15. februar 2026
”Vi ved alt for lidt om, hvad der sker i de humanistiske fag”
Hvordan arbejder folkeskolelærere i de humanistiske fag med bæredygtighed i undervisningen? Det vil en gruppe forskere med Jonas Lysgaard i spidsen undersøge. Dette er første artikel i vores nye serie Forskeren fortæller, der skal gøre UBU-forskning mere synlig og bringe den tættere på praksis.
Anne Burlund
Journalist
Hvad undersøger I helt konkret – og hvorfor er det vigtigt netop nu?
Projektet, der går i gang til efteråret, skal udvikle praksis og handler om, hvordan man kan undervise i bæredygtighed i grundskolen med særligt fokus på de humanistiske fag (fx dansk, historie/samfundsfag, kristendomskundskab, billedkunst/musik samt tværfaglige perspektiver). Projektet er finansieret af den Danske Frie Forskningsfond.
Vi undersøger tre skoler, der allerede er i gang med at udvikle bæredygtigheds- og projektperspektiver og følger 1-2 klasser per skole over tre skoleår fx fra 6.-8 klasse.
Formålet med projektet er at gøre bæredygtighed mere forståeligt og konkret i de humanistiske fag og vise, hvordan man kan arbejde med emnet på tværs af fag. Samtidig skal projektet give skolerne nye kompetencer og inspiration, som kan bruges direkte i undervisningen.
Overordnet er projektet tænkt i tre faser:
1. år: En undersøgende fase – hvad sker der ude på skolerne?
2. år: En interventionsfase – hvor vi sammen med lærerne udvikler undervisningen i de humanistiske fag
3. år: En interventionsfase, der har mere fokus på tværfagligt samarbejde – også med naturfagene.
Igennem de tre år interviewer vi de medvirkende lærere og elever én gang per semester. Derudover observerer den eller de forskere, der er specifikt tilknyttet skolen, undervisningen samlet set ca. to uger per semester.
For at sikre et tæt samarbejde mellem forskning, udvikling og praksis før, under og efter afprøvningerne, nedsætter vi en praksisekspertgruppe. Praksisekspertgruppen består af eksterne eksperter med viden og baggrund fra feltet samt en fast person fra hver af de tre skoler. Det skal bidrage til, at skolen oplever sig som medudvikler af projektet, og at udviklingen giver mening for skolen og dens kontekst.
Hvad undrer I jer over, og hvad er jeres motivation for at gå ind i netop denne problemstilling?
Projektet undersøger, hvordan der bliver arbejdet med bæredygtighed i de humanistiske fag i den danske grundskole. Det er vigtigt, fordi det stadig er naturfagene, der skuldrer meget af bæredygtighedsarbejdet. Der er dog et stigende fokus på bæredygtighed inden for de humanistiske fag, men fra et forskningsperspektiv ved vi meget lidt om dette. Det er derfor spændende, hvad vi finder, men vi håber, at vi kan lære af de stærke praktikere på vores tre case-skoler og samtidig være med til at udvikle nye, spændende og innovative undervisningsaktiviteter.
Hvad håber I, at resultaterne kan være med til at ændre helt konkret i praksis?
Bæredygtighed er i gang med at blive mainstream på tværs af den danske uddannelsessektor. Vi ved dog for lidt om de humanistiske fag, hvad der sker i den empiriske praksis og hvordan det udvikler sig over tid. Det vil vi forsøge at belyste med vores projekt, så forskning og praksis kan blive klogere.
Vil du vide mere om forskningsprojektet?
Kontakt Jonas Lysgaard, lysgaard@edu.au.dk eller 93 50 81 01
Om forskningsprojektet
Hvad?
Bæredygtighedsundervisning i de humanistiske fag – lærer, elev- og helskoleperspektiver.
Hvem?
Jonas Lysgaard, lektor på DPU på Aarhus Universitet, ph.d. og Docent Tom Steffensen og ph.d. og lektor Nadia Rathje fra Københavns Professionshøjskole (KP). Derudover tre danske grundskoler samt en lang række stærke repræsentanter fra praksis.
Hvornår?
2026-2030
SERIE: Forskeren fortæller
Artikelserien Forskeren fortæller skal bringe aktuel UBU-forskning tæt på praksis. Serien giver praktikere og andre interesserede adgang til forskningsviden, der kan bruges direkte i arbejdet med uddannelse for bæredygtig udvikling. Samtidig giver serien forskere mulighed for at få deres viden set og anvendt dér, hvor den gør en reel forskel.