Andy Højholdt har sendt UBU-stafetten videre til Lea Matthaei Jensen, direktør og medstifter af Go Zebra, der er en forening, der arbejder med at styrke børns forestillingsevne, handlekraft og fremtidsoptimisme gennem legende læring og innovation, med begrundelsen:

Go Zebra formår med stor faglighed at gøre bæredygtighed nærværende og relevant i børn og unges hverdag – i tæt samarbejde med partnere verden over. Jeg er overbevist om, at kendskab til deres arbejde kan inspirere flere til at handle – og til at samarbejde om at fremme uddannelse for bæredygtig udvikling.

Andy Højholdt spørger:

Hvordan kan man styrke elever og studerendes forestillingsevne som en del af arbejdet med uddannelse for bæredygtig udvikling?

Forestillingsevne er en helt afgørende komponent i arbejdet med UBU og derfor også helt centralt i vores arbejde i Go Zebra. For at kunne handle bæredygtigt, skal børn og unge ikke bare forstå verden, men også kunne forestille sig nogle alternativer og en anderledes fremtid.

Vi har en tendens til at reproducere svar og viden i uddannelsessammenhænge, så for at styrke børnenes forestillingsevne arbejder vi blandt andet med spekulativ tænkning. Det handler om at stimulere deres fantasi og træne deres evne til at tænke kreativt, fordi man ikke er bundet op af, om det er realistisk og sandsynligt.

Og så arbejder vi meget med hele kroppen og det taktile som en del af læringen. Når man oplever noget fysisk med eller på sin egen krop, åbner det for noget dybere og nogle konkrete erfaringer. Når børn formgiver og prototyper deres idéer sammen, kan de på en legende måde få erfaringer med at bidrage til kreative løsninger. Og når vi ser noget i verden, bliver det også nemmere at have en samtale – for så findes det, du har bidraget med pludseligt.

Det kan støtte børnene i at se nogle muligheder og andre fremtider – og dermed give dem håb og mod til at handle. Vi har nemlig en vision om at skabe en generation af fremtidsoptimister.

Hvordan kan man vurdere, om elever og studerende faktisk udvikler deres forestillingsevne eller fremtidsevne? Kan den måles – og i så fald hvordan?

Det er et rigtig godt spørgsmål. Vi arbejder sammen med Line Gad Christiansen fra Kolding Designskole på at kvalificere det – og er i gang med at udvikle et ekstern evalueringsdesign, der bliver færdigt til sommer.

Men når man arbejder med forestillingsevne, handler det om at slippe den lineære tænkning og forventningen om de korrekte svar. Børnene skal være undersøgende, stille åbne spørgsmål og turde lege med idéer, der bryder med det velkendte. Modet til at turde bidrage med alternative løsninger opstår netop i spændingsfeltet mellem fakta og fantasi.

Så helt konkret bruger vi meget observation og måler for eksempel på, hvor mange åbne spørgsmål, børnene stiller, når de i fællesskab er i gang med en opgave. For de nysgerrige, åbne og kritiske spørgsmål er tegn på en god forestillingsevne og kreativ tænkning.

Når man arbejder med det enkelte barns forestillingsevne, risikerer man så at fokusere for meget på individet og for lidt på de strukturelle og systemiske ændringer?

Vi prøver at designe vores undervisningsforløb sådan, at de spørgsmål, børnene arbejder med, netop handler om systemer, og hvordan vi kan skabe alternative fremtider i fællesskab. I “Fremtidens Drømmeskole” opfinder eleverne for eksempel deres egne fag og visualiserer, hvordan skolen kan se ud i 2075, når både deres egen trivsel, naturen og de planetære grænser skal tænkes ind.

Så det handler meget om måden, vi stiller spørgsmål på, som ikke fokuserer på individet, men teknologi og fællesskaber og den fælles hverdag.

Hvordan undgår man, at arbejdet med forestillingsevne bliver endnu et pres på børn og unge – og hvordan støtter man de børn, for hvem håb og optimisme ikke ligger lige for?

Vi er meget opmærksomme på ikke at gentage den samme præstationskultur og begynde at måle og veje børns forestillingsevne på en måde, der kun lægger endnu mere pres på dem.

Kreativ tænkning og forestillingsevne er ikke nødvendigvis medfødt eller noget, der kommer lige let til alle. Det er noget, man skal stimulere og træne didaktisk.

Hele vores grundlag og raison d’être er, at det ifølge en rapport fra UNICEF (2021) kun er 11 procent af alle danske børn og unge, der føler, at verden bevæger sig i en positiv retning. Vi voksne skal derfor ikke agere løftede pegefingre, men lytte til børnenes spørgsmål og undren – og give dem en tro på, at deres input er vigtige, og at vi kan handle i fællesskab.

Vi tror meget på legende læring og er optaget af processen. Det metodiske er enormt vigtigt, så vi arbejder med forskellige faser, der stimulerer og understøtter børns forskellige tilgange og kreativitet. Og netop, fordi der ikke er færdige svar, men plads til at tænke anderledes, så ser vi også alle børn blomstre i forløbet – også de børn, der ellers kan møde modstand i ’almindelig’ undervisning.

Vores læringsforløb er taktile, sanselige og undersøgende. Vi bevæger os, leger og arbejder med både tekst, lyd og film – ofte på tværs af fag og i samarbejde med eksperter. Øvelserne træner divergerende tænkning: Hvad kan en blyant bruges til udover at skrive? I starten leder børnene efter det ”rigtige” svar, men når de opdager, at det ikke findes, så slår det pludseligt gnister! Men det er ikke noget, der bare sker – det kræver, at man som lærer tør slippe kontrollen og se på sin rolle i et nyt lys, hvor man i højere grad er facilitator.

Hvis vi skal hæve det lidt op, så handler det i høj grad også om forståelsen af, hvad undervisning og skole skal være i dag – hvilke kompetencer har vi brug for, hvis vi skal skabe en bæredygtig verden? Og ikke mindst, hvilke rammer sætter vi op for læringen?

Du har selv arbejdet 13 år som lærer. Hvilke kompetencer mener du, lærere og pædagoger særligt har brug for, hvis de skal arbejde kvalificeret med forestillingsevne og fremtidsevner?

Det skal helt ind på læreruddannelsen og skrives ind i de nye fagplaner – også i andre fag end dansk. Tænk, hvis det gik på tværs af alle fag – så kunne vi nå langt.

Igen, så handler det om en helt ny systematisk tænkning og syn på, hvad vi forstår ved skole og undervisning. I stedet for kun at fokusere på problemerne, så skal undervisningen fokusere på muligheder – for så kommer handlekraft og håb og optimisme.

Vi har cirka 11.000 elever igennem vores forløb hvert år og får meget positiv respons fra lærerne. Vores forløb er jo en slags mesterlære, da lærerne ofte har brug for at se, hvad vi gør i praksis og selv få det under neglene.

Som samfund efterspørger vi innovation, men vi måler groft sagt kun på færdigheder og paratviden og ikke på elevernes evne til at stille gode, kreative spørgsmål og have en veludviklet forestillingsevne. Så formår vi i dag at danne vores børn til fremtiden? Hvis vi skal finde løsninger på verdens udfordringer, skal vi tænke anderledes.

Hvad kan andre uddannelsesaktører lære af Go Zebras erfaringer med co-design og samarbejde på tværs af fag og sektorer?

Alle vores forløb er udviklet i samarbejde med eksperter og ved at kombinere elementer fra forskellige fagligheder – teknologi, samfundsfag, dansk osv. På den måde kan vi nå længere både i bredden og i dybden. Og så afspejler det også bedre virkeligheden og konteksten, da man får dækket flere spørgsmål og udfordringer af.

Innovation i undervisningen opstår jo ikke isoleret, men i fællesskab og på tværs af fagligheder. Når man samarbejder på tværs af siloer, skaber det både større ejerskab og en bedre forankring af projekterne på sigt. Men det kræver, at man som lærer er åben for at ændre sit syn på både forberedelsen og selve undervisningen.

Hvad er det vigtigste, du selv har lært af at arbejde med børn og unges fremtidstro – og har det ændret dig personligt eller fagligt?

Ja, det synes jeg bestemt. Jeg ville ønske, at det var noget, der havde fyldt mere i undervisningen, da jeg selv i skole og senere studerede. For det kan altså noget! Det sker desværre ikke så ofte mere, men når jeg er med ude i felten og observere en skoleklasse, der er i gang med et projekt eller forløb, så får jeg en stærk følelse af, at vi er aktive deltagere i demokratiet – vi støtter børnene i at komme med løsninger på de problemer, vores samfund og verden står over for. Det er en kæmpeglæde at føle den vigtighed af vores arbejdet. Vi har igennem årene givet tusindvis af børn noget fremtidsoptimisme og håb, så de kan se sig selv som en del af løsningerne frem for at passive.

Hvem vil du gerne sende UBU-stafetten videre til – og hvad vil du spørge om?

Jeg vil gerne sende stafetten videre til Magnus Herrmann, der er forperson for Danske Skoleelever og derfor repræsenterer alle børn i grundskolen. Jeg synes, at det er vigtigt at inddrage de børn og unge, som bæredygtig udvikling i grundskolen handler om – vi overser ofte elevernes stemmer – og dermed deres perspektiver og behov – direkte ind i samtalen.

Jeg vil gerne spørge ham:

Hvordan oplever du, at skolen i dag giver – eller ikke giver – plads til børn og unges egne idéer og forestillinger om fremtiden, når der arbejdes med bæredygtig udvikling?