
TEC er udnævnt til ny klimaerhvervsskole og har bl.a. investeret i en el-lastbil. Her testes den af Rasmus, der er i gang med at tage lastbilkørekort på TEC. Foto: TEC
23 februar, 2025
Slut med at vente på hockeystaven: Nu kommer de første elbil-mekanikere
I 2024 blev der for første gang solgt flere nye elbiler end benzinbiler herhjemme. Nu vil en ny klimaerhvervsskole uddanne de første mekanikere, der kan fikse batteribilerne.

Anne Burlund
Journalist
Mange af os elsker den lækre duft af benzin og synet af de hvide kondensstriber fra fly, der skærer igennem en klar, blå himmel. Men de fossildrevne transportmidler kommer med en kulsort pris; transportsektoren står nemlig i dag for 25 procent af den samlede CO2-udledning i Danmark.
Den udvikling skal Technical Education Copenhagen (TEC) nu være med til at vende. Erhvervsskolen, der blandt andet uddanner bilmekanikere, flyteknikere og chauffører, blev i efteråret udpeget som en af tre nye klimaerhvervsskoler af regeringen med fokus på grøn transport. Og de åbnede for nylig Center for Transportteknologi, der er et innovationscenter for grøn transport.
Per Nørregaard, der er uddannelseschef for transport på TEC, er derfor med egne ord ”pavestolt” af, at opgaven med at omstille transportsektoren i en grønnere retning er landet hos netop dem.
”Vi er allerede i dag et aktivt test- og udviklingscenter på det grønne transportområde, og nu hvor vi er udpeget til klimaerhvervsskole, kan vi sætte mange flere grønne projekter i søen,” forklarer han.
Ikke vente på hockeystav
Mens især energibranchen har været i gang med den grønne omstilling gennem en årrække, har særligt vejgodstransportsektoren – altså lastbiler – ifølge Per Nørregaard hængt lidt i bremsen og afventet den teknologiske udvikling.
Vi skal i gang nu, hvis vi skal være rustet til fremtiden.
Per Nørregaard, uddannelseschef for transport på TEC
”Der har været en tendens til at vente på ”hockeystaven”. Men det tager ca. fire år at uddanne en mekaniker, og salget af elbiler er eksploderet de seneste år. Så vi skal i gang nu, hvis vi skal være rustet til fremtiden,” understreger han.
TEC har derfor som de første i landet oprettet en erhvervsuddannelse som elbiltekniker. Og meget tyder på, at den satsning nok ikke er helt dum. Elbiler blev nemlig i 2024 for første gang den dominerende biltype i Danmark, når danskerne købte biler, med 51,5 procent af de nyregistrerede personbiler.
”Vi har arbejdet meget med, hvordan vi kan skrue op for et bæredygtighedsmindset ved at forny og opkvalificere de uddannelser, vi allerede tilbyder. For eksempel uddannelsen til personvognsmekaniker, hvor vi nu tilbyder nye fag, der har fokus på batterier, teknologi og software,” forklarer Per Nørregaard.
Skabe nysgerrighed hos eleverne
Hvordan er den nye uddannelse som elbiltekniker blevet modtaget?
”Det er stadig lidt nyt, men vi får ugentligt henvendelser fra unge mennesker og virksomheder, der vil høre mere, og der var stor interesse i efteråret, hvor vi holdt informationsmøder for nye elever,” siger Per Nørregaard.
Mange af skolens elever har dog ifølge Per Nørregaard en mere ”traditionel” tilgang til biler og dieselmotorer – og er ikke den type studerende, der går forrest, når der skal svinges med de grønne klimafaner.
”Vi har interviewet mange af vores elever, og helt overvejende går de fleste ikke op i bæredygtighed og klima i forhold til uddannelsesvalg,” forklarer han. ”Og så hersker der nok mange fordomme og myter om for eksempel elbiler. Mange tror ikke, at elbiler kræver noget vedligehold, og så kan man jo godt som elev tænke: ”Hvad er så mit job som mekaniker?”
Det er virkelig fedt – og føles lidt som pionerarbejde.
Per Nørregaard, uddannelseschef for Transport på TEC
Strategien på TEC er derfor at få eleverne med på den grønne omstillingsvogn helt fra start. Blandt andet skal elevrådene og et nyt rådgivningspanel med deltagelse af blandt andre repræsentant fra ”lærlingeoprøret” drøfte, hvordan undervisningen og de nye tiltag kan blive relevant og nærværende for eleverne.
”Vi vil gerne skabe en ægte nysgerrighed hos eleverne. Og vi kan jo se, at når eleverne kommer op i den nye el-lastbil, vi har investeret i, så synes de faktisk, at det er en megaspændende teknologi, der ligger bag,” lyder det fra Per Nørregaard.
Han fortæller, at skolen for nogle år siden blev kontaktet af Foreningen for Elektrisk Fremdrift på DTU. En gruppe ”store nørder” der til dagligt arbejder på DTU og Teknologisk Institut, der, siger Per Nørregaard, arbejder med at ”elektrificere alt muligt” og virkelig nørdede igennem. De manglede et sted at være og fik derfor lov at bruge TECs lokaler.
”Så vi er nu i gang med at arrangere ”nørdeaftener” sammen med vores lærlinge, hvor de laver deres egne litium-batterier. Der er supergod energi, og formålet er bl.a. at vores lærlinge får en dybere indsigt i den grønne omstilling,” forklarer Per Nørregaard.
Lærerne skal også på skolebænken
En del af arbejdet som klimaerhvervsskole har også været at opkvalificere underviserne. Det har betydet, at de har fået større viden om basale ting som CO2-udledning og udviklingen af batteriteknologi. Men også ekspertkurser, der er målrettet hver linje og sektor.
”Det har været skidegodt! Vi har en pædagogisk konsulent tilknyttet, der arbejder sammen med lederne på de forskellige områder. Der har været en rigtig positiv stemning, og jeg oplever en stor vilje til at lære nyt,” understreger Per Nørregaard.
Skolen vil også arbejde strategisk med at skabe nye samarbejder med både virksomheder og andre vidensmiljøer inden for grøn transport. Ligesom samarbejdet med de to andre klimaerhvervsskoler også er en topprioritet.
”Vi har fra begyndelsen haft en tæt dialog med de to andre skoler og holder koordineringsmøder to gange om måneden, så vi har en fælles tilgang til, hvordan vi griber opgaven an, og hvilke spor vi skal arbejde med. Det er virkelig fedt – og føles lidt som pionerarbejde,” forklarer Per Nørregaard.
Tre nye klimaerhvervsskoler
Regeringen har udpeget erhvervsskolerne TEC, Rybners og Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier som nye klimaerhvervsskoler.
Klimaerhvervsskolerne skal sikre, at erhvervsskoler og elever i hele landet er på forkant med den grønne omstilling, og at der uddannes dygtige faglærte med kompetencer og færdigheder inden for områderne: omlægning af energisektoren, grøn transport, klimavenligt landbrug og bæredygtigt byggeri.
Der er afsat cirka 105 millioner kroner årligt i 2024–2028 og cirka 30 millioner kroner årligt derefter til etablering og drift af de tre klimaerhvervsskoler.
Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet