Når skoledagen er slut, skynder mange børn sig afsted til et væld af fritidsaktiviteter. Nogle skal til fodbold, andre til klaver eller til spejder.

Men flere og flere børn sætter kursen mod deres lokale gymnasium og finder sig til rette i fysiklokalet for at være klar til en eftermiddag fyldt med videnskabelige forsøg og eksperimenter.

De går nemlig til videnskab i deres fritid og er miniforskere i Videnskabsklubben – et gratis, landsdækkende fritidstilbud for børn i 4.-6.klasse. Her bliver de undervist i forskellige naturvidenskabelige fag af frivillige gymnasieelever og børn fra udskolingen.

“Vi tilbyder et fællesskab til nysgerrige børn og unge, hvor de kan mødes og nørde og undre sig sammen,” siger Sarah Kirkegaard Verver, der er programchef i Videnskabsklubben.

Man kan måske hurtigt forestille sig, at det er de børn, der allerede har en stærk naturvidenskabelig interesse og er på en direkte vej mod et professorat i partikelfysik, der har lyst til at gå til videnskab i deres fritid. Men det er vigtigt for Sarah Kirkegaard Verver at understrege, at Videnskabsklubben ikke er et talentprogram, og at der er plads til alle.

“Det eneste krav, vi stiller, er, at man er nysgerrig,” siger hun, og fortsætter:

“For nogle børn er Videnskabsklubben det sted, hvor de for første gang møder ligesindede, der deler deres nysgerrighed efter at forstå, hvorfor himlen er blå, eller hvorfor dejen hæver.”

Videnskab uden lektier og karakterer

Man kan måske stille spørgsmålstegn ved, om der er brug for mere undervisning i de naturvidenskabelige fag i børns fritid, når skoledagene allerede har fag som natur/teknologi, biologi og fysik/kemi på skemaet.

Men Videnskabsklubben adskiller sig fra undervisningen i folkeskolen. De har fokus på at bygge bro mellem leg og læring — uden at krav eller karakterer sniger sig ind i undervisningslokalet.

“Vi har ingen læringsmål, præstationskrav eller tests. Der er ingen, der skal krydse af, om børnene har forstået alt eller har gennemført en lærebog,” forklarer Sarah Kirkegaard Verver.

Der er altså ikke noget præstationspres, og børnene er frie til at udforske, eksperimentere og fejle. Her kan de i fællesskab blive klogere på alt fra mikrobiologi og materialefysik til arkæologi og algoritmer.

Undervisningen bygget op omkring dagens spørgsmål, nogle eksperimenter – og en refleksionsøvelse til sidst.

Børnene undersøger, diskuterer og prøver sig frem. Nogle dage skal de finde ud af, hvordan man udvinder DNA fra en banan, andre dage undersøger de overfladespændingen på en sæbeboble. Og der er plads til, at børnene lader sig rive med af begejstring, selvom det betyder, at man ikke når alt det, der ellers var planlagt.

I undervisningen er der også lagt stor vægt på, at skærmene skal pakkes væk, og at børnene skal have lov til at bruge hænderne og sanserne, når de måler, blander væsker eller observerer et eksperiment.

“Det er ekstremt analogt,” siger Sarah Verver med et smil. “De skal ikke sidde med computer eller telefoner – de skal selv have fingrene i eksperimenterne.”

Rollemodellernes begejstring smitter 

Når det går løs i Videnskabsklubben, så er det ikke med en voksen lærer bag katederet. I Videnskabsklubben er det gymnasieelever, der styrer slagets gang.

De kaldes seniormentorer, og de har ansvar for at guide børnene gennem forsøgene og deler ud af deres egen interesse for naturvidenskab. De får hjælp af juniormentorer fra udskolingen, og tilsammen skaber de et læringsrum, hvor børn lærer af nogen, de faktisk kan spejle sig i.

“Vi kalder dem opnåelige rollemodeller,” forklarer Sarah Kirkegaard Verver.

“De skal ikke være ret langt fra vores miniforskere aldersmæssigt – de skal være nogen, man kan se op til og tænke: Sådan vil jeg også gerne være.”

Og det er da også tydeligt, at mentorernes begejstring smitter, når man ser på de tilbagemeldinger, som Videnskabsklubben modtager i deres evalueringer.

I en af dem fortæller en forælder om sin søns oplevelse: “Det betyder meget, at det er “store børn”, der underviser. Han ser meget op til dem og drømmer om selv at blive underviser, når han skal på gymnasiet.”

For mange af gymnasieleverne er det også første gang, de selv står i rollen som underviser, og de oplever at blive bedre til at formidle deres viden, fortæller Sarah Kirkegaard Verver.

“De vokser både fagligt og menneskeligt og fortæller, at de føler sig mere trygge og stærke til mundtlige eksaminer.”

Et fællesskab for børn, der vil blive klogere på verden

Og netop fællesskabet og trygheden er helt centralt, når man mødes i Videnskabsklubben.

Børn, der måske ikke altid har fundet sig selv i fodboldklubben eller til spejder, finder her et fællesskab, hvor det er helt normalt at have tusind spørgsmål til, hvordan verden egentligt hænger sammen.

“Vi tilbyder et fællesskab for nogen, som ikke nødvendigvis har fundet et fritidsfællesskab andre steder,” fortæller Sarah Kirkegaard Verver.

Hun peger på en sætning, der hænger på deres kontor i København: “Alle børn behøver ikke passe ind i alle fællesskaber, men der skal være et fællesskab til alle børn.”

Og i sidste ende handler Videnskabsklubben ikke nødvendigvis om at skabe flere forskere, men om at opmuntre børn til at være nysgerrige på verden.

“Når børn oplever, at de kan udforske verden på deres egne præmisser, vokser deres lyst til at lære,” siger Sarah Kirkegaard Verver.

Og selvom det nok ikke er alle miniforskerne, der ender som forskere i fremtiden, så lærer de alligevel noget afgørende, mener hun. De lærer at tænke som forskere.

“Det er vigtigt, at børn og unge lærer at tænke videnskabeligt – at forstå, hvordan man skaber ny viden, og hvorfor man skal forholde sig kritisk til den.”

De lærer at stille spørgsmål, afprøve hypoteser og drage konklusioner – og de oplever, at viden ikke bare er noget, man får fortalt, men noget, som man selv kan være med til at opdage.