”Flere af vores beboere har intet sprog. For nylig havde jeg en oplevelse med en beboer, der var meget manisk,” fortæller Zeneyda Tømmerholdt.

Hun arbejder som socialpædagog på Damsgaarden, der er et botilbud i Nordsjælland for mennesker med autismespektrum-forstyrrelser og varigt nedsat funktionsevne.

”Jeg tog ham med ud til hestene og satte ham foran en hests bløde mule, så han kunne mærke dens ånde i ansigtet. Han faldt straks til ro,” fortsætter hun.

Hun har altid elsket at færdes i naturen, men har professionelt savnet konkrete redskaber til, hvordan hun kunne inddrage naturen bedre i sit arbejde. Så da hendes leder sidste år opfordrede hende til at efteruddanne sig i udendørspædagogik på specialområdet, slog hun hurtigt til.

Det er efterhånden ret veldokumenteret, at naturen gør noget godt for vores trivsel og mentale sundhed. Så hvorfor er der ikke flere pædagogiske medarbejdere inden for specialområdet, der bruger naturen aktivt i deres arbejde med sårbare borgere?

Den undren fik Carsten Ørting Andersen, der er socialpædagog i Slagelse Kommune, til – sammen med Professionshøjskolen Absalon – at oprette et efteruddannelseskursus for pædagogiske medarbejdere, der arbejder med blandt andet borgere med autisme eller andre udviklingsforstyrrelser, stressramte mennesker eller unge på kanten af samfundet. Og Zeneyda Tømmerholt var blandt de første kursister på netop dette kursus.

Carsten Ørting Andersen har arbejdet som pædagog siden 1980 og en ledetråd i hans arbejde har altid været at forbinde natur og pædagogik.

”Jeg har set, at det har en effekt. Naturen er et vilkår for os alle, og når du står ude i naturen med mennesker, der er kognitivt udfordrede, bliver det meget konkret. Når vi har kontakten i naturen, som bliver ’det fælles tredje’, bliver vi lige og kommer i øjenhøjde,” forklarer han.

To hold gennemførte sidste år kurset, og to nye hold er allerede planlagt til i år. Det glæder Carsten Ørting Andersen, at så mange pædagoger har vist interesse i at blive efteruddannet i udendørspædagogik.

”Det kan være svært at sætte udendørsaktiviteter i gang, hvis man ikke har fagligheden med. Så på kurset lærer man, hvordan man kan udvikle eksperimenterende, lærende og sansestimulerende aktiviteter, der kan hjælpe sårbare mennesker med komplekse udfordringer,” forklarer Carsten Ørting Andersen, der også er forperson for Green Care-netværket, som arbejder for at styrke mental trivsel og sundhed med udgangspunkt i natur, dyr, have og landbrug.

Naturen giver ro i nervesystemet

Vi har nok alle sammen oplevet, at pulsen falder og tankemylderet får en tiltrængt pause, når vi vandrer i stilhed i en fredfyldt skov eller går med bare tæer i vandkanten. Men hvad er det helt konkret naturen kan i det pædagogiske arbejde med udsatte og sårbare mennesker?

”Naturen påvirker nogle basale neurologiske mekanismer i kroppen, som vi reagerer spontant på – både positivt og negativt – mere end vi gør på de teknologiske miljøer, som man typisk finder i et byrum,” forklarer Carsten Ørting Andersen.

Mange af de sårbare mennesker, der befinder sig inden for specialområdet, har ifølge Carsten Ørting Andersen udfordringer med sanseforstyrrelser og kan være enten voldsomme eller apatiske i deres adfærd. Naturen kan derfor hjælpe med såkaldt ’arousal-regulering’, altså hjernens niveau af vågenhed og sansemodtagelighed.

”Naturen er et rum, hvor vores nervesystem og hjerne kan falde til ro. I naturen bruger vi det, man kalder ’spontan opmærksomhed’, som ikke kræver nogen energi, men hvor vi bare observerer og sanser det, der er omkring os,” forklarer Carsten Ørting Andersen.

Modsætningen er såkaldt ’rettet opmærksomhed’, som vi for eksempel bruger, når vi skal koncentrere os og løse en konkret opgave. Det trætter hjernen mere.

Mennesker med mentale og fysiske handicaps har ifølge Carsten Ørting Andersen enten overeksponerede sanser eller sanser, de ikke kan mærke. Mange har svært ved at mærke deres egen krop og grænser – og helt fysisk at afgrænse sig fra verden.

”Der er naturen helt oplagt til at arbejde med sanseintegration, fordi man kan føle, dufte og mærke grænsen mellem sig selv og omgivelserne. Det kan skabe ro, fordi det aktiverer nogle helt andre sanser, når man går barfodet på en ujævn skovbund end på et fladt stuegulv.”

I naturen sænker vi altså både vores skuldre og vores alarmberedskab. Og det kan også være med til at hjælpe børn, der af forskellige grunde ikke trives i skolen.

”Mange af de børn, der mistrives, kan have svært ved at lære noget, fordi deres alarmberedskab er så højt. Så ender de med at forstyrre undervisningen og få endnu et nederlag,” siger Carsten Ørting Andersen og fortsætter:

”I naturen kan de få et handlerum og nogle succesoplevelser, som de ikke kan i en almindelig klasse. Når man arbejder med naturmaterialer og håndværk er der ikke et facit – det er processen og oplevelsen, der er det vigtige.”

Større arbejdsglæde og faglig stolthed

Carsten Ørting Andersen håber derfor, at endnu flere specialpædagoger vil efteruddanne sig i, hvordan de kan bruge naturen aktivt i deres arbejde.

”Vi ved godt alle sammen, at det kan være svært at komme i gang og få ændret på vaner og rutiner. Så jeg vil gerne være en kærlig hånd i ryggen, der kan få skubbet folk lidt ud af deres komfortzone.”

På mange special- og døgninstitutioner går man tur hver dag, men uden at bruge naturen aktivt, mener han. Men dét, der er godt for borgerne, er også godt for medarbejderne, lyder det.

”Når vi kan se, at en borger liver op og trives bedre og får nogle helt nye oplevelser og sansninger, så giver det også en større arbejdsglæde og faglig stolthed.”

Dyr og natur er medicin

Og det var netop den følelse, Zeneyda Tømmerholt sad med, da hun fik beroliget den maniske beboer ved at tage ham med ud i hestefolden.

”Jeg tog mange konkrete idéer med hjem til, hvordan vi kan bruge naturen og dyrene endnu mere i vores arbejde,” fortæller hun.

På Damsgaarden går de ofte tur i den nærliggende skov både formiddag og eftermiddag, forklarer hun. Men uden at tage stilling til, hvordan de egentlig bruger naturen og hvordan det gavner beboerne.

”Vi skal jo væk fra stierne og opleve nogle helt andre og mere sanselige ting. Hvordan føles det at gå på skovbunden eller få en kvist i hovedet? Det er jo med til at øve deres balance og styrke deres kropsbevidsthed,” siger Zeneyda Tømmerholt.

”Og så giver det også bare noget mere sjov og godt humør for os alle at have en mere legende tilgang til en tur end hvis det bare handlede om at nå fra A til B.”

Efter kurset har Zeneyda Tømmerholt blandt andet fået opsat bænke i heste- og fårefoldene, så uderummene i højere grad inviterer til besøg og aktiv brug. Og hun anbefaler derfor alle specialpædagoger at videreuddanne sig i natur og udeliv.

Ifølge Carsten Ørting Andersen er det fantastisk at se, at deltager kan bruge kurset til at arbejde mere bevidst med naturen på deres arbejdspladser.

”Naturen kan give mennesker følelsen af, at ‘det her kan jeg godt finde ud af’. Og det kan være med til at rykke dem markant – og i sidste ende også være med til at reducere blandt andet medicinforbrug,” siger han.

Han tror, at flere og flere mennesker er ved at få øjnene op for, hvad naturen kan tilbyde. Og så har han en opfordring til alle pædagogiske medarbejdere:

”Kom ud af røret! Jo mere du gør det, jo nemmere og rarere bliver det.”