Frank Olesen, der er leder af Naturværkstedet Kløvermarken og teamleder i Afdelingen for Bæredygtig Udvikling (ABU) i Københavns Kommune, har fået UBU-stafetten af Nanna Jordt Jørgensen med begrundelsen:

Kløvermarken, som er et aktivitets- og inspirationssted for de københavnske 0-6-årige, er en fantastisk naturlomme midt i byen. Frank og hans team laver et meget vigtigt arbejde, og jeg er derfor nysgerrig på hans perspektiver på kommunernes rolle i arbejde med bæredygtighed.

Nanna Jordt Jørgensen spørger:

Hvordan arbejder I med at understøtte det pædagogiske arbejde med bæredygtighed på måder, der giver plads til kreativitet, nysgerrighed og nye tilgange?

Vi bruger de erfaringer, vi har fra mange års arbejde med naturformidling og bæredygtighed. Og så bruger vi tid på dialog med de enkelte institutioner og det pædagogiske personale – og lytter til deres ønsker og behov. Det er ikke alt, vi kan opfylde, men vi gør, hvad vi kan.

Der kan være kæmpestor forskel på en børnegruppe, og derfor forsøger vi også at tilpasse forløbet til den konkrete børnegruppe. Vi arbejder i nuet og kører ikke på med et fuldt program, bare fordi vi har planlagt det i forvejen, men justerer aktiviteterne undervejs og fordeler vores tid bedst muligt, så alle børn får mest muligt ud af oplevelsen. Men altid med fokus på børnenes nysgerrighed og brug af deres sanser.

Samtidig er vi åbne for, hvis institutionerne har et særligt ønske om, at vi eksempelvis fokuserer vores krible-krable-forløb på et enkelt dyr, som institutionen har arbejdet med. Og det gør vi gerne, så vi understøtter deres pædagogiske arbejde. Vi kan også tilbyde forløb om et bestemt dyr, som institutionen kan arbejde videre med derhjemme.

Generelt har vi fokus på at følge børnenes nysgerrighed og på en sansebaseret tilgang til alle vores aktiviteter, så hvert forløb indtænker mange forskellige sanser i formidlingen.

Hvad er det, I kan tilbyde på Naturværkstedet Kløvermarken, som kan være svært at realisere i den almindelige hverdag i daginstitutionerne?

Først og fremmest tror jeg altid, at det er godt og sundt at komme ud af sit vante miljø – både for børn og medarbejdere – og få den nødvendige ro til at fordybe sig i aktiviteterne uden at blive distraheret af den vante trummerum hjemme i institutionen.

Og så har vi nogle sindssygt dygtige naturformidlere, som kan se børnene med nye øjne. Jeg tror altid, at det er inspirerende at møde professionelle mennesker, der har noget på hjerte og gerne vil børnene – det er i bund og grund dét, det handler om. Derudover har vi læringsmiljøer, der er magiske og inspirerende og virkelig kan understøtte vores formidling. Det er med til at skabe nogle rammer, der taler til børn og stimulerer fantasien med mange kroge og opdagelser.

Vi arbejder både med ”gammeldags” formidling af viden og fakta og mere sansende elementer som lege og kreative aktiviteter, hvor børnene kan udtrykke sig. Vi ved, at børn optager viden på mange måder – og at de færreste børn lærer bedst ved at sidde på deres numse og høre på en voksen. Hvis man arbejder med alle sanser og får ting i hænderne, så husker man det bedre. Vi har sidste år etableret en fed stor-skala kuglebane i træ, et sanse- og fordybelsesområde og et formidlingsrum til levende dyr som for eksempel vores store afrikanske congosnegle.

I forhold til mange daginstitutioner, hvor tid er en begrænset ressource, har vi også den nødvendige tid til at forberede os. I højsæsonen har vi 10-12 forløb hver dag – både i vores læringsmiljøer rundt om i byen og udekørende forløb i institutionerne. På et år rammer vi nok omkring halvdelen af Københavns institutioner. Dem, der ligger tættest på os, kommer lidt oftere end dem, der ligger i den anden ende af byen.

Undersøgelser viser, at mange børn særligt i byerne har en begrænset kontakt til naturen i deres hverdag. Hvilke konsekvenser har det?

Det betyder jo desværre, at mange børn får en større afstand til naturen. Og at nogle af de ting, som burde være helt naturlige for alle børn at stifte bekendtskab med – at holde en snegl eller bænkebider i hånden eller grave med de bare hænder i jorden og få beskidte negle, opleve varmen og røgen fra et bål og smage en pandekage, man selv har tilberedt eller brænde sig på en brændenælde – bliver helt fremmede for én og noget, man er bange for eller synes er ulækkert.

Det er trist, for som mennesker har vi brug for at sætte alle vores sanser i spil og erfare naturen med krop og sjæl. På Naturværkstedet har vi et motto om, at det er et godt sted at stikke sig på en torn, få et sår på knæet eller brænde sig på en brændenælde, fordi der er masser af voksne omkring én, der kan trøste og skabe den nødvendige tryghed.

Og så tror jeg også, at vi lige nu har nogle generationer af børn, der måske bliver nurset lidt for meget af deres forældre og omgivelser. Det kommer ofte fra et godt sted, men det betyder, at børnene ikke får dannet deres egne erfaringer. Og resulterer i en manglende følelse af forbundethed med naturen. Derfor har vi også meget fokus på at give børnene en nysgerrighed og erfaring med naturen og, hvad naturen kan tilbyde os af nydelse og oplevelser.

Vi ved jo også, at det er godt for børns trivsel at være i naturen – og det er derfor oplagt at bruge naturen til at arbejde med børnenes sociale og personlige kompetencer, som der også er brug for, når de starter i skole. Vi har blandt andet en række projekter, hvor vi arbejder med og i naturen for at styrke det enkelte barn med for eksempel at håndtere konflikter og udvikle deres kreativitet og sociale færdigheder.

Er der en risiko for, at arbejdet med bæredygtighed og natur i daginstitutionerne bliver reduceret til symbolhandlinger som affaldssortering, plantekasser og haletudse-akvarier – uden at børnene får en dybere forståelse for og forbindelse til naturen?

Vi oplever, at institutionerne arbejder vidt forskelligt med de her ting. Man kan godt have haletudser i et akvarie på en hylde i 14 dage, inden de ryger tilbage i søen – eller man kan bruge dem aktivt og synge ”Bim Bam Busse”, lave kreative projekter, læse bøger om haletudsens udvikling og tale om livets kredsløb i søen.

Så det er jo i høj grad op til den enkelte institution, om aktiviteterne bliver en symbolsk øvelse, der bare skal krydses af på årsplanen, eller om de bruges som afsæt til at give børnene en reel og dybere forståelse af naturen. Det kræver, at det pædagogiske personale er engageret – eller som minimum kan fremvise en faglig interesse – også når det måske ikke lige er deres yndlingsemne eller aktivitet.

Vi kan understøtte det pædagogiske arbejde ved for eksempel at holde oplæg for personalegruppen eller vise konkrete metoder, som medarbejderne kan lade sig inspirere af. I de længere forløb, hvor vi har tid til at gå i dybden, oplever vi ofte, at medarbejderne får en form for aha-oplevelse, når der sker et skifte i deres måden at tænke natur på. Natur og bæredygtighed behøver nemlig ikke være endnu et tema på listen, men kan integreres i alle de andre læreplanstemaer som sprog, motorik, bevægelse og sociale relationer.

Hvad betyder det, at kommunale aktører engagerer sig aktivt i arbejdet med bæredygtig uddannelse og pædagogik?

For 25 år siden handlede det meget om at lære børn en masse om naturen. Nu handler det også om, hvordan vi kan bruge naturen til at udvikle det enkelte barn, så naturen opleves som en naturlig og vigtig del af et barns dannelse – både i forhold til viden, men også erfaringsmæssigt som menneske.

For os ligger det lige til højrebenet, hvis man har et helhedsorienteret syn på barnet og mennesket. Vi er ikke sat i verden for at give børn en masse paratviden, men for at udvikle børn i en positiv retning og give dem dannelseskompetencer og værktøjer. Og så har vi også fokus på den sociale dimension og når bredt ud til mange børn hvert år – også dem, der måske ikke har en stor naturforbundet – som vi kan være med til at præge og inspirere.

Hvilke barrierer oplever du i dit daglige arbejde i forhold til at kunne udfolde jeres potentiale endnu mere?

Der er en del barrierer. Først og fremmest har politikerne en masse visioner om klima, natur og bæredygtighed, men det er ikke altid, at der følger ressourcer med til at løfte indsatsen i forhold til en dannelseskontekst.

Et godt eksempel er dog København Kommunes ressource- og affaldsstrategi om, at vi skal sortere og genanvende mere. Her har politikerne afsat midler til en dannelsesindsats, så skoler og daginstitutioner kan arbejde med strategien i praksis.

Vi har også driftsmidler til blandt andet vores udekørende naturskole, hvor vi forsøger at nå de institutioner, der ligger længere væk. Fra mit ståsted så burde strategier og indsatser indenfor natur, klima og biodiversitet altid have et spor, hvor man sideløbende med andre initiativer har et dannelsesspor, der sætter fokus på, at børn og unge får indsigt, viden og opmærksomhed på emnet.

Det er generelt en udfordring på dagtilbudsområdet, hvor der i forvejen er pres – både for personalet og ledelsen i forhold til tid og ressourcer. Vi oplever ofte, at institutionerne egentlig gerne vil gøre mere, men har svært ved at finde tid og kapacitet i en travl hverdag.

Og selvom vi måske når halvdelen af Københavns børn på et år, så vil vi jo gerne nå endnu flere. Det kræver selvfølgelig både flere ressourcer, men også tid til at lave opsøgende arbejde og få kontakt med de institutioner, vi ikke når i dag.

Hvis du kunne ændre én ting i den måde, vi arbejder med natur og bæredygtighed i daginstitutionerne på, hvad skulle det så være?

Så ville jeg også gerne have mulighed for at arbejde endnu mere ud fra den enkeltes institutions behov og møde dem, hvor de er, og tilpasse os deres ønsker, og understøtte institutionerne i deres givne behov på det konkrete tidspunkt.

Ressourcer er jo altid et dilemma. Hvis jeg kan lave ét forløb med alle børnehaver i kommunen én gang årligt, er det så bedre, end hvis jeg kan lave et forløb på fire gange med langt færre børnehaver?

Hvem vil du gerne sende stafetten videre til – og hvad vil du spørge om?

Jeg sender stafetten videre til Mette Hejn, som gennem mange år har arbejdet med børn, unge og natur som naturfagslærer og kommunal naturfagskoordinator. Og som for nyligt har fået job som bæredygtighedskonsulent på Grøn Skole-programmet i Friluftsrådet.

Hun er en af de ildsjæle, der gør en reel forskel i hverdagen og inspirerer andre til at tænke naturen aktivt ind i både børn og voksnes liv. Derfor er hendes viden og erfaringer vigtige at få i spil.

Jeg vil gerne spørge hende:

Hvad skal der til for, at uddannelse for bæredygtig udvikling bliver en reel og prioriteret del af folkeskolens hverdag – frem for endnu et projekt ved siden af den øvrige undervisning?