Caroline Anna Salling spørger:

Hvordan mener du, at fremtidens uddannelser bør se ud, hvis de skal forberede kommende generationer til at skabe mere bæredygtige samfund?

Der er ingen tvivl om, at vi skal have en langt større grad af elevinddragelse og organisering blandt elever og lærlinge. Lærlinge har historisk været notorisk dårlige til at organisere sig selv og gøre brug af vores demokratiske stemme. Men det er nu begyndt at ændre sig, og vi har fundet ud af, at når vi står sammen og råber højt, så kan vi komme sindssygt langt med det, vi har på hjerte.

Vi hører ofte, at det er os unge, der skal leve med konsekvenserne af klimaforandringerne. Men ofte bliver vi udeladt fra samtalen om, hvordan tingene skal hænge sammen og de rum, hvor beslutningerne bliver taget. Og når det endelig sker, at vi bliver inviteret ind i maskinrummet, så bringer vi ofte idéer til bordet, som de ”voksne” ikke har tænkt på før.

Håndværksuddannelserne adskiller sig fra andre mere boglige uddannelser, da vi jo har en mester, som måske blev uddannet for 20-30 år siden. Mange gør derfor som de altid har gjort og har nok lidt en business as usual-tilgang a la ”vi har altid brugt betonfliser, mørtel og spagnum, så det bliver vi ved med”. Vi yngre har nok en anden tilgang og et mere åbent sind og er åbne for nye metoder og materialer. Man kan sige, at vi er fri for nogle dogmatiske lænker og derfor kan være med til at genopfinde vores fag.

Mange af mine kammerater er ved at tage universitetsuddannelse, og her er en helt anden tilgang til for eksempel ny forskning. Når man tager en akademisk uddannelse, bliver man præsenteret for ny viden og forskning inden for sit felt og klædt på til at kunne agere i fremtidens verden og arbejdsmarked. Men når du tager en erhvervsuddannelse, bliver du groft sagt uddannet til en eksisterende branche af i går. Jeg har blandt andet haft en uddannelsesleder, der sagde direkte: ”Vi kan desværre ikke uddanne jer til fremtiden.”

Jeg lærer om en efterspørgsel, der var for fem år siden, men når jeg kommer ud virkeligheden, finder jeg ud af, at ”Hov, spagnum er måske ikke så godt, som jeg lærte!” Jeg er næsten færdig som anlægsgartner, og jeg ville ønske, at jeg gennem min uddannelse havde lært meget mere om nye materialer og metoder og havde mødt en mere innovativ tilgang til læring.

Hvis vores uddannelser skal klæde os på til at agere i en bæredygtig fremtid, mener vi derfor i Lærlinge for Bæredygtighed, at der skal flere lærlinge ind i de faglige udvalg, som fastsætter indhold og mål for hver enkelt erhvervsuddannelse. Udvalgene ejes af arbejdsmarkedets parter og skal sikre, at uddannelsernes indhold løbende opdateres og udvikles. Vi fandt ud af, at vi som studerende og lærlinge har ret til at sidde i udvalgene, men at stort set ingen skoler håndhæver denne ret. Mange ved det simpelthen ikke!

Så vi har holdt møder med en række politikere på Christiansborg, så de kan være med til at oplyse og lægge pres på for mere elevinddragelse. Og nu er det lykkedes at få det med i den nye uddannelsespakke for erhvervsskolerne. Så det er et konkret eksempel på, at vi kan rykke ved at stå sammen.

I fortæller, at mange lærlinge oplever, at de kun lærer om bæredygtighed på uddannelsen, hvis de har en faglærer, der er ildsjæl – hvordan kan man sikre, at alle elever på tværs af uddannelsen får samme viden? 

Det er alt for sårbart, hvis en enkelt underviser skal bære faklen alene – så går den ud. Der skal skabes et rum, hvor det er fedt og prestigefyldt at være underviser og gå op i bæredygtighed.

Min oplevelser er også, at når vi efterspørger mere bæredygtighed ude på skolerne, så er der en tendens til, at vi bliver spist af med et 2-dages kursus, et valgfag eller en temauge. Men det er ganske enkelt ikke godt nok – bæredygtighed skal gennemsyre alt, hvad vi lærer og gør.

Igen, så handler det blandt andet også om at få flere lærlinge og elever ind i de faglige udvalg. Mange af de ”voksne”, der i dag sidder i udvalgene, har ikke været ude i virkeligheden i mange år. Og de underviser derfor i det, de selv har lært, dengang de blev udlært. Så der er brug for nye input, der er mere i trit med den virkelighed, vi skal ud at møde, når vi er færdiguddannede. Der er brug for mere risikovillighed i undervisningen – ingen ved jo, hvad fremtiden bringer – men der er et bredt ønske blandt elever og lærlinge om at lære nyt og blive klædt bedre på til fremtidens arbejdsmarked.

Du har tidligere været aktiv i Den Grønne Ungdomsbevægelse og er nu næstforperson i Lærlinge for Bæredygtighed. Hvad driver dit eget engagement?

Mit engagement udsprang af, at jeg havde brug for at tale med andre ligesindede om alle de problemer og udfordringer, jeg stødte på – og ikke forstod. Det startede nok med Lynetteholmen – det er et så åbenlyst ekstremt dårligt projekt, der intet har med boligbehov at gøre, men udelukkende spekulativ boligudvikling. Som anlægsgartner har jeg arbejdet på projekter, hvor der blev hentet en masse jord i store lastbiler, hvoraf flere nok kørte mod Lynetteholmen. Det er jo helt hul i hovedet med den tunge trafik gennem byen!

Så jeg blev aktivistisk for at standse Lynetteholmen, og gradvist blev det så mere og mere organiseret først i Den Grønne Ungdomsbevægelse og nu i Lærlinge for Bæredygtighed. Jeg kan mærke, at mange af de her ting som nu Lynetteholmen, gør mig sur. Så for at vende den vrede til noget konstruktivt, har det været vigtigt for mig at organisere mig og kæmpe i fællesskab for mere bæredygtighed.

Jeg tror, at min største driver lige nu er at få unge mennesker, der ikke tidligere har haft modet til at ytre sig, med i den demokratiske samtale. Det giver mig et kick, når unge, der aldrig har debatteret offentligt, pludselig står i en debat med Dansk Industri og kæmper for vores fælles sag.

Og så bliver jeg virkelig stolt over, at Lærlinge for Bæredygtighed har skabt et trygt sted, hvor alle lærlinge og elever kan komme med deres problemer og udfordringer – og føle, at de bliver hørt og kan få støtte og redskaber, som de kan bruge i deres hverdag.

I arbejder blandt andet for, at der skal undervises i bæredygtige håndværksmetoder. Hvad er det overhovedet?

Vi skal have mere undervisning i renovering og transformation – at du som tømrer for eksempel lærer, hvordan du renoverer gamle kernetræsvinduer og bruger linolie – gamle materialer og teknikker, der er meget bedre og holder længere. I stedet for, at tømrerlærlinge kigger på alu-vinduer og gips-pladser hele dagen, skal de lærer at bruge flere biogene materialer, altså ting der er dyrket som for eksempel hamp og træfibre. Og at murere lærer at bruge kalk og i stedet for mørtel, der er lavet på cement.

Det er jo helt vildt, at alle elever, der starter på tømreruddannelse i dag, får guidebogen ”Den lille lune”, som er udgivet af Rockwool Danmark. I den kan man læse, hvordan man bygger skillevægge, så der er plads til rockwool – en ekstremt skadelig industri, der har formået at lobbye sig helt ind i undervisningslokalerne. Det er jo langt ude, og det skal der luges ud i, så den undervisning og de materialer, vi får, er tidssvarende og understøtter en bæredygtig udvikling af vores erhverv.

Der er flere bevægelser og enkeltpersoner, der lige nu kæmper for mere bæredygtigt byggeri og taler for at renovere og upcycle i stedet for at bygge nyt. Gør det dig optimistisk og håbefuld?

Jeg har selv været med til at starte byggestop-bevægelsen, som flere gange har været omtalt i nyhederne. Det gør mig klart håbefuld, at det den her samtale og debat bliver løftet op. Jeg var blandt andet til en debat med Sophie Hæstorp, der er tidligere overborgmester i København. Hun talte af sig selv om ”Bevar eller forklar”, som er et princip, der bruges i forbindelse med byggerier og nedrivninger. Hvis man ønsker at rive en eksisterende bygning ned, skal man kunne dokumentere og forklare, hvorfor det er nødvendigt. Alternativt skal man bevare bygningen. Det synes jeg er fedt!

Men samtidig bliver der bygget og revet mere ned end nogensinde før. Så det er dobbeltsidet. Men det er rigtig fedt at se, hvor mange der faktisk bakker op rundt om i landet. Og så er vores bog ”Bæredygtig Byggebranche” blevet obligatorisk læsning for faglærerne på flere erhvervsskoler – det er da fedt!

Hvem vil du sende UBU-stafetten videre til – og hvad vil du spørge om?

Jeg vil gerne sende den videre til Elise Sydendal fra Den Grønne Ungdomsbevægelse. Hun har været en del af kampen for at få Københavns Universitet til at have bæredygtighed som en hovedambition. Egentlig en kamp, der minder meget om vores. Men hvor vores kamp er meget håndgribelig (nye materialer, arbejdsmetoder m.m.) er kampen for bæredygtighed på universitetet lidt mere abstrakt.

Jeg vil gerne spørge hende:

Hvad har været det sværeste kompromis, du som studerende og aktivist har måttet indgå i kampen for at gøre Københavns Universitet mere bæredygtigt – både i strategi og praksis? Og har det ændret din tro på, om aktivisme faktisk kan skabe reel forandring?