Jeppe Læssøe spørger:
Hvad har du lært af de UBU-projekter, som Chora 2030 har været initiativtagere til?

Jeg har arbejdet på tværs af sektorer som skoler, dagtilbud, biblioteker og folkeoplysning, hvilket har været en øjenåbner. Der er selvfølgelig både forskelle og fællestræk, men mange af de samme udfordringer går igen på tværs af områderne. Derfor er samarbejde afgørende, da vi kan lære meget af hinanden. Der er en stor bevægelse i gang med mange aktører, der arbejder med bæredygtig uddannelse, og det er vigtigt at skabe synergi på tværs.

En af de udfordringer, der går på tværs, er spørgsmålet om, hvordan man som leder bedst understøtter arbejdet, så det forankres i institutionen. Og hvordan man bedst støtter op om ildsjæle og tovholdere, der engagerer elever eller borgere men også deres egne kolleger. En anden udfordring er at finde balancen mellem involvering og aktivisme. Hvor aktivistisk kan man være på dette felt? I både uddannelsesverdenen og folkeoplysningen er man optagede af at bevare sin neutralitet, og der er en frygt for at politisere. Men hvad betyder det at være neutral? Er der noget, der kan kaldes neutralt, når vi allerede står på bestemte værdier? Nogle har taget aktivt stilling, som for eksempel Islands Brygge Kulturhus, der kalder sig aktivistiske og ser bæredygtighed som en forandringsskabende opgave.

Chora 2030 arbejder tæt sammen med kommuner, biblioteker og skoler. Hvad kendetegner et stærkt partnerskab om bæredygtig uddannelse?

Det har været en fordel, at initiativerne kommer nedefra, hvor skoler og institutioner selv har henvendt sig for at integrere bæredygtighed, og vi har understøttet dem. Skolerne var de første til at søge sparring og efterspørge en struktur at arbejde efter, og det har inspireret bibliotekerne til at følge trop.

Vi bygger videre på de eksisterende relationer og tager udgangspunkt i det, der efterspørges. Det er en langsigtet proces, og vi når ikke hurtigt i mål – derfor er det vigtigt at forpligte sig på samarbejder over tid. En udfordring er, at penge ofte bevilges til konkrete projekter med afgrænsede perioder, mens UBU kræver et længere perspektiv for at se resultater.

Samtidig gælder det også om at få sat noget i søen, så man kan lære af processen. Videndeling er essentiel – både internt og på tværs af aktører. Man lærer gennem praksis og skal turde vise de udfordringer, der modarbejder nye måder at arbejde på.

Det er svært, fordi der er behov for at aflære gamle vaner og lære nye. Strukturer som økonomi, styring og lovgivning er nødvendige, men de giver lidt plads til at gøre tingene anderledes. Der er brug for et udviklingsrum med mere frihed – tid, økonomi og ressourcer til at eksperimentere. Vi skal turde spørge, om undervisningen tager højde for de udfordringer, vi står overfor i dag med et økologisk kollaps. Er det nok primært at undervise foran en tavle, eller skal vi i højere grad tage undervisningen ud i lokalsamfundet? Ligesom eksamensformer og -fag hurtigt bliver afgørende for, hvad der bliver prioriteret – og bæredygtighed derfor nemt bliver et tema eller enkeltstående projekt frem for en integreret del af undervisningen.

Du har spillet en central rolle i udviklingen og udbredelsen af ”2030 Skoler”, som er en verdensmålscertificering for skoler. Hvorfor er det vigtigt?

Hvis jeg skal være helt ærlig – og måske lidt undergravende i forhold til mit eget arbejde – så er certificeringen i sig selv ikke så vigtigt. Den er frem for alt et redskab til at vise og understøtte skolerne i, hvordan de kan arbejde med bæredygtighed på alle niveauer i forhold til kerneopgaven. Både indadtil i institutionen og udadtil i lokalsamfundet. En form for struktur, der kan hjælpe med at få arbejdet i gang og styrke det.

Vi er indtil videre lykkedes godt med at få forankret bæredygtighed i institutionernes selvforståelse. Og på sigt er målet, at vi skal nå udover certificering – der skal bæredygtighed være integreret i det hele lige fra drift til undervisning, struktur osv.

Du har været med til at søsætte projektet ”2030 Biblioteker” i samarbejde med Biblioteksforeningen, der bringer UBU ind i folkeoplysningen. Hvad går det ud på?

Projektet bygger på samme model som skolerne. Biblioteker er meget mere end bogcentraler, og i lokalsamfund over hele landet fungerer de som samlingssteder for kulturelle arrangementer som foredrag og workshops. Projektet handler om at arbejde helhedsorienteret med bæredygtighed – for eksempel gennem bogudstillinger om klima, havet og forbrug eller arrangementer med bæredygtighed i fokus.

Det går også et skridt videre fra envejsformidling som foredrag til at involvere borgerne og tilbyde konkrete handlemuligheder. Eksempelvis kan en dialog med en forfatter, der har skrevet en bog om upcycling følges op af en workshop, hvor man lærer at sy tøj af et gammelt dynebetræk.

Det handler om at skabe ’øverum’, hvor folk uforpligtende kan afprøve grønne vaner sammen og måske tage dem med hjem som inspiration – ligesom elevråd giver børn og unge mulighed for at øve sig i demokrati.

Hvad ser du som de største udfordringer for at forankre bæredygtig dannelse i uddannelsessystemet – og hvordan kan vi bedst overvinde dem?

De største udfordringer er rammerne og den manglende økonomi, som begrænser mulighederne for at eksperimentere. Vi taler meget om vigtigheden af at turde fejle, men samtidig har vi en kultur i uddannelserne, hvor præstationer konstant måles og vejes. Skolerne selv vurderes på karaktergennemsnit, og med stram økonomi er der ikke plads til forsøg og eksperimenter, da de ikke belønnes.

Jeg mener, vi skal slippe tøjlerne og erkende, at vi ikke kun kan præstere succeser. Det er vigtigt, at institutioner og elever tør at fejle. Ja, det er faktisk en af deres vigtigste opgaver, hvis vi skal ændre kulturen. Og det kræver, at vi som samfund bliver ved med at italesætte det.

Samtidig skal vi fremhæve de mange gode eksempler, hvor skoler formår at tilrettelægge undervisningen anderledes. Det sender et klart signal om, at det er muligt at gøre tingene på en ny og bæredygtig måde.

Hvad har været din egen personlige vej ind i arbejdet med UBU? Var der en konkret oplevelse eller erkendelse, der blev et vendepunkt for dig?

Apropos at eksperimentere og fejle, så har jeg ikke selv haft en snorlige vej igennem mit arbejdsliv. Men jeg har altid haft en stor interesse for de globale tematikker og medborgerskab, som jeg har arbejdet med i 15 år.

Men måske det startede helt tilbage i min gymnasietid, hvor jeg tilfældigt blev en del af Operation Dagsværk. Jeg husker særligt én situation, hvor vi sad til et stormøde med flere hundrede mennesker, der var engagerede – den følelse af empowerment af unge mennesker var bare fed! Og så var topprofessionelle ngo’er mødt op for at præsentere deres forslag til årets Operation Dagsværk projekt – og det var os, der skulle vælge projektet. Dén følelse af at sidde dér og være med til at træffe en god beslutning. En fed kombination af elevinvolvering og handlekraft – og at vi blev taget alvorligt. Det gav en tro på, at man kan være med til at skabe forandring. Den oplevelse ville jeg ønske, at alle børn og unge fik i deres liv.

Hvordan holder du selv fast i håbet og motivationen, når arbejdet med bæredygtighed møder modstand eller går langsommere, end du kunne ønske dig?

At handle og holde fast i håbet er det eneste, vi kan gøre! Selvfølgelig kan også jeg blive i tvivl og miste håbet i perioder – og tænke, om vi overhovedet er på rette vej, og hvordan kommer vi videre? Der er jo ingen garantier – og slet ikke nu, hvor der sker så meget i verden, der går den forkerte vej. Det er en tid præget af ekstrem usikkerhed. Men man må arbejde på trods. Og jeg tror fuldt og fast på, at der er skabt mange forandringer gennem tiden af folk i situationer, der så lige så håbløse ud. Alternativet er værre – at vi sætter os med hænderne i skødet og bliver deprimerede. Der var jo ingen, der lovede, at det skulle være nemt. Men når vi handler, har vi i hvert fald gjort, hvad vi kunne.

Hvis du skulle pege på én konkret indsats eller et projekt, som du mener har haft stor betydning for bæredygtig uddannelse herhjemme, hvad skulle det så være – og hvorfor?

Der er i virkeligheden mange ting. Jeg oplever, at der er en bevægelse i gang, der går i den rigtige retning. Arbejdet med bibliotekerne giver mig meget håb. Der er et stort potentiale, der er ved at blive udfoldet.

Sidste år blev der afholdt stor dansk konference om trivselsøkonomi, og det var en rigtig fed oplevelse – bare det, at det nu næsten er blevet mainstream at tale om. Mange politikere deltog, så jeg håber, at der er en åbning for, at vi ikke kun taler om – og måler på – økonomi, men i lige så høj grad på trivsel. Det ville være megastærkt! Og så oplever jeg en borgermobilisering med mange stærke stemmer om, at vi vil en anden vej. Det er det, der skal til for at få politikerne til at lytte!

Hvem vil du gerne sende UBU-stafetten videre til – og hvad vil du spørge om?

Jeg vil gerne sende den videre til Johannes Schønau fra Højskolerne, der sidder med højskolernes bæredygtighedsindsats. Han har selv hands-on erfaring med undervisning og indgående kendskab til, hvad der sker rundt omkring på landets højskoler, som jo har friere rammer i forhold til at fastholde et dannelsesfokus i bæredygtighedsarbejdet.

Jeg vil gerne spørge ham:

Hvilke erfaringer med UBU fra højskolerne kan den formelle uddannelsessektor lære af?