Den nyfaldne tøsne ligger som en tung dyne på græs og træer og lyser den ellers grå og mørke januarmorgen op. To mindre drenge har trodset slud og kulde og hevet deres madpakker frem under et halvtag, hvor de sidder og småsludrer på en bænk.

”Så er man da for alvor udflytterbarn i pagt med naturen,” griner Sune Sorento, der er ungernes pædagog.

Jeg er taget til Ballerup for at besøge Godset, der huser den københavnske udflytterbørnehave Kongerosen. Resten af børnegruppen er trukket indenfor i varmen, hvor de leger og tumler i den gamle, røde træhytte, der tidligere har fungeret som spejderhytte og tyskerbarak.

Sune Sorento har arbejdet i Kongerosen siden 2022, hvor han blev færdiguddannet pædagog med profil i natur og bæredygtighed fra Københavns Professionshøjskole. En kombination, der faldt den 29-årige pædagog naturlig, da han er opvokset på landet med en mor og moster, der var pædagoger.

”Da jeg skulle vælge retning, var mit fokus, at alle arbejdsdage skulle være gode dage. Og jeg ville gerne tilbringe så meget tid udendørs, som muligt,” fortæller Sune Sorento, der læste til produktionsingeniør, inden han valgte pædagogfaget til.

Det man elsker, beskytter man

En afgørende grund til, at valget faldt på netop profilen i natur og bæredygtighed er selve kernen i pædagogfaget, der ifølge Sune Sorento handler om dannelse:

”Vi skal klæde børnene på til at blive voksne, der skal interagere i samfundet og forholde sig aktivt til den verden, vi lever i. Derfor er det virkelig vigtigt og meningsfuldt, at vi lærer børnene, hvordan de passer på naturen – for det man holder af, passer man også på,” forklarer Sune Sorento. En tese, som forskningen underbygger.

Vi bliver afbrudt af en 3-årig pige med rottehaler, der synes, at det er ret så spændende med en gæst i børnehaven:

”Har du egentlig nogen børn?” spørger hun nysgerrigt og konstaterer: ”Dine øjne er grønbrune.” Og så får vi en lille snak om, at det er næsten samme farve som en mudret skovsø.

Det et netop den naturlige nysgerrighed hos børnene, som Sune Sorento elsker at arbejde med.

”Børn har en åbenhed og umiddelbarhed, som vi voksne godt kunne lære af. De suger ny viden til sig og er opsøgende på ting, de ikke lige kender eller forstår,” fortæller Sune Sorento og uddyber:

“Jo mere børnene lærer om naturen, jo mere tager de selv initiativ. For eksempel har vi flere gange fundet svampe i skoven og talt om, hvilke der er giftige, og hvilke der kan spises. Nu viser børnene mig selv svampe, de finder og fortæller, at nogen ikke må spises. De har fået deres eget natursyn, kan man sige.”

Dannelse af en hel generation

Profiluddannelsen i natur og bæredygtighed er en relativt ny specialisering på Københavns Professionshøjskole. Fem hold er indtil videre dimitteret, siden profilen blev oprettet i 2019.

Men hvorfor skal pædagoger overhovedet vide noget om natur og bæredygtighed? Og hvorfor lave en decideret profiluddannelse?

Lektor og initiativtager til naturprofilen, Tejs Møller, er ikke et sekund i tvivl:

”98 procent af de danske børn går i børnehave, så vi har et kæmpe ansvar for dannelsen af en hel generation af børn. Vi ved fra forskning, at meget af det, man lærer allerede i dagtilbuddene, danner grundlag for læring og viden resten af livet. Så derfor er det helt afgørende, at børn allerede tidligt lærer om mere bæredygtige måder at være i verden på.”

En væsentlig del af profiluddannelsen er, at de studerende forholder sig aktivt til klimaudfordringen og undersøger, hvordan man kan arbejde med bæredygtig dannelse i forhold til små børn.

Hvor politiserende må man egentlig være som pædagog uden at blive beskyldt for at trække bestemte holdninger ned over hovedet på børnene?

”Pædagogik vil altid handle om normer og værdier. Vi lærer også børnene, at de ikke må slå, og at de skal rydde op efter sig selv. Vi skal klæde børn på til at leve i den verden, de vokser op i. Bæredygtighed bliver stadig vigtigere, og der er efterhånden bred enighed om, at vi skal passe bedre på naturen og jorden,” understreger Tejs Møller og tilføjer:

”Tidligere og også den dag i dag danner vi ubevidst børn til at blive borgere i et samfund præget af overforbrug, forurening og rovdrift på naturens ressourcer. Det fastholder en negativ udvikling,” understreger lektoren, som håber, at naturprofiluddannelsen derfor kan skubbe på for et dannelsesideal med bæredygtighed i centrum.

Børn som forandringsagenter

Tejs Møller anerkender, at der ligger en balance i at lære børnene om den barske virkelighed med smeltende indlandsis og arter, der uddør, uden at skræmme dem fra vid og sans. Ansvaret for at redde vores klode, skal dog aldrig placeres hos børnene.

”Det vil altid være de voksnes ansvar. Men børn skal involveres på en måde, der giver mening for dem. Og de skal lære, at der er handlemuligheder,” understreger Tejs Møller.

Og så har børn en stor afsmittende effekt på familierne. En form for forandringsagenter, om man vil, der kan skubbe på for nye vaner og måder at anskue ting på i familierne. Ligesom den lille dreng i eventyret Kejserens nye klæder, der – modsat de voksne – tør tage bladet fra munden og afsløre bedraget.

“Børn kan se ting, som vi voksne måske ikke lægger mærke til. Vi ser fx ofte naturen som en ressource, vi kan bruge, mens børn besjæler naturen og ser alt levende som noget, der har værdi i sig selv,” forklarer Tejs Møller, der mener, at vi skal blive bedre til at lytte og tage børnenes holdninger seriøst. Særligt i spørgsmål, der kommer til at påvirke dem og den verden, de skal vokse op i.

Husmus i lage

Tilbage i Godset må Sune Sorento multitaske mellem interview og utålmodige børn, der vil vide, hvornår det er tid til frokost, og hvor tegnepapiret nu ligger.

”På hylden lige derovre,” lyder det roligt.

På reolen med tegnepapir står en masse bøger om natur- og dyreliv sammen med nogle gamle syltetøjsglas. Det ene indeholder et par døde husmus konserveret i sprit, det andet en uheldig muldvarp, mens det tredje rummer rester af et hvepsebo.

Sune Sorento havde egentlig planlagt, at ungerne i dag skulle lave deres egne fuglekugler af palmin, kerner og nødder. Men han har desværre glemt ingredienserne i børnehaven på Vesterbro, så projektet må vente.

”Vi kan ikke redde verden ved at fodre fuglene,” griner han selvironisk. ”Men vi kan være med til at plante nogle frø i børnene, som kan vokse og klæde dem på til at kunne tage stilling og blive aktive samfundsborgere.”

Bæredygtighed skal stå centralt

Han er eneste pædagog i institutionen med speciale i natur og bæredygtighed. Og han erkender, at det godt kan være en udfordring at få udfoldet alle de projekter og visioner, han kunne ønske sig, da der ganske enkelt mangler hænder og ressourcer.

Han håber derfor, at flere pædagoger in spe vil tilvælge en profil i natur og bæredygtighed. Et ønske hans tidligere underviser Tejs Møller deler:

“I flere år har vi oplevet, at de studerende på profilen giver gode evalueringer og har mindre frafald, men vi har stadig svært ved at tiltrække nye studerende.”

Tejs Møller efterlyser et langt større fokus på natur og bæredygtighed i pædagoguddannelsen og de pædagogiske læreplaner.

”Med den samfundsopgave, pædagogerne skal løfte, er bæredygtighed så centralt, at det skal gennemsyre hele pædagoguddannelsen og skrives helt frem i formålsparagrafferne, ligesom vi ser på førskolelæreruddannelserne i de andre nordiske lande. I dag er bæredygtighed nævnt ganske kort i studieordningens bilag 20.”

Sune Sorento er helt enig:

”Jeg tror, at flere ville vælge profiluddannelsen, hvis begreber som bæredygtighed og natursyn bliver bedre beskrevet – hvordan er det helt konkret, jeg som pædagog kan arbejde med det i praksis?”

Udenfor har Kong Vinter indstillet sludbombardementet. Det er ved at være frokosttid, og ungerne skal ud at boltre sig i pløret, inden børnehavebussen igen vender køleren mod København.