Hvad undersøger du helt konkret – og hvorfor er det vigtigt netop nu?

Sammen med kolleger undersøger og sammenligner jeg skolemadsordninger i Danmark og Norden ud fra spørgsmålet: ”Hvad skal der til for at etablere socialt retfærdige, lærerige og bæredygtige madordninger i offentlige skoler?”

I arbejdet med UBU bruger jeg en tværfaglig tilgang, hvor undervisningen på tværs af fag skal give elever og studerende viden om, hvad der hæmmer og fremmer bæredygtig udvikling med henvisning til FN’s Verdensmål. Det er et mål, at eleverne opnår kompetencer indenfor kritisk og systemisk tænkning, så de kan forstå sammenhænge og få mod og handlekraft til at udvikle konstruktive løsninger.

Fra 2022 til 2024 var jeg med til at udvikle et nyt tværfagligt læreplansgrundlag for uddannelse for bæredygtig udvikling (SustainComp) på videregående uddannelser sammen med forskere fra Universitetet i Agder, Norge, Masaryk Universitet i Tjekkiet og Ljubljana Universitet i Slovenien. Vi havde fokus på emner som bæredygtig kost, ressourcer og ulighed og bæredygtighed og køn. Materialet er frit tilgængeligt her. Sideløbende lavede vi et casestudie om de studerendes udvikling af bæredygtige kompetencer i en tværfaglig undervisning. Forskningsresultaterne er udgivet i tidsskriftet ’Futures of Education’ (FECUN) og er frit tilgængelige her.

Vi fandt ud af, at tværfaglig undervisning med vores SustainComp-ramme gjorde de lærerstuderende bedre til at forstå bæredygtighed, engagere sig i problemerne og handle på dem. Det peger på, at bæredygtighed bør indgå i alle fag, og at noget så konkret som skolemad og måltidet er en oplagt mulighed for at arbejde med bæredygtighed i praksis, da alle elever spiser hver dag.

Overordnet indebærer etablering af nationale skolemadsprogrammer store organisatoriske forandringer for skoler, elever, lærere, forældre og køkkenpersonale. Samtidig ved vi, at der er stort potentiale for at styrke både sundhed, læring og bæredygtighed. Det har vi blandt andet lært af Sverige, der har haft et nationalt skolemadsprogram siden 1950’erne. Et økonomisk studie fra 2022, som følger de samme personer over tid, viser positive effekter i form af bedre sundhed, mindre fravær, øget højde og højere livsindkomst – og dermed mindre ulighed.

Studiet har været med til at inspirere andre lande. Senest har Island i 2024 igangsat et nationalt skolemadsprogram med det primære mål at reducere ulighed blandt børn og unge. Ud fra et tilsvarende afsæt har flere kommuner i Grønland haft offentlig skolemad i en årrække, mens flertallet af elever i Norge og Danmark selv må have frokost med i skole. I Norge er der dog planer om at igangsætte en gradvis indfasning af skolemad på alle landets skoler. I Danmark er et treårigt skolemads-forsøg lige nu i gang, hvor 188 skoler deltager under ledelse af Børne- og Undervisningsministeriet.

Hvad er din motivation for at gå ind i netop denne problemstilling?

Jeg har de sidste ti år været dybt optaget af, hvorfor der er så store forskelle på skolemadsordninger i Norden, og hvorfor det er så vanskeligt at etablere en universel skolemadsordning i Danmark, når man har inspiration og viden fra både Sverige og Finland.

Meget tyder på, at det ikke handler om mangel på penge til etablering og drift, men at det i højere grad handler om ideologiske uenigheder om dels, hvilke opgaver staten skal tage sig af, og hvad der er forældrenes ansvar og dels, hvad det private erhvervsliv kan lave forretning på.

Hvad er det mest overraskende eller nye, din forskning peger på?

Undersøgelsen af offentlige skolemadsordninger i Norden peger på, at der er et stort potentiale for at kunne bidrage til bæredygtighed både i et miljømæssigt, socialt og økonomisk perspektiv. I Sverige er der opsat konkrete mål for bæredygtige og miljøvenlige indkøb, og i den danske forsøgsordning indgår en opfordring til frivilligt at introducere ’menuer, der tager hensyn til klimaet’.

En skolemadsordning udgør desuden en meget konkret arena eller et rum for undervisning, hvor eleverne er aktive deltagere – og ikke kun forbrugere af madordningen. Sammen med lektor Ellen Habekost har jeg i marts 2026 udgivet en artikel om, hvordan lærere kan tilrettelægge elevernes demokratiske deltagelse ved hjælp af ’Investigation, Vision, Action and Change’ – den såkaldte IVAC-model. Vores fund peger på, at der er rigtig gode muligheder for, at elever kan deltage i skolens madordning på flere forskellige måder, der alle kan bidrage til udvikling af kompetencer indenfor sundhed, bæredygtighed og læring. Men også, at det er afgørende, om lærerne forbereder og tilrettelægger undervisningen med fokus på, hvordan eleverne skal deltage.

Hvad kan din forskning ikke svare på – eller hvor er der stadig tvivl?

Min forskning er centreret omkring casestudier, der primært anvender kvalitative data og kan derfor ikke generaliseres på samme måde som den kvantitative forskning. Men casestudier har en styrke ved at bidrage til praksisviden, og min vurdering er, at vi på nuværende tidspunkt har den nødvendige viden og indikation på, at skattebetalt skolemad både kan reducere social ulighed, efterspørge en klimavenlig mad og dermed bidrage til bæredygtighed på flere måder.

Men hvis vi skal opnå dette, ved vi, at det er afgørende vigtigt, at skolemaden skal være skattebetalt for alle børn og en integreret aktivitet i skolens kerneydelse. Vi ved dog også, at det ikke er alle, der ønsker at reducere ulighed og arbejde for grøn omstilling. Og det er netop her, at spørgsmålet om skolemad bliver en ideologisk og politisk problemstilling. Den danske forsøgsordning er et godt eksempel på, at – på trods af tilgængelig viden om fordelene – er det ikke målet at indføre gratis skolemad til alle børn, når forsøget er afsluttet i 2028. Derfor er jeg også i tvivl om, hvilken betydning evaluering og følgeforskning af forsøgsordningen får for skolemad i Danmark.

Hvad håber du, at resultaterne kan være med til at ændre konkret på i praksis?

Vi ved, at det er en urimelig opgave at pålægge forældre at sørge for, at deres barn får spist sund og bæredygtig medbragt mad i løbet af skoledagen – og når det ikke lykkes, påfører vi desuden lærerne en urimelig opgave med at undervise sultne og trætte børn. Jeg håber derfor, at min og kollegernes forskning kan bidrage til at pege på helhedsorienterede, bæredygtige nationale modeller for skolemad, der kan fremme elevernes sundhed, læring og trivsel, samt give inspiration til en tværfaglig undervisning, der inddrager samspillet med lokale producenter og naturen.

Derfor har vi brug for et udvidet bæredygtighedsbegreb – ikke et snævert. Mere konkret skal vi huske på, at det langt fra er alle skoler i Danmark, der deltager i forsøgsordningen – derfor vil jeg gerne være med til at foreslå etablering af en skolemadspulje for alle de skoler, der ikke kom med i forsøget. Puljer hvor skolerne i højere grad kan anvende midlerne til en ordning, der passer netop til deres skole, herunder at gøre det gratis for alle børn. På den måde kan forskningsviden og praksisviden konkret bidrage til at reducere social ulighed og fremme mangfoldige, demokratiske, bæredygtige læringsmiljøer i et hverdagsperspektiv.

Vil du vide mere om forskningsprojektet?

Dorte Ruge: doru@ucl.dk eller læs mere på ucl.dk/learnfood