Mette Hejn, der er bæredygtighedskonsulent på Grøn Skole-programmet i Friluftsrådet og har arbejdet mange år som naturfagslærer i folkeskolen, har fået UBU-stafetten af Frank Olesen, der er leder af Naturværkstedet Kløvermarken, med begrundelsen:

Hun er en af de ildsjæle, der gør en reel forskel i hverdagen og inspirerer andre til at tænke naturen aktivt ind i både børn og voksnes liv. Derfor er hendes viden og erfaringer vigtige at få i spil.

Frank Olesen spørger:

Hvad skal der til for, at uddannelse for bæredygtig udvikling bliver en reel og prioriteret del af folkeskolens hverdag – frem for endnu et projekt ved siden af den øvrige undervisning?

Jeg tror, at mange lærere og skoleledere kan tænke, at uddannelse for bæredygtig udvikling er noget meget stort og uoverskueligt, fordi de ikke ved, hvad det er. Men der foregår allerede rigtig meget ude i skolerne, der måske ikke bliver italesat som det, det er, fordi vi ikke er gode til at se og anerkende det. Så vi skal blive bedre til at få alle de gode eksempler frem i lyset, så andre kan se, at ”ah, er det bare dét!”

For det behøver at være så svært eller teoretisk eller abstrakt. Det kan være noget så hverdagsagtigt som to lærerstuderende, jeg kender, der forleden fortalte, at de havde fået eleverne til at tømme skraldespandene ud på gulvet for at undersøge skraldet. Eller at tage sin klasse med ud til det samme sted i skoven hver uge og følge naturens og årstidernes udvikling. Eller når eleverne i udskolingen laver dilemma-spil om natursyn. Det hele er UBU. Når vi tænker naturoplevelser ind i undervisningen, skal vi øve os i, at oplevelsen godt må have en værdi i sig selv. Vi har ikke travlt, og der behøver ikke være et planlagt mål eller facit.

Hvis vi skal hæve os lidt op i helikopteren, så er vi også nået til et sted som samfund, hvor vi gerne må sige, at UBU er en del af svaret, hvis vi skal løse de eskalerende biodiversitets- og klimakriser. Men også den trivselskrise i ungdommen, der er meget fokus på i disse år.

Jeg håber og tror, at det handler om tid og det lange seje træk. Bæredygtighed er i dag ikke skrevet ind i folkeskolens formålsparagraf, men hvis det var blevet gjort for 20 eller 40 år siden, så stod vi nok et andet sted i dag. Lige nu er der momentum med fagfornyelsen af alle folkeskolens fag, og det kan forhåbentlig bane vej for mere bæredygtighed i undervisningen – som vi så måske kan se resultaterne af om 10-20 år. Den helt store drøm ville være, at nogen var modige nok til at få skrevet bæredygtighed ind i folkeskolens formålsparagraf og for alvor får taget et opgør mod den målstyring og acceleration af samfundet, der også gennemsyrer folkeskolen.

Du har indtil for nylig været naturfagskoordinator i Furesø Kommune. Hvad kræver det dels på kommunalt plan og dels af den enkelte skole at gøre uddannelse for bæredygtig udvikling til en naturlig del af skolernes hverdag og elevernes dannelse?

Vi er nødt til at give de mennesker, der faktisk har modet til at gøre noget, plads til, at de rent faktisk kan gøre det. Når mennesker går foran, kan det nemlig indgyde mod hos andre og være med til at skabe forandring.

Vi er tilbøjelige til at lave lynkurser i bæredygtighed på en eftermiddag, men det er spild af tid og penge. Kommunerne skal i stedet turde investere i de langstrakte, prioriterede indsatser, som på papiret måske kan se mindre ud end et stort foredrag, men hvor den langsigtede effekt er langt større.

Kommunernes naturfagskoordinatorer er nogle af dem, der kan gå foran, men mange steder kæmper de for at få nok timer til at kunne gøre en reel forskel og et stykke arbejde, der skaber forandring.

Vi har et landsdækkende naturfagsnetværk, der er faciliteret af Astra, hvor vi får ny viden helt gratis, som vi kan tage med tilbage på kommuneplan og omsætte til lærernes hverdag. Men det kræver tid. Ofte dykker vi ned i de samme tematikker gennem flere netværksdage, og det giver mulighed for at komme dybere ned i et emne. Jeg oplever, at vi bliver opkvalificeret på vores egen didaktik og dobbelte rolle som både koordinator og lærer. Det, der også er fantastisk ved disse dage, er det netværk af koordinatorer, som faciliteres og udvikles. Og som man kan trække på, når man i kommunen er ”alene på posten”.

I forhold til de enkelte skoler, så er det et langt sejt træk få lærerne til at ændre deres praksis og turde være på dybt vand. Det er ikke en proces, man kan klare på et par dage, og det kan være godt og givtigt at have nogen – for eksempel kommunens naturfagskoordinator – med på sidelinjen, der kan støtte én undervejs.

Mange forbinder stadig bæredygtighed med naturfagene. Hvordan sikrer man, at uddannelse for bæredygtig udvikling bliver en fælles dannelsesopgave for hele skolen?

På den store klinge, så handler det jo om, at vi skal have bæredygtighed skrevet ind i folkeskolens formålsparagraf, så alle er forpligtet til at løfte i flok.

På det helt konkrete plan, har jeg rigtig gode erfaringer med udeskole, da det kan involvere alle fag og styrke tværfagligheden og fællesskabet.

I dette skoleår fik jeg sammen med min kollega, der underviser i dansk, timer igennem en ekstern pulje til at lave udeskole for vores 6.-klasse hver fredag – hele året rundt. Det gør virkelig noget godt, at man kan arbejde sammen og smitte af på hinanden. Vi kunne trække stress og jag ud af dagen og dyrke langsomheden – for eksempel cykle ud i det blå eller bruge en hel dag på at studere æbletræer.

Vi kunne godt have haft samme æbleforløb indenfor i klasseværelset – og så var det sikkert gået hurtigere – men der er en kæmpe værdi i sansningen og oplevelsen. At eleverne dufter, smager og rører ved æblerne og træet og sidder i dets skygge og arbejder. Og eleverne selv synes, at det var den fedeste dag på ugen – og var langt mere involverede i timerne, end når vi sad i klasselokalet.

Jeg stoppede jo midt i skoleåret og måtte derfor desværre slippe klassen og projektet – men dansklæreren kører det videre resten af skoleåret. Og det har smittet af på flere af de ’gamle’ lærere, der så, hvor fedt det var – og at eleverne fik en masse ud af det. Så de lærere, der har grebet det nu og vil udbrede det næste år, er dansklærere. Så igen handler det bare om, at der er nogen, der har modet til at gå foran og kan skabe en positiv fortælling om, at alle kan gøre det!

En af dine kæpheste er elevinddragelse. Hvordan skaber man grøn undervisning, hvor eleverne oplever reel medbestemmelse og handlekraft?

En idé kunne være, at man åbner for perioder af skoleåret, hvor der er mere løs struktur og dermed muligheder for eksperimenter og tværfaglighed.

Men først og fremmest handler det om, at man skal have modet til at stå op imod læringsplans-ræset og presset om, at man skal nå det hele. Mange lærere er måske bekymrede for, om de så når alle mål og planer – og hvad, hvis eleverne siger noget skørt? Men mange tror, at vi skal nå langt mere, end vi reelt skal – og jeg tror, at der er mange lærere, der ikke er klar over, at der faktisk har været flere lempelser i fagmålene over de seneste år.

Som lærer har jeg stadig autoriteteten, og det er mit ansvar, at vi når det, vi skal. Man behøver ikke følge alle elevers spørgsmål eller forslag på én gang – man kan vælge inden for et tema eller gå med én elevs undren. Og så være tydelig omkring, at man har hørt de andre forslag – og for eksempel skrive dem op på tavlen eller et andet sted, så eleverne kan se, at man har hørt dem og tager dem alvorligt. For det er sindssygt vigtigt, når man laver medskabende undervisning, at eleverne kan fornemme om det er ægte – og ikke bliver pseudo. For det kan de hurtigt lure, og så mister de lysten til at bidrage.

Og så er det vigtigt, at vi får udvidet værktøjerne i skoletasken – og vores forståelse af, hvad det vil sige at gå i skole, og hvordan normal undervisning ser ud. Al undervisning behøver ikke være tavleundervisning eller gruppearbejde over en lærebog. Man kan godt lave eksperimenter og drage ud i lokalsamfundet og være nysgerrig på ens medmennesker.

Jo mere, eleverne selv bliver bevidste om det, og jo mere de gør det, jo nemmere bliver det. Det kan være så hårdt som lærer at undervise i noget og på en måde, som eleverne ikke gider. Og der er jo mange veje ind i læring, så vi skal som lærere være gode til at læse rummet og vurdere, hvad har eleverne brug for i dag?

Du kalder dig naturfagsnørd og undringsskaber. Hvordan kan man bruge ’undringer’ aktivt i undervisningen?

Vi voksne er virkelig gode til at dræbe børns nysgerrighed – både som lærere, fagfolk og forældre. Vi er ofte fortravlede eller ikke rigtigt til stede, og så får vi ikke svaret ordentligt eller kommer selv med et hurtigt svar uden at tage os tid til at gå ind i den undring, der ligger bag. Og så lærer vi dem, at deres spørgsmål ikke er relevante og har værdi. Men hvis vi gerne vil have, at børnene skal blive ved at være nysgerrige på vores samfund og naturen og dem selv – så skal vi tage deres undringer og spørgsmål seriøst.

Vi skal tage tempoet ud af alt. Vi træner langsomhed alt for lidt. Måske skal man planlægge lidt mindre af sin undervisning, så der er rum til at følge elevernes spor og til det spontane. Hvis man har et tema om æbler, kan man spørge børnene, hvad de synes er fedt ved æbler for at åbne for sanser og nysgerrighed. Og så skal man øve sig på at få øje på alle de spørgsmål, der faktisk bliver stillet hver dag – og ikke lukke dem hurtigt ned, fordi man har travlt med det forberedte.

Da Danmark for nylig blev ramt af et jordskælv, opfordrede du på LinkedIn alle lærere til at have mod og overskud til at droppe al planlagt undervisning og kaste sig over jordskælvet. Hvorfor var det vigtigt?

Som lærere er vi virkelig gode til at lave planer, men så sker der bare nogle gange, nogle ret vilde ting ude i verden, som eleverne selvfølgelig også er optagede af, som vi kan vælge at gribe. Når et stort naturfænomen som et jordskælv rammer Danmark, er det jo aktuel læring, vi får foræret – og så skal vi selvfølgelig rydde bordet og understøtte elevernes nysgerrighed.

Jeg kan godt forstå, at det kan være svært for mange lærere at undervise i noget, man ikke selv er helt tryg i. Og hvis man nu lige har forberedt en tekst af Karen Blixen, hvordan skal man så lige kunne arbejde med jordens tektoniske planer – uden at have forberedt sig først. Men man må godt være usikker – og så kan man jo undersøge fænomenet sammen med eleverne. Mange har nok et ubehag ved, at ens plan skrider eller, at man fremstår som én, der ikke har styr på det. Men man er stadig en autoritet, når man tager undringsrollen på sig – alle kan lære noget ved at erfare ting sammen.

Du er for nylig stoppet som naturfagslærer efter mange år i folkeskolen. Hvad er den stærkeste oplevelse, du tager med dig?

Jeg har igennem årene oplevet mange særlige øjeblikke med eleverne, som jeg tager med mig videre. Men det stærkeste er den dynamik, der kan opstå i et læringsfællesskab, når både lærere og elever er trygge – og man som lærer vil noget med sit fagområde og med fællesskabet. Den oplevelse af, at eleverne hviler i, at nogen vil noget med dem.

Der er virkelig noget stort i, at man kan være medskabende for et fællesskab. Når noget går op i en højere enhed. Der er vist et ordsprog, der lyder, at man ikke kan have med et andet menneske at gøre, uden at have noget af deres liv i sine hænder. Alle de skønne børn og unge, jeg har undervist, har også haft mit liv og udvikling i deres hænder – for de har stolet på mig og udfordret mig.

Hvem vil du gerne sende UBU-stafetten videre til – og hvad vil du spørge om?

Jeg vil gerne sende stafetten videre til Jesper Bro, der er projektleder i CONCITOs enhed for ungdom og uddannelse. Jeg mødte Jesper for mange år siden i forbindelse med Den Grønne Rygrad. Jespers rolle og tilgang til samarbejder ind i folkeskolen har inspireret mig meget. Med ambitionen om at udbrede UBU og styrke fokus på klimaundervisning nationalt har hans arbejde en enorm betydning.

Jeg er særligt fascineret af, hvordan et stort og centralt arbejde, reelt set kan få betydning helt ude hos den enkelte lærer og elev.

Jeg vil derfor gøre spørge ham:

Hvad er den vigtigste forudsætning for, at nationale UBU-initiativer lykkes og gør en reel forskel lokalt og for den enkelte elev?