”Jeg har haft mange år med drivhuseffekt på skemaet, så jeg ved godt, hvad der driver isbjørne ud på isflager. Men hvad skal jeg bruge den viden til, hvis ikke jeg lærer, hvordan jeg kan gøre noget ved det?”

Sådan skrev en skoleelev i 8. klasse tidligere på året i et debatindlæg i Politiken.

Og hun er langt fra den eneste unge, der kæmper med magtesløshed og apati. Og som derfor sender en stærk opfordring til, at undervisningen i klima og bæredygtighed i højere grad fokuserer på handling og løsninger.

Men hvordan klæder vi bedst de næste generationer på til at tackle de globale klimaforandringer? Og hvordan kan bæredygtig uddannelse være løsningen? Det var omdrejningspunktet, da Danmarks største klimaalliance – Broen til fremtiden – havde indbudt til konference på Christiansborg.

Fagforeninger, erhvervslivet, klimaaktivister og forskere var inviteret for at give deres bud på, hvordan vi bedst kan få bæredygtighed integreret i uddannelserne. Og ikke mindst, hvordan de næste generationer får de nødvendige kompetencer til at navigere i en verden med klimaforandringer, grøn omstilling og nye krav fra arbejdsmarkedet.

”Hvis vi vil skabe et mere bæredygtigt samfund, skal vi skabe netværk på tværs af interesser og sektorer, der samler viden og anviser handling,” understregede Niels Jørgen Jensen, talsperson for Broen til fremtiden og næstformand i Danmarks Lærerforening.

Klimadannelse er almen dannelse

Han bakker fuldstændig op om de elever, der efterlyser viden om, hvordan de kan handle på klimaproblemerne. Det er nemlig de unge, der for alvor kommer til at mærke konsekvenserne af den globale opvarmning og vores rovdrift på klodens økosystemer, fremhævede Niels Jørgen Jensen, der også er tovholder i UBU-partnerskabet for grundskolen.

”Klima- og naturdannelse er almen dannelse. Det er derfor vigtigt, at vi tør tage kritisk stilling til det bestående og tør skabe fornyelse i demokratisk samfund,” understregede han fra talerstolen i Fællessalen på Christiansborg, der symbolsk nok ligger lige under Folketingssalen – magtens centrum.

UBU-partnerskaberne arbejder derfor for, at bæredygtighed skal integreres i alle uddannelser i Danmark – ikke bare som abstrakte add-ons, men som kernen og fundamentet i formålsbeskrivelser og fagplaner.

”Vi skal påvirke og turde udfordre den bestående tilgang til fagene og didaktikken,” lød det fra Niels Jørgen Jensen.

Og vi står langt bedre nu end for bare et år siden og har mulighed for at sætte vigtige aftryk, mener han og fremhævede det store arbejde, der lige nu foregår med Fagfornyelsen i folkeskolen.

”Bæredygtighed kan og skal spille en afgørende rolle – og vi skal tænke det ind i dannelsesmålene for alle fag. Ligesom vi skal sætte fokus på lærernes kompetencer og give dem mulighed for at afprøve nye tilgange i fagene, så de kan tage ejerskab over undervisningen,” understregede han.

Hvad venter vi på?

Så hvad er det egentlig vi venter på? Hvorfor kommer vi ikke bare i gang og får bæredygtighed integreret i al undervisning?

Ifølge Nadia Raphael Rathje, ph.d og lektor på Københavns Professionshøjskole, må vi forholde os til, hvilken type uddannelse og forandring, vi ønsker.

”Uddannelse kan både forstås som en del af problemet, hvis den blot spejler samfundets dominerende normer og værdier,” forklarer hun. ”Men uddannelse kan også være ’de mulige fremtiders sted’ – et rum, hvor samfundet vælger at give de unge tid og plads til at lære, tænke og eksperimentere, så de får muligheden for at skabe forandring,” lød det fra Nadia Raphael Rathje til de mere end 100 fremmødte tilhørere.

Hun er tidligere pædagogisk leder på Den Grønne Friskole på Amager og færdiggjorde sidste år en ph.d om bæredygtighed i grundskolen.

”Den gyngende grund”

En helt afgørende brik i arbejdet med uddannelse for bæredygtig udvikling er helskoletilgangen, som hun har afdækket i sin ph.d-afhandling.

”Bæredygtighed er ikke noget, du skal lære, det er noget, du skal leve,” lød det fra Nadia Raphael Rathje på talerstolen.

Helskoletilgang bygger nemlig bro mellem individ og samfund. Og det er derfor ikke nok, at der undervises i bæredygtighed i fagene – hele skolens praksis, kultur, ledelse og fysiske rammer skal understøtte det samme formål.

Hun er enig med Niels Jørgen Jensen i, at vi skal turde udfordre det bestående.

”Man taler om ’den gyngende grund’ – altså at mange lærere kan være usikre på, hvordan de som undervisere skal gå til det,” forklarede hun. ”Manglen på færdige svar kræver en ny undervisningsforståelse.”

I sin undersøgelse af tre grundskolers arbejde med bæredygtighed i praksis, fandt hun en række vigtige trends – heriblandt trivsel og mental sundhed.

”Flere skoler fortæller, at de arbejder med uddannelse for bæredygtig udvikling, fordi det skaber større trivsel og fællesskab hos eleverne,” fremhævede Nadia Raphael Rathje.

Hænger i håndbremsen

Så hvordan går det egentlig med bæredygtighed i uddannelserne? Signe Tolstrup Mathiasen, koordinator for UBU-partnerskaberne, gav et temperaturtjek.

”Der er et spænd mellem alle de gode, lokale indsatser, der foregår rundt om i landet og den manglende politiske opmærksomhed på området,” forklarede hun.

Af gode tiltag fremhævede hun, at bæredygtighed er blevet skrevet ind i formålsparagraffen for læreruddannelsen og gymnasierne – og at der sidste år blev oprettet tre klimaerhvervsskoler.

Det halter til gengæld på dagtilbud, professionshøjskoler og de lange videregående uddannelser, der stadig hænger i håndbremsen og ikke har integreret bæredygtighed i formålsparagrafferne.

Og så er der et massivt behov for efteruddannelse og opkvalificering af undervisere og fagfolk, forklarede hun.

Quick-fixes og pseudo-snak

En holdning, der var bred opbakning til i salen og blandt de tre deltagere i den efterfølgende paneldebat om grønne græsrødder. Her blev drøftet alt fra global sundhedskrise over aktivisme til fri forskning.

”Trump er en skræmmende påmindelse om, at demokratiet smuldrer. Det er fuldstændig afgørende, at vi har fri forskning og akademisk frihed til at kunne stille kritiske spørgsmål til de strukturer, der former samfundet – også til det system, vi selv er en del af,” understregede Maria Toft fra Forskerbevægelsen.

Forskere skal have frihed til ikke kun at kunne komme med svar, men også at kunne stille de relevante spørgsmål, understregede hun.

Og så skal vi ikke vente på politikerne, der i stedet for at træffe de nødvendige beslutninger, laver aflednings-og forsinkelsesmanøvrer, understregede Stine Bardeleben Helles fra Klimabevægelsen.

”De diskuterer quick-fixes, der er for dårlige, for dyre og har for lidt effekt,” tordnede hun og fremhævede blandt andet det, hun kaldte ”visse politikeres pseudo-snak om atomkraft.”

“Vi er alle aktivister”

Et stort flertal af danskerne synes, at det går for langsomt med den grønne omstilling. Vi skal derfor forme potente alliancer udenfor Christiansborg på tværs af sektorer, så alle danskere bliver repræsenteret, mener Stine Bardeleben Helles.

”Vi skal ud af silo-tækningen og danne så stærke alliancer, at vi kan flytte noget og få lagt et pres på politikere og beslutningstagere,” understregede hun.

En pointe, som Helena Udsen fra Medicinstuderende for Klimaet og Den Grønne Ungdomsbevægelse, var fuldstændig enig i. Hun har sammen med en række kollegaer netop udgivet en bog om sammenhængen mellem sundheds- og klimakrisen.

”Det startede med en frustration over plastik-kaffekopper på Panum, men jo mere vi arbejdede os ind i området, fik vi løftet blikket og kunne se sammenhængene på tværs. Og nu sidder vi med en arbejdsgruppe for bæredygtige uddannelser – så man skal tage de vrede studerende seriøst!” sagde hun.

Maria Toft fulgte hurtigt op og understregede, at vi skal tage begrebet aktivisme tilbage.

”Vi er alle aktivister! Vi tager alle valg hver eneste dag, og det er også et aktivt valg ikke at gøre noget, for så støtter man det bestående,” understregede hun.