hvis vi ønsker et levende demokrati. Demokrati handler om aktiv deltagelse. De økologiske kriser kommer til at have konsekvenser for os alle, og derfor bør vi alle også engagere os i dem på den ene eller anden måde. Uddannelserne bør altså styrke den demokratiske værktøjskasse, og her er aktivisme ét ud af flere redskaber.

Om vi kalder det aktivisme eller ej, så kan uddannelsesinstitutionerne altså spille en vigtig brik i, at vi får reel grøn forandring ved at vise elever og studerende, at de faktisk kan være med til at gøre en forskel med deres handlinger.