Kan brombær egentlig brumme? Og breder en vejbred sig over hele vejen?

Små, finurlige spørgsmål om den natur, der er lige uden for vores egen hoveddør. Men som mange af os faktisk ikke ved særligt meget om – hvis vi nu skal være helt ærlige (selvom vi måske godt ved, at brombær ikke siger lyde).

Men kan man overhovedet passe på en natur, man ikke kender eller har et sprog for?

Nej, mener Caroline Mathilde Qvarfot, der er lektor i dansk på læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole (KP). Hun vil derfor have flere lærere, der underviser i sprogfag, til at inddrage natur og bæredygtighed i undervisningen.

”Naturkrisen er den største udfordring vi står overfor. Så selvfølgelig skal alle fag herunder sprogfagene, som jo er dannelsesfag, arbejde med de her spørgsmål. For sproget hjælper os med at forbinde os til og forstå verden,” mener hun.

Og det betyder ikke, at dansklærere skal til at gennemgå CO₂-kvoter eller tysklærere skal lære eleverne at bøje Krise der biologischen Vielfalt, understreger Caroline Mathilde Qvarfot.

”Danskfaget bliver ofte brugt som redskab til at kommunikere om bæredygtighed. Men vi skal i stedet arbejde på fagets egne præmisser ved for eksempel at fokusere på de æstetiske sider af dansk, hvor vi leger med ord og sproget. Og her kan poesien bare noget helt særligt.”

”Gak ud” med sproget

Sammen med tre kollegaer kastede hun derfor et hold dansklærerstuderende ud i en række eksperimenter, der skulle få naturen ind i undervisningen. Den første uge på semestret blev de bedt om at indsamle smukke planter og blomster i naturen og registrere deres navne. Og i slutningen af semestret skulle de så finde de tørrede blomster frem fra skuffen og skabe et såkaldt ’poetisk herbarium’.

Men i modsætning til de klassiske herbariers strengt faktuelle og naturvidenskabelige tekster, skulle de i stedet ”gakke ud” med sproget med udgangspunkt i planternes navne.

”Naturen rummer jo de mest vidunderlige navne! Dagpragtstjerne og moskuskatost. Det er jo helt fantastiske ord at arbejde med, hvis man er et lille lyrikmonster som mig!” fortæller Caroline Mathilde Qvarfot begejstret.

En gruppe studerende havde klistret tørrede brombærblade på en sort planche og sat ord sammen på nye, finurlige måder: ”Brombær, bærblomst, blomsterjord, jordsand, sandblomst, blomsterbær” står sirligt skrevet med hvid sprittusch.

En anden gruppe havde fundet et væld af farvestrålende blomster og planter og kategoriseret dem efter, hvor behagelige de ville være ”som underlag til elskov i det fri.” Historien melder dog desværre intet om rangordenen.

”Det var vildt sjovt at se, hvor kreative de studerende var, og hvor sjovt de havde det imens. Mange af dem er nok ellers ikke synderligt interesserede i poesi. Men de udnyttede den lyriske kraft i sproget og reflekterede samtidig over deres eget sprog for naturen,” forklarer Caroline Mathilde Qvarfot og uddyber:

”Så man kan sige, at poesien lærte os noget om naturen. Og naturens ord lærte os noget om poesi,” funderer hun.

Sproget er verdens hus

Lars Stubbe Arndal, der ligeledes er lektor i dansk på læreruddannelsen på KP, var også med til eksperimentet med de lærerstuderende.

”Børn og unge er fremtiden, så det er virkelig vigtigt, at de får en ballast og en grøn dannelse, så de kan være med til at løfte de vigtige dagsordener,” understreger han.

Ligesom Caroline Mathilde Qvarfot, fremhæver han også sprogets definitionsmagt.

”Den tyske filosof Heidegger sagde engang, at sproget er verdens hus, forstået på den måde, at det er med til at forme den verden, vi har. Den måde, vi bruger sproget på, kan altså være med til at definere vores omverden,” forklarer han.

I politik ser vi ofte, at politikerne giver fænomener og politikområder positive eller negative øgenavne, der kan blive afgørende for opbakningen til den konkrete politik. Tag bare ord som ’jernmarker’ om solcelleparker eller ’betalingsring’ om en trængselsring rundt om København.

”Så taler vi om naturen som noget, der er udenfor os selv – som vi lægger en afstand til – eller om noget, som vi selv er en del af?” spørger Lars Stubbe Arndal og understreger, hvor vigtigt det er, at børn og unge lærer, at sproget ikke er en given ting, men noget, vi kan påvirke og skal forholde os kritisk til.

En del af kernefagligheden

Også Annette Søndergaard Gregersen, der er docent emerita på Københavns Professionshøjskole med speciale i fransk og pædagogik, har kastet sig over de poetiske herbarier.

Hun har kreeret fire styks med vilde blomster og planter fra sin egen have – én for hver årstid med tilhørende fransk poésie, der skal afspejle årstidens blomster og stemning.

”I et poe­tisk herbarium kan man både sætte fokus på biodiversiteten i ens lokalområde og reflektere over naturens skønhed og kompleksitet – og forholdet mellem mennesker, natur og kultur,” forklarer hun.

Som tidligere folkeskolelærer og underviser i fransk på læreruddannelsen har Annette Søndergaard Gregersen arbejdet med sprogfag i en halv menneskealder. Og hun er ikke et sekund i tvivl om, at natur og bæredygtighed er en del af kernefagligheden.

”Et vigtigt element i de humanistiske fag er det interkulturelle, som også rummer naturforståelse. Så det er også vores opgave at uddanne eleverne til at være kritiske og bevidste samfundsborgere,” forklarer hun.

Legende læring

Med folkeskolereformen i 2014 rykkede engelsk helt ned i 2. klasse og fransk eller tysk i 6. klasse. Og det har ændret vilkårene for sprogfagene, mener Annette Søndergaard Gregersen.

”Vi ved, at det er vigtigt for elevernes evne til at lære et sprog, at det opleves med alle sanser. Små børn på 7-8 år lærer ikke ved at sidde stille på en stol eller foran en skærm – de skal ud af klasseværelset og bruge kroppen og sanserne. Det skal være legende læring eller lærende leg, om man vil,” forklarer hun.

Og arbejdet med poetiske herbarier er netop et rigtig godt eksempel på legende læring, hvor man kan få krop og sanser i spil og tage naturen med ind i undervisningen.

Ligesom sine kollegaer mener hun, at de poetiske herbarier kan være løftestang for en samtale om de større og mere abstrakte politiske dagsordener.

”Man kan jo lave tværfagligt samarbejde med samfundsfag og geografi eller biologi, hvor man undersøger vores natursyn i henholdsvis Danmark og Frankrig. Og sammenligne vores holdninger til fx atomkraft,” siger Annette Søndergaard Gregersen.

Både hun og Caroline Mathilde Qvarfot er blandt forfatterne til inspirationskataloget ’UBU og sprogfagene’, som KP udgav sidste år i samarbejde med Afdelingen for Bæredygtig Udvikling i Københavns Kommune og Rådmandsgade Skole.

Kataloget rummer ti konkrete idéer til, hvordan man kan arbejde med bæredygtig i dansk, tysk, engelsk og fransk – heriblandt de poetiske herbarier.

”Jeg håber, at vi kan inspirere endnu flere lærere til at kaste sig ud i hive naturen ind i undervisningen, og at vi med vores eksempler kan vise, at det ikke behøver at være så svært,” siger Annette Søndergaard Gregersen.

Caroline Mathilde Qvarfot er enig.

”Jeg synes, der er et kæmpe potentiale. Lærere vil rigtigt gerne lave nogle fede forløb, men de skal også have rammerne og tiden. Så det kræver, at der er nogle ledelser, der også prioriterer den nødvendige tid til for eksempel at omlægge skemaer, så man kan komme ud i naturen,” understreger hun.