Hvad driver din egen passion for Uddannelse for Bæredygtig Uddannelse?

Min interesse for bæredygtighed startede allerede, da jeg som 17-årig gik på ungdomshøjskole. Dengang talte man ikke om miljøet og klimaet, men vi havde et kursus om forurening og truslen mod vores naturgrundlag. Det gjorde et stort indtryk på mig, og jeg begyndte at engagere mig i, hvorfor vi mennesker ødelægger vores eget livsgrundlag. Derfor begyndte jeg at læse psykologi og blev aktiv i miljøbevægelsen NOAH. Dengang fandtes der ikke noget, der hed miljøpsykologi, men jeg begyndte at koble de to felter sammen.

NOAH spillede en rolle i, at Danmark fik et forureningsministerium, og at der blev uddannet flere miljøeksperter. Vigtige tiltag, men jeg var også optaget af, hvordan vi fik almindelige mennesker engageret i den grønne og bæredygtige omstilling. Og hvordan vi kunne skabe en bredere kulturel bevægelse, hvor der ikke er færdige svar, men hvor vi lærer og udvikler os sammen gennem engagement og handling? Det er her, læring sker – når vi bliver en del af en fælles forandringsproces.

Hvad forstår du ved begrebet Uddannelse for Bæredygtig Udvikling – og hvorfor er det vigtigt?

Uddannelse for Bæredygtig Udvikling stammer fra FN og UNESCO og handler grundlæggende om selve formålet med uddannelse, nemlig at udvikle og drive samfund fremad. Men ikke al udvikling er per definition god, og det er derfor vigtigt at tale om en bæredygtig udvikling.

Oversat til engelsk hedder bæredygtig udvikling sustainable development, og hvor sustain betyder bevare, betyder develop at udvikle – altså to modsætninger. Vi kan ikke undgå forandring, men vi skal sikre, at den sker på en bæredygtig måde, både lokalt og globalt og i forhold til blandt andet ressourcefordeling i verden.

For mig handler UBU om at tænke bæredygtighed ind i alle aspekter af livet. Det har været vigtigt at koble lyst og nødvendighed – så vi har fokus på, hvordan vi kan sikre en grøn omstilling samtidig med, at vi får et godt liv. Det handler om at undgå kortsigtede og snæversynede beslutninger, der undergraver vores egen fremtid – vi skal basalt set ikke save den gren over, vi selv sidder på. Det er en bunden opgave at lave den nødvendige omstilling, men dermed ikke sagt, at det er nemt, for det indebærer også svære valg og dilemmaer, og det skal uddannelse kvalificere os til at håndtere.

Samtidig er verden også i en opbrudstid, hvor mange mennesker kan få en følelse af afmagt. Det hele kan virke uoverskueligt, og nogle reagerer måske ved at ignorere problemerne eller give helt op. Derfor har vi også en vigtig pædagogisk opgave i at skabe håb, handlekraft og engagement – og her er UBU nøglen. Vi skal give børn og unge viden, men også troen på og kompetencerne til, at de kan være med til at udvikle bæredygtige løsninger, der gavner både mennesker og planeten.

Hvorfor er det vigtigt, at alle i Danmark får viden og forståelse for at kunne leve bæredygtigt?

Allerede i 1980’erne sagde den amerikanske miljøanalytiker og grundlægger af Worldwatch Institute, Lester Brown, at bæredygtig udvikling ikke er en tilskuersport, hvor nogle få eksperter løber rundt på banen – alle skal deltage aktivt. Det rykker jo ikke noget, at virksomheder fx tilbyder bæredygtige varer, hvis ingen gider købe dem. Eller at vi udvikler ny, grøn teknologi, hvis befolkningen ikke forstår eller bakker op om den. Vi skal derfor alle sammen have en grundviden og forståelse for, at de valg, vi træffer har en betydning og nogle konsekvenser.

Politikere tænker ofte kortsigtet, fordi de gerne vil genvælges hvert fjerde år. Derfor er der måske en tendens til at prioritere tiltag, der hurtigt kan vise konkrete resultater. Og derfor er det vigtigt, at befolkningen tænker længere ud i fremtiden og videre ud i verden for her ud fra at bidrage til beslutninger der er nødvendige for at skabe en bæredygtig fremtid. For med den viden kan der opstå et fælles pres for politisk forandring.

Hvilke barrierer ser du for at få integreret UBU i alle uddannelser herhjemme?

Mange politikere ønsker og prioriterer at styrke naturfagene. Selvom naturfagene er vigtige for fremme af bæredygtighed, så risikerer det at reducere UBU til arbejdsmarkedskvalifikation. Et bredere begreb om bæredygtig dannelse bliver i det perspektiv let misforstået og puttet i bås med bestemte politiske interesser. Der er modsat også en generel uddannelseskonservatisme i Danmark, som ønsker holde skolen isoleret fra omverdenen, og som slår UBU i hartkorn med udefrakommende politisk topstyring, selvom UBU faktisk er vokset frem indenfor uddannelserne selv.

Derudover har UBU i mange år haft et ry for at være missionerende og belærende med en række færdige svar og sandheder, hvilket har skabt skepsis blandt lærere og undervisere. Det er derfor en vigtig opgave at vise, at UBU handler om meget mere end det – at det er en proces, hvor elever og studerende dannes til at tænke og medvirke kritisk og kreativt.

En anden udfordring er, at uddannelser historisk set er opbygget i faste fagdiscipliner, hvor undervisningen ofte bygger på eksisterende viden frem for tværfaglig, problemorienteret læring. UBU kræver en anden tidsrytme, hvor der er plads til at arbejde med komplekse problemstillinger, se sammenhænge på tværs af fag og arbejde kreativt.

Endelig er der den politiske virkelighed. Politik i dag er stærkt præget af hurtige resultater og medievenlige initiativer, hvor man kan fremvise konkrete forbedringer. UBU er det lange lys – det handler om langsigtede løsninger, der sjældent giver umiddelbare resultater. Derfor bliver bolden ofte skubbet videre, og UBU falder mellem politiske stole i konkurrencen om opmærksomhed.

Der er blevet arbejdet med UBU herhjemme i mere end tyve år. Er der nogle gode eksempler på vellykket UBU i Danmark, du gerne vil fremhæve som best practice?

Jeg bryder mig ikke om begrebet best practice, fordi man ikke kopiere UBU på tværs af tid og sted. Men derer findes virkelig mange gode eksempler på UBU i praksis. Her vil jeg begrænse mig til nogle eksempler indenfor folkeoplysningen, hvor et inspirerende eksempel er Samsø, der har en ambition om at blive fossilfri i 2030. Søren Hermansen fra Samsø Energiakademi blev endda i 2008 udnævnt som Environmental Hero af Time Magazine. Samsø er et godt eksempel på UBU, fordi omstillingen ikke bare bestod af en teknisk vejledning i vedvarende energi – men var en social forandrings- og læreproces, hvor man involverer lokalsamfundet i visionen for Samsøs fremtid.

Andre gode eksempler er statsstøttede grønne guider, som i 1990’erne skabte lokalt engagement i den grønne dagsorden ved at være til stede i boligområder, hvor de inspirerede og understøttede folks egne bæredygtige initiativer – med udgangspunkt i beboernes liv og hverdag. Albertslund Kommune har også været en frontløber med sin Agenda 21-indsats, hvor borgere er blevet inddraget i beslutninger om forsyning og miljø. Hvis man synes, at det er træls, at borgerne er opgivende – så bør man inddrage og give støtte til folkeoplysning, så borgere kan påvirke deres egen virkelighed.

Endelig har folkeoplysning spillet en vigtig rolle. Fx de store nationale debatter, vi havde i 1970’erne og 1980’erne om EF-medlemskab og atomkraft, som Folketinget støttede økonomisk. Der viste undersøgelser, at Danmark skilte sig ud i Europa ved, at vi som samlet befolkning havde en stor viden om atomkraft og EU, netop fordi vi havde haft en omfattende offentlig debat. Noget lignende kunne gøres i dag med emner som fx klimaforandringer og biodiversitet, hvor folkeoplysning kunne styrke borgernes forståelse og medbestemmelse.

Hvordan kan man styrke UBU-samarbejdet på tværs af uddannelserne i Danmark?

De otte UBU-partnerskaber og styregruppen har skabt en vigtig struktur, der binder uddannelserne sammen på tværs af regioner og fagligheder. Målet er at fremme en konstruktiv dialog – også politisk – og sikre, at UBU bliver en fælles indsats på tværs af uddannelser.

Man kan også styrke samarbejdet internt i partnerskaberne yderligere ved at skabe læringsfællesskaber, hvor organisationerne kan dele viden og erfaringer – og undervisere fx kan mødes for at diskutere konkrete udfordringer og løsninger i fællesskab. Den gensidige læring er gavnlig, for det er vigtigt at opleve, at man sidder med de samme udfordringer.

En konkret udfordring er, at mange elever oplever gentagelser i undervisningen – fx at klimaforandringer bliver gennemgået på samme niveau i gymnasiet som i folkeskolen, hvilket kan føre til “klimatræthed”. Et bedre samarbejde mellem uddannelserne kunne sikre, at læringsforløb bygger videre på hinanden i stedet for at gentage det samme stof.

Hvordan kan undervisere, som gerne vil arbejde med UBU, men føler sig usikre, bedst komme i gang?

Det handler om at starte i det små og gradvist bygge videre. En god begyndelse er at opsøge videndeling med kolleger og andre undervisere inden for samme fagområde for at få inspiration og idéer. Mange steder oprettes læringsfællesskaber, hvor undervisere sammen kan dele erfaringer, drøfte udfordringer og udvikle nye metoder til at integrere UBU i undervisningen.

Efteruddannelse kan også være en stor hjælp, da kurser og workshops ofte giver både viden og konkrete redskaber til at arbejde med bæredygtighed i en undervisningssammenhæng. En vigtig pointe er, at UBU ikke nødvendigvis kræver, at man laver helt nye undervisningsforløb fra bunden. Ofte kan bæredygtighed tænkes ind i den eksisterende undervisning, så det bliver en naturlig del af læringen.

Det vigtigste er at tage det skridt for skridt. Man behøver ikke at have svar på alting fra begyndelsen, men ved at eksperimentere, lære af erfaringer og justere undervejs kan man langsomt blive mere tryg i arbejdet med UBU.

Hvordan kan vi sikre, at UBU ikke bare bliver en teoretisk øvelse, men noget, der giver elever og studerende reel handlekraft og motivation?

Det er helt afgørende, at undervisningen bliver koblet til deres egen verden og erfaringer. Fx ved at tage udgangspunkt i konkrete eksempler fra hverdagen, der kan perspektiveres til en større global problemstilling. Det gør undervisningen både mere vedkommende og forståelig.

Det er også vigtigt at bringe eleverne ud af klasselokalet og lade dem arbejde med virkelige projekter, hvor de kan sanse, deltage og engagere sig i løsninger. Gennem dialog og praktisk handling, eksempelvis ved at udvikle forslag og se, hvordan omgivelserne reagerer, får de en dybere forståelse af, hvordan de kan bidrage til forandring – en form for learning-by-doing.

En anden vigtig del af motivationen kommer gennem mødet med eksisterende bæredygtige løsninger og initiativer. Når eleverne får mulighed for at undersøge og forholde sig nysgerrigt og kritisk til aktuelle innovationer, alternativer og muligheder, bliver de ikke kun bevidste om udfordringerne, men også inspirerede til at handle. At vise konkrete eksempler på, at bæredygtige løsninger findes og gør en forskel, kan skabe både håb og handlekraft.

Hvis du kunne give én konkret anbefaling til politikere, der vil styrke UBU, hvad skulle det så være?

De skal frisætte skoler og uddannelsesinstitutioner fra detailstyring og i stedet give dem mulighed for selv at udvikle og forme deres arbejde med UBU. Det kræver, at der stilles udviklingsmidler og understøttende strukturer til rådighed, så institutionerne får de nødvendige ressourcer og rammer til at eksperimentere med bæredygtige undervisningsformer. En fleksibel tilgang, hvor lærere og undervisere har frihed til at integrere UBU på måder, der giver mening i deres kontekst, vil skabe langt større engagement og ejerskab i omstillingen.

Hvem vil du sende UBU-stafetten videre til – og hvad vil du spørge om?

Jeg vil sende stafetten videre til Kristine Fjord Tolborg fra Chora 2030, som arbejder sammen med lokale og nationale aktører om at skabe handlekraft for bæredygtig udvikling. Hun har spillet en central rolle i udviklingen og udbredelsen af certificeringsordningen for Verdensmålsskoler samt projektet Bibliotek2030 i samarbejde med Biblioteksforeningen, der bringer UBU ind i folkeoplysningen.

Jeg vil gerne spørge: Hvad har du lært af de UBU-projekter, som Chora 2030 har været initiativtagere til?