Johannes Schønau spørger:
Hvordan undgår du, at fakta bliver politiseret? Og hvordan tager du ansvar som forsker – uden at miste din integritet?

Det er et virkelig godt spørgsmål! Jeg arbejder lige nu med et forskningsprojekt på Københavns Universitet om borgeres engagement og ejerskab i vedvarende energi, og hvilken rolle både det og rammerne har for den grønne omstilling. Jeg synes, at man skal vende spørgsmålet om – for vores fakta og videnskab er allerede politiseret. Tag for eksempel Niels Bohr, der er en af verdenshistoriens mest anerkendte videnskabsfolk. Hans forskning i kvantefysik blev ført frem i offentligheden af de politiske muligheder og ønsker, der lå i for eksempel atomenergi og udvikling af atombomben.

Al forskning bliver sat i gang med et formål. I dag foregår det meste forskning ved, at det på forhånd bliver defineret igennem funding, hvad den skal bidrage til, for eksempel den grønne omstilling, og at vi skal komme med anbefalinger på baggrund af det, vi har fundet ud af – ellers er den jo ikke til nogen nytte for andre end os selv. Man kan i stedet sige, at det ofte er en succes, hvis vores forskning formår at blive politiseret.

Det jo er en kæmpe løgn, hvis vi benægter, at vi tager stilling. Vores problemstillinger, hypoteser osv. falder jo ikke bare grydeklare ned fra himlen – de er jo fagligt vinklede og taget stilling til ud fra den viden, vi allerede har, som vi bygger videre på. Det er ikke bare sådan at fremragende forskning kræver stillingtagen, men også at al forskning faktisk kræver et udgangspunkt og en vurdering af, hvad der er behov for at vi ved mere om og hvad vi så gør med den viden. Min oplevelse er at forskere hele tiden overvejer om de er objektive nok – det er en forskers største frygt at blive beskyldt for ikke at være objektiv. Men vi kan kun være objektive, hvis vi forholder os til, hvad grundlaget for vores forskning er og hvordan og hvorfor den er blevet lavet.

Min erfaring med at forske i grøn omstilling er, at vi mister vores integritet, hvis vi ikke bringer vores viden på banen. Vi må også tage ansvar for det, vores forskning viser, så den kan bruges til andet end vores egen forskerkarrierer.

Det er faktisk også et krav i vores stillingsbetegnelse, at vi skal formidle vores forskning. Men der et stort rum for fortolkning i forhold til, hvordan man vil gøre det. Jeg øver mig på at gøre det på mange forskellige måder, så min forskning kommer ud og leve. Både på klassisk vis ved for eksempel at skrive kronikker og deltage i samtaler, dialoger og debatter udenfor universiteterne. Men også gennem samarbejde med forskellige grupper og bevægelser, og gennem mit virke i Det Grønne Forskernetværk.

Hvilke dilemmaer oplever du som forsker i feltet mellem videnskabelig integritet og politiske dagsordener?

En del forskere har nok oplevet, at deres forskning bliver politiseret på en måde, man ikke kan stå inde for. Det kan være, at konkrete fund eller resultater bliver taget ud af deres sammenhæng og brugt til at fremme bestemte politiske dagsordener – på en måde vi som forskere hverken kan genkende eller bakke op om.

For eksempel min egen forskning i vedvarende energi og borgerinddragelse. Der kan noget af min forskning godt bruges politisk til at fremme modstanden med vedvarende energi, hvis man plukker de dele, der handler om, at nogle borgere kan føle sig kørt over, når der skal opsættes for eksempel vindmøller i et bestemt område. Men at man ikke tager den del af min forskning med, der handler om løsningerne, og alle de gode eksempler på dialog og lokal værdiskabelse, der lykkes. Det er jo ude af vores hænder, hvordan vores forskning bliver brugt – det er en præmis, selvom det kan være træls. Hvis vores indsigter og konklusioner bliver misbrugt, kan vi jo altid gøre vores bedste for at bringe vores perspektiv frem i lyset.

Hvordan forholder du dig til idealet om objektivitet i forskningen i dit arbejde med bæredygtighed, der af mange kan opfattes som et normativt og værdiladet begreb?

Der er blevet forsket en del i, hvordan man overhovedet definerer objektivitet i forskning. Jeg læner mig op ad forskeren Donna Haraway, der har udviklet begrebet ”situeret viden” – altså, at al viden udspringer af en konkret kontekst. Så for at kunne arbejde objektivt i sin forskning bliver man nødt til at gøre det tydeligt, hvor ens viden kommer fra og hvordan den er blevet lavet.

Begrebet neutralitet lægger jo per definition op til, at man skal lave en vægtning – der er to modpoler, og så er der midten, som er neutral. Men i og med, at man selv er med til at definere de to modpoler ud fra ens eget ståsted og viden, så kan man aldrig være neutral. Derfor er objektivitet som et videnskabeligt mål mere præcist, da det handler om det metodiske og om at gøre sin proces så forklarlig, som muligt.

Formålet med Det Grønne Forskernetværk er ”at samle forskere på tværs af fagligheder og institutioner i kampen for klimaet” – er det forskeres opgave at være aktivistiske og fremme bestemte dagsordener?

Jeg kan godt forstå, hvorfor nogen kan stille det spørgsmål. Hele grundlaget for netværket er, at vi alle forsker inden for enormt forskellige felter. Men vi er mange, der har oplevet, at det kan være svært at komme ud med vores viden uden for vores egne siloer – og få delt vores forskning og erfaringer på tværs. Det hele foregår ofte internt på vores egne institutter, universiteter og indenfor discipliner, men hvis vi gerne vil gøre vores forskning tilgængelig og brugbar for offentligheden, så må vi have en bredere samtale på tværs.

I forhold til aktivismen, så er det op til vores forsker-medlemmer selv at bestemme, hvordan de definerer deres position. Der er stor forskel på, hvordan forskellige forskere selv mener, de bedst kan få deres viden på banen og i hvilket format, der passer dem bedst. Vi har brug for mange forskellige kompetencer og positioner, hvis vi gerne vil gøre jordens klima mere levedygtigt for fremtiden. ”Kampen for klimaet” mener jeg, skal forstås sådan, at vi går sammen om at mobilisere den forskningsbaserede viden i kampen for den grønne omstilling.

Hvilken rolle spiller Det Grønne Forskernetværk for dig i forhold til at kunne diskutere og håndtere de her dilemmaer?

Et af netværkets formål er at skabe mere dialog på tværs af universiteter og discipliner for eksempel mellem natur-, samfunds- og humanvidenskaberne. Det har gjort min egen forskning både bedre og mere anvendelig. Jeg bliver skarpere på, hvor vi mangler viden, og hvilke politiske anbefalinger vi kan lave på baggrund af den viden, vi har. For eksempel hvor langt vi faktisk er i forhold til konsensus omkring specifikke emner. Det hjælper mig med at formulere mere relevante problemstillinger og hypoteser, som åbner for, hvilke tiltag og muligheder, der rent faktisk kan lede til samfund med radikalt færre drivhusgasudledninger.

På et mere personligt plan – hvad giver dig håb og drivkraft i dit arbejde med bæredygtighed?

Den grønne omstilling, vi står midt i, handler i bund og grund om, at mennesker på et tidspunkt har valgt at gøre noget anderledes. Mange har fået bedre levevilkår af den måde, som man har organiseret samfund henimod, i hvert fald i Danmark, indenfor de sidste århundreder både teknologisk og omfordelingsmæssigt. Men de midler man udviklede samfund med til at starte med, for eksempel intensiveret energiforbrug til industrialisering, har bare for længst haft sidste udløbsdato. Hvis det var mennesker, der foretog alle de valg dengang, så kan mennesker det også i dag. Vi har bare brug for nogle andre midler og dertil nogle genovervejelser af, hvad gode levevilkår kan være.

Og så er der jo alle de mennesker, der allerede står op hver morgen og beslutter sig og genbeslutter sig for at organisere deres hverdag og samfund på måder, der viser vej til, hvordan vi kan slippe af med fossile brændstoffer en dag.

Hvem vil du gerne sende UBU-stafetten videre til – og hvad vil du spørge om?

Jeg vil gerne sende den videre til Elias Dalgaard fra Lærlinge for Bæredygtighed, da jeg synes, at deres arbejde med mobilisering og videndeling – og ikke mindst det store arbejde, de gør for at ændre på formålet og indholdet i uddannelser – er forbilledligt og inspirerende.

Jeg vil gerne spørge Elias Dalgaard:

Hvordan mener du, at fremtidens uddannelser bør se ud, hvis de skal forberede kommende generationer til at skabe mere bæredygtige samfund?